Find din personlige businessstil

Har du også af og til overvejelser ved at invitere kunder og samarbejdpartnere hjem til møde? Eller går du og vejer for og imod at få et kontorude “i byen”, selv om du trives godt med at arbejde hjemme? Så har du det lidt ligesom mig.

Vi iværksættere og frie agenter må tit finde vores egne “ways” – også når det gælder den måde, vi præsenterer os på. Jeg har valgt at bruge relativt mange midler på min hjemmeside. Til gengæld har jeg ikke kontor i byen og sparer en del på den måde. Jeg har indtil videre intet behov for at sidde i kontorfællesskaber. Jeg nyder hver eneste dag, hvor jeg kan sidde hjemme og arbejde. I starten var jeg meget bevist om, at min postadresse “vestergade 15 – eskilstrup” ikke signalerede noget særligt businessagtigt. Omvendt er jeg altså utroligt glad for at arbejde hjemmefra. Jeg har et hus, hvor stuerne godt kan gøre det ud for nogle gode, lyse rammer til møder og coachingsessioner og har af og til spurgt mine kunder, hvordan de har oplevet det at mødes hjemme hos mig. Iindtil videre har der kun været meget positive tilkendegivelser – det er helt i orden med dem.

Jeg har for nyligt været til kursus hos Abelone Glahn, hvor ikke bare rammerne men også maden var særdeles personlig og blev serveret af hendes mand. Og jeg tænkte, at for mange af de tilrejsende fra bla. København, Flensborg, Fyn og Ålborg må det da være en oplevelse, som man i lige så høj grad vil huske og fortælle om, som selve kursets indhold.

Ved at gøre kundemøder mv. til en oplevelse, der viser lidt om, hvem vi er, tror jeg på, at vi giver kunden en værdi oven i selve mødets indhold. Ofte kommer man til at snakke om fælles interesser, som de fx aflæser i billederne på bæggene eller bøgerne på reolerne.

Altså har jeg valgt at gøre en dyd ud af at være lidt anderledes. Jeg sørger selvfølgelig for, at det ikke bliver for privat, men lægger til gengæld vægt på at det er personligt. Mine kunder inviteres ind i stuerne med brændeovnen og jeg laver the og kafe og af og til hjemmebag. Jeg har netop lavet en aftale med den lokale blomstermand om, at få leveret friske blomster en gang om ugen – de penge er trods alt småting ift. omkostningerne ved at have kontor i byen.

Min egen grænse går ved det private – selv om vi er hjemme hos mig, skal fokus være på sagen og på kunden. Derfor skal rammerne ikke “råbe” om kap med kunden, men være med til at gøre det til en rar og hyggeligt oplevelse at arbejde sammen med mig.

Så lige som med så meget andet handler det om at finde sin egen vej og gøre det på sin egen måde. Og måkse i lige så høj grad at have flere muliheder at vælge imellem – alt efter hvad der passer bedst til situationen.

stue.JPG

Min stue, hvor jeg af og til holder kundemøder og coachingsessioner