Anmeldelse: Tenk Nettverk – norsk bog om netværk anmeldt af Marina Hjørdie


Anmeldelse af Tenk Nettverk

af Kerstin Marthinsen m.fl. Bogen er norsk.

Anmeldt af Marina Hjørdie, ejer af Change Agents, som arbejder med netværksdesign og facilitering. www.changeagents.dk

Tenk Nettverk af Kerstin Marthinsen m.fl

Bogens redaktør er Kerstin Marthinsen som også selv bidrager med et indlæg i bogen, resten af bogen er skrevet af 9 forfattere med meget forskellige indgange til og forståelser af netværk.

Kerstin Marthinsen driver et firma i Oslo, der hedder Alumnia. Hun er ekspert i alumninetværk for studerende og tidligere medarbejdere.

Anmeldelse

Bogen sætter det store perspektiv på netværk. Hensigten er at komme omkring følgende områder, som det er formuleret i bogen:

”Hva innebærer flere, sterkere og større nettverk for den enkelte? Hvordan etablere og vedlikeholde nettverk? Hvilke konsekvenser får det for arbeids­takeren? For frilanseren? For virksomhetslederen eller den selvstendig næringsdrivende? Og sist, men ikke minst: Hvilke konsekvenser får økt bruk av nettverksforbindelser for demokratiet og for vårt forhold til begreper som rettferdighet og moral?

Bogen består af et kort forord og 10 indlæg af forskellige forfattere som bidrager med deres syn og ekspertise på netværk.

  1. Kapitel – Nyttige nettverk

Kerstin Marthinsen giver et indblik i alumninetværk og introducerer dette som en ny type netværk, for de ikke særligt netværksorienterede skandinaver.

  1. Kapitel – Nettverksorganisering før – og nå

Carl Erik Grenness er bl.a. ledelses- og organisationsforsker og giver et indblik i netværksorganisering gennem tiderne. Kommer bl.a. ind på fordelene ved de løst koblede netværksstrukturer vi ser mere og mere i dag.

  1. Kapitel – USA-en nasjon af selvskapssyke individualister?

Ole O. Moen er professor i amerikansk kulturkundskab og han demonstrerer hvordan amerikanernes stærke netværkskultur er opstået og har udviklet sig gennem tiderne på godt og ondt.

  1. Kapitel – Nett til å fange vinden

Bjerglót Jónsdottir, musiker, master i musik og kunstformidling og meget mere, giver et indblik i hvorledes de kulturelle netværk har præget og udviklet vores samfund gennem tiderne.

  1. Kapitel –fra korporativ stat til sammensatte nettverk

Poul Chaffey er tidl. politiker og adm. Dir. i Abelia og han giver en forståelse for politiske netværk og hvorledes samfundsudviklingen fordrer nye mere netværksorienterede politiske strukturer.

  1. Kapitel – Næringslivet – nettverk og tillit

Trond Løyning dr. Polit. Postdoktor ved sosiologisk institutt, Bergen sætter fokus på erhvervslivets netværk og undersøger bl.a. styrken ved de svage personlige netværk, pga. af brobygger funktionen ml. forskellige netværk.

  1. Kapitel – de sterkes nettverks styrke

Karl-Frederik Tangen er samfundsgeograf og højskolelektor og han kommer med det provokerende budskab at netværk kun er en kilde til magt. Netværk handler om at give og få –og dem som modtager bliver dermed sat i gæld, og det giver dem, som giver magt.

  1. Kapitel – Arbeidslivet 2046 – hodeverk og nettverk?

Troels Frogner, Cand. Polit., forfatter, koncerdirektør i Manpower kommer med et bud på arbejdslivet i år 2047 og hvordan han tror at netværk vil indgå i samfundsmodellerne i fremtiden.

  1. Kapitel – Det virtuelle håndtrykk

Abelone Glahn, Journalist, forfatter og rådgiver indenfor opbygning og drift af netværk.

Abelone kommer ind på de virtuelle muligheder for at opbygge og udvikle sit netværk. Hun påpeger vigtigheden af at man bliver bevidst om sit virtuelle håndtryk, for er man ikke synligt tilstede på nettet, giver det også et billede af ens person. Der gennemgås en række forskellige virtuelle værktøjer og netværk.

  1. Kapitel – nettverk i praksis

Tina Pearson er stifter og ejer af virksomhedsnetværket Ildsjæle og hun deler af sin erfaringer med at drive netværk og kommer med input til både at deltage i netværk og opstarte sit eget.

Bogen giver læseren et overordnet helikopterperspektiv af, hvordan netværk alle dage har været en ubrydelig del af samfundsstrukturerne, og en masse interessante indblik i meget forskellige typer netværk og netværkets historie, samt ikke mindst en forståelse for, hvorledes at netværk i dag adskiller sig fra tidligere tiders netværk.
Jeg synes dog ikke, at bogen giver direkte svar på alle de spørgsmål, som bogen indledes med.

Jeg savner den røde tråd i bogen og havde gerne set, at redaktøren havde sammenskrevet kapitlerne, så der var en vis sammenhæng og flow i de meget forskellige indlæg. Stoffets tilgængelighed er også af meget forskellig karakter, da bogen generelt bærer præg af, at de 8 indlæg er skrevet i meget akademisk sprog, og de 2 sidste indlæg er skrevet af praktikere, og deres sprog er lettere tilgængeligt og deres bidrag er også meget mere handlings- og praksisorienterede. En afslutning eller konklusion ville have rundet bogen lidt af.

Målgruppen synes uendelig bredt defineret, da der står i bogen, at netværk er noget, alle bør tage stilling til. Egentligt tror jeg, at målgruppen er ganske snæver, nemlig dem, der gerne søger en kulturel og baggrundsmæssig forståelse for begrebet netværk. Der er bogen også rigtig god og i stand til at forsyne med mange spændende oplysninger.

For de personer, som er mere til” hvordan gør vi så det?” vil jeg nok kun anbefale de sidste 2 kapitler, som til gengæld kommer med rigtig mange interessante forslag. Særligt synes jeg, at Abelone Glahn kommer med stof til eftertanke, og jeg må indrømme, at jeg efterfølgende har besluttet at starte min egen blog, -noget, som jeg aldrig har skænket en tanke før. I øvrigt har bogen givet mig masser af stof til nogle refleksioner, som jeg vil skrive lidt mere om i min snart tilkommende blog !

Udgivet på Vidarforlaget Norge
ISBN 82-7990-055-1
Pris 298 NKR. 228 sider