Til kamp mod standardbrevene
En god mandlig bekendt af mig er fraskilt og far til en teenagesøn. Han har et udmærket forhold til såvel sønnen som sin fraskilte kone og har aldrig haft problemer med at skulle betale underholdningsbidrag – altså ikke andre problemer end den kommunale skrivelse, der halvårligt dumper i hans postkasse og hver gang får ham helt op i det røde felt.
Skrivelsen begynder for såvidt rimeligt. Den gør ham opmærksom på, at han har tilmeldt sig BetalingsService, og at det næste halve års underholdningsbidrag derfor trækkes fra hans konto. Det ved han godt i forvejen, men ok…
Det, der til gengæld kan gøre ham eddersplitter tosset, er de følgende linjer, der ord for ord udvikler sig til et sandt trusselshelvede.
For hvis han ikke betaler hele beløbet – hvilket kræver, at han aktivt går ind og ændrer i sin betalingsordning – ja, så kommer kommunen efter ham! Han vil blive sendt videre til “tvangsinddrivelse” (smag lige engang på ordet!), han vil bliver registreret i Det Centrale Fordringsregister, og kommunen snupper hans eventuelle overskydende skat til dækning af restancebeløbet, hvilket understreges med henvisning til en række paragraffer.
Og hvis han allerede er bagud med børnepengene, kan han risikere, at alle de nævnte ulykker, allerede er i frit fald på vej ned over hans syndige hoved! (Hvordan han så skal forholde sig, giver skrivelsen ikke nogen anvisning på).
Men han er jo ikke bagud med sine indbetalinger – og har aldrig været. Og derfor bliver han hver gang så frygtelig vred og ender af og til med at ringe til kommunen og skælde en tilfældig sagsbehandler huden fuld. Til ingen verdens nytte – for det er jo bare et standardbrev, som de forklarer.
Og så er det, man som kommunikatør tænker “så lav det dog om!” Hvorfor har nogle – især offentlige – virksomheder så utrolig svært ved at formulere sig venligt?
Måske fordi de ikke konkurrerer på det frie marked. Kunne man fx forestille sig bilforhandleren skrive “da vi nu har indgået en aftale om køb af bil, skal jeg bede dig lægge indbetalingen om senest en uge – ellers skal jeg den-unden-stejle-mig slæbe dig gennem et sandt helvede af incasso og sende et tæskehold!”
Jeg tvivler på, den går. Også selvom det “bare” er en standardformulering.