Jeg er sgu stolt!
I mandags deltog jeg i en reception, der officielt bekendtgjorde, at min gode bekendt Mette havde startet virksomhed. Et italiensk koncept med mulighed for foredrag, madlavning og vinsmagning.
Rigtig spændende. Ikke mindst fordi vi hermed er nået til en virkelig markant milepæl i det lille freelancenetværk jeg er medlem af. For godt et år siden var vi fem freelancepiger – alle med journalistbaggrund – der mødtes på et kursus under Journalistforbundet. Ret hurtigt fandt vi ud af, at skulle drømmene føres ud i livet, måtte vi stå sammen og støtte hinanden. Det har vi så gjort på trods af stor geografisk spredning med Odense, Hellerup og Falster som yderpunkterne. Og med Mettes reception, er vi alle nået i mål.
Anne var den første, der registrerede sig med selvstændigt bierhverv i den journalistiske virksomhed Uncial. Fayme har startet kommunikationsvirksomheden Faymedia, Mette er som nævnt gået i gang med sit italienske koncept Mette Rem. Sus flyver rundt mellem forskellige produktioner som fri agent, og selv gik jeg officielt i luften med CVR i onsdags.
Og hvor gør det mig glad og stolt. Vejen hertil har været næsten uendelig lang. Men vi nåede den sammen – Vi gjorde det sgu!