Fri mig for arrogante kunder!
Det har været en uge med mange faglige overvejelser. For desværre har jeg atter fået et par grove eksempler på, at vi freelancere, frie fugle og små selvstændige stadig rangerer lavt hos en del kunder.
Første eksempel er fra en kollega, der havde leveret en artikel til en avis. Ifølge den skriftlige aftale, de havde indgået, var artiklen alene til brug i den trykte avis. Og da min kollega kort efter så, at artiklen også florerede på avisens netavis, tog kollegaen kontakt til avisen – normalt koster det nemlig ekstra, hvis et medie på den måde vil genbruge tekst, fotos mv.
Det gjorde min kollega opmærksom på – og fik det halvmugne svar, at det selvfølgelig juridisk var korrekt. Men hvis der kom en ekstra regning, skulle min kollega ikke forvente at sælge mere til dén avis.
Efter at have sovet på det valgte min kollega at svare, at det ærlig talt også kunne være det samme.
Næste eksempel er fra et fagligt forum, jeg har stor glæde af. En anden kollega havde valgt at søge fast job. De var tre kandidater til stillingen, da de fik at vide, at de for at gøre sig gældende skulle løse en række arbejdsopgaver – gratis. Og at virksomheden så sig i sin gode ret til derefter at benytte opgavene, uanset om ophavsmanden/kvinden blev ansat eller ej.
Den fremgangsmåde gav et værre rabalder blandt os mange freelancere, der er tilknyttet netværket. Og enden på det blev, at virksomheden trak sine krav tilbage.
Det giver stof til eftertanke i halen på en weekend, der har stået i arbejdets tegn her i huset ved skoven. Ikke fordi jeg har gabt over for meget og sagt ja til for mang eopgaver. Men derimod fordi hele tre deadlines er blevet fremrykket på grund af ferie. Altså ikke min, men kunders ferie.
Og helt ærligt… Der hyles og klynkes (ja, undskyld udtrykket, men jeg er sgu gal!) fra det etablerede erhvervsliv, der i dén grad mangler kvalificeret arbejdekraft.
Men den kvalificerede arbejdskraft er her jo. Vi sidder rundt omkring i vores små mikrovirksomheder med al den viden, kreativitet og ekspertise, I har brug for. Men behandl os ordentligt. Ellers er det jeres konkurrenter, der får glæde af vores ydelser!