Ikke mange konkrete bud – her er nogle flere til politikerne
Per Lauge Buresø Holst deltog i valgmødet om mikrovirksomheder som strategi den 22. oktober i Nykøbing.
Vi har fået lov at bringe hans personlige referat fra aftenen. Se neden for.
Ønsker du at print indlægget ud, kan det fås som pdf ved at klikke her:. Refererat fra Per Buresø Holst
Forberedt med nogle spørgsmål omkring nogle – for mig – interessante punkter, som rækker ud over egen næsetip tropper jeg op til valgmøde.
Jeg forventer at møde et panel af velforberedte lokalpolitikere, der dels brænder for erhvervspolitik og beskæftigelse, dels håber at vinde nogle stemmer til deres eget kandidatur.
50% er bare ikke godt nok
Måske havde jeg sat barren for højt i mine forventninger, men bortset fra gode intentioner og en gennemlæsning af Mikronets 25 punkter, så var der ikke meget at hente. I hvert fald ikke fra panelet.
Aftenens vært, Sukkerfabrikkens direktør, Jesper Jeppesen, bød velkommen med ordene omkring en symbiose mellem store og små virksomheder. Rent faktisk betragtede de internt på Sukkerfabrikken de forskellige divisioner som mikrovirksomheder.
Gode intentioner
Nogle siger, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.
Jeg mener ikke, at der er noget i vejen med gode intentioner, spørgsmålet er, hvad alternativerne er. Dårlige intentioner? Ingen intentioner, ingen idéer og ingen visioner?
Fælles for panelet var, at de hver især ville gøre det godt, men der var ingen substans i de ord, da de ikke havde noget konkret, de ville gøre.
“Hvis vi gør som vi plejer, så får vi som vi plejer”
Sande ord udtalt fra flere i panelet. Når man så har opnået den indsigt, så virker det mystisk på mig, at der ikke bliver reageret – med mindre det naturligvis er, fordi der er et ønske om at bevare status quo.
Min holdning er, at status quo ikke er at følge med tiden.
Manglende visioner
Jeg mener ikke, at vores folkevalgte skal have alle idéerne selv, men bare en enkelt idé, de vil kæmpe for de næste 4 år, det er vel ikke for meget forlangt.
Jeg mener ikke, at jeg faldt i søvn under mødet, men jeg hørte ikke en eneste konkret idé. Jeg hørte en masse pæne ord om:
IT og telefoni
Bruge hinanden
Ikke for mange barrierer
Fremtidens luksus at bo på landet
Passe på de virksomheder, vi har
Støt mikroerne, så vi alle kan leve af det
Netværk
Bosætning
Branding
Kommunen skal gå foran
Lokal og bæredygtig produktion
Men der var ikke en eneste, der kunne fortælle, hvordan man havde tænkt sig at gøre noget godt. Hvilke specifikke tiltag man kunne bestræbe sig på at søsætte.
Der var ikke et eneste mål, med undtagelse af bedre mobil- og bredbåndsdækning inden 2020. December 2019 er stadig før 2020, og det er 6 år fremme i tiden. Det kan vi ikke vente på. Der er i princippet tvungen forsyningspligt allerede per 1. november 2014, hvor vi alle skal have en digital postkasse.
Efter min opfattelse, så var mødet ikke tiltænkt som en bøn til kommunen om at nurse mikroerne, hvilket flere af kandidaterne ellers udtrykte var deres opfattelse. Mikroerne kan selv, men der er ingen grund til at det skal være mere besværligt at eksistere i et svært miljø, end højst nødvendigt.
Det er fint, at vi bryster os af, at der er masser af mikrovirksomheder i kommunen, men er der andre, der har tænkt på, hvordan det kan være? Jeg har to gæt, som ikke udelukker hinanden.
Der er masser af mikrovirksomheder i Guldborgsund Kommune fordi:
1. Der er et fantastisk økosystem for mikrovirksomheder generelt. Kommunen støtter op om det, og de etablerede større virksomheder anvender i bedste symbiose mikroerne for fælles bedste.
2. Der er elendige udsigter for ansættelse i kommunens virksomheder, og har man lyst til at beskæftige sig med noget, man mener, man er god til, så er det langt sjovere at være selvstændig trods de mange forhindringer og bestemmelser, end det er at være ledig.
“Se på Kommunen som en vilkårlig anden kunde”
Fra panelet lød det, at kommunen blot var at betragte som en ganske almindelig kunde. Jeg må sige, at jeg ikke har kendskab til andre virksomheder, jeg skal betale skat til. Der er ingen andre kunder, der planlægger den infrastruktur, jeg benytter. Det er rigtigt, at vi kan se på kommunen som en kunde, hvis vi leverer ydelser til og for kommunen, men som borger har jeg ikke den anskuelse.
Hvis kommunen blot skal anskues som en almindelig anden virksomhed, så burde den virksomhed stramme sig gevaldigt an og finde en ny bestyrelse, der vil kæmpe aktivt for virksomheden.
“Toget går til Nykøbing”
Efter at have stillet spørgsmål om infrastrukturen ud fra Nykøbing til resten af kommunen, blev jeg orienteret om, at der hyppigt kommer tog til Nykøbing.
Super! Det er så gavnligt for 27% af kommunens borgere, dem der bor i Nykøbing. Det svarer lidt til, at vi i Danmark kun gør noget for København – de står for ca. 22% af befolkningen i landet.
Guldborgsund Kommune er ikke så stor, at vi kan tilbyde alle services i alle byer, men hvis der er gode transportmuligheder til og fra Nykøbing, så er det langt mere attraktivt at centralisere nogle af de tilbud, der er. Byens liv skal også foregå om aftenen, f.eks. biograf og teater. Folk, der kommer hjem med tog fra København eller Hamborg vil sikkert gerne kunne komme til andre steder end blot Nykøbing. Lige nu er den trafik baseret på venner og familie med bil, der har tid og lyst til at køre folk rundt. Så er det, at man er glad for at lægge skattekroner til offentlig transport, man ikke kan få nogen gavn af, når man har behovet.
Der er masser af emner, som jeg forventer, man vil arbejde seriøst med i den kommende tid. Desværre kom der ikke et eneste fra panelet, så her er mine få bud på emner.
Jeg håber, at andre har flere:
Cargo Syd
Logistisk knudepunkt
Med tog, motorvej, havn og især told er Cargo Syd en spændende mulighed for ting, der har med import, eksport, ompakning og forsendelse at gøre.
En idé er at i samarbejde med interessenter at skabe pakkerier for webshops, som ikke behøver have adresse i kommunen. Pakkerierne skal være store lagerhaller, hvor de forskellige varer kommer ind, bliver fordelt i hht. pluklister for de forskellige shops, ekspederet og sendt til kunderne.
Fordele er:
Begrænset transport til/fra lager. CO2 aftryk
Delte udgifter til pakkelagre – store haller opdelt i mindre forretninger.
Delte udgifter til pakkere – man kan være ansat som pakker for flere webshops på én gang og så arbejde på de pluklister, der er relevante
Beskæftigelse for lagerarbejdere
Vagt
Der vil formentlig komme krav om en eller anden form for vagtværn omkring pakkerier/lagerhaller, hvis det bliver til en realitet. En vagtordning kunne formentlig bringes i forbindelse med statsfængslet, der bygges på den anden side. Ikke fordi de indsatte skulle stikke af, men der kan ske andre ting.
Internet
Det er ganske rigtigt, at vores IT hernede halter gevaldigt, og det, der ikke halter nu, det har det skidt under høj belastning, som f.eks. når vi har turister på besøg.
Så vidt jeg kan forstå, så er opfattelsen, at vi skal have mobilt bredbånd over området. Det er også fint, men det er langt fra godt nok. Jeg forventer Gigabit bredbånd som en kommunal forsyningspligt frem for de sølle Megabit linjer, vil til nød kan få til at køre nogenlunde stabilt. Dertil kommer naturligvis mobilt bredbånd i en kvalitet, der kan kaldes bredbånd når f.eks. befolkningen eksplodere på Marielyst om sommeren – og det skal naturligvis gælde hele kommunen.
Det er estimeret at 90% af al datatrafik i 2013 er video, og at 50% af al mobiltrafik er video. Hvis video kræver omkring 6 Mbit/s, så skal der være rigtig stor kapacitet.
Google Fiber – et bredbåndstiltag fra Google i bl.a. Kansas tilbyder 1 Gbit symmetrisk forbindelse til borgerne for ca. 500 DKK per måned inkl. TV signaler.
Danmark har rigtig gode muligheder for at komme på verdenskortet med et netværk, der kan bringe os op i eliten. Hvorfor så ikke starte et sted, hvor det forholdsvist nemt kan rulles ud.
Hvis gravearbejde er for stor en forhindring, så overvej at anlægge teknikskakter næste gang vi skal grave større huller.
Undervisning
Fagre nye verden bringer undervisning af høj kvalitet gennem nettet til dig, der hvor du er, når du har tid. Det kræver video – til tider real-time video, når man skal have en videochat med sin vejleder.
Kommunikation
Kommunikation for erhvervsdrivende foregår i højere grad mobilt og med højere kvalitet i lyd og billede. Det kræver båndbredde og ingen mobile huller.
Kommunikation mellem det offentlige og borgerne er påkrævet skal foregå digitalt, det kræver båndbredde og medfører så vidt jeg kan forstå en form for forsyningspligt.
Telemedicin forekommer i højere grad og kræver at folk er online ofte med videolink. I København kan man snart vælge, hvilken skadestue man vil køre til givet ens position og ventetiderne på de forskellige skadestuer. Når der kommer flere biometriske instrumenter, vil en borgers data kunne transmitteres under ambulancekørsel til sygehuset.
Sociale relationer
Sociale relationer er vigtige – mennesket er trods alt et socialt dyr. Med Facebook, Twitter, Google hangouts og videochat er det blevet nemmere at dele og dermed skabe sociale bånd på tværs af geografiske udfordringer og bevægelsesvanskeligheder.
Informationssøgning
Informationssøgning og videndeling er blevet langt nemmere i de sidste 15 år, end det nogensinde har været, men er der ikke hul igennem til internettet, så står vi udenfor denne eksponentielle vækst og ender som et B eller C hold.
Turisme
Gennem internettet er det muligt at informere turister om muligheder, som de måske ikke vidste eksisterede, men den mest væsentlige ting: Vi skal ikke afholde dem fra at udføre deres normale daglige rutiner. Hvis de ikke vil tjekke post, netbank, Facebook, etc. fordi de er på ferie, så er det fint, men det skal være deres valg – ikke noget vi pådutter dem.
Fjernaflæsning
Hvis vi kan blive enige om, at der er forsyningspligt af internet, så giver det nogle andre muligheder for de andre services: Vand, Varme, og Strøm. Normalt bliver disse målere fjernaflæst via radiobølger, men de kunne kobles op på en internet enhed, og så ville den enkelte borger måske også have mulighed for en bedre egenkontrol, f.eks. med alarm hvis vandet løber konstant.
Det vil give mulighed for forsyningen f.eks. at detektere potentielle brud på rørledningen.
Sikkerhed
I forlængelse af ovenstående, så kunne man forestilles sig indbrudsalarmer, status på dørlåse, videoovervågning, og røgalarmer være koblet op på det samme system. Det ville kunne skabe en hurtigere respons på f.eks. brand, men det kræver naturligvis at borgerne indvilliger i frivillig overvågning.
Fremtidsvisioner
Det er mit håb, at Guldborgsund Kommune finder de gyldne muligheder frem og agerer på dem i samarbejde med interessenter.
Det kunne foregå ved at skabe et videnshus, hvor ansatte – til forskel fra panelet – vidste noget om mikrovirksomhederne i kommunen.
Hvor man tager hånd om nyetablerede virksomheder
Hvor man som virksomhed – stor eller lille – kan blive matchet med passende partnere
Hvor mikroer kan købe assistance til – for dem – sekundære elementer af forretningsdrift
Hvor man kan danne konsortier – eller i mikroverdenen gå fra atomer til molekyler.
Kort sagt: Et sted, hvor symbioser kan opstå. En grobund for interaktion mellem mennesker og virksomheder. En synliggørelse af mulighederne på tværs.
“Kommunen kan ikke drive noget fællesskab”.
Jeg blev noget overrasket over den udmelding fra panelet. Det blev sagt af én politiker, men ikke anfægtet af andre, så jeg antager, at de alle var enige i udtalelsen.
Må jeg pege på, at kommune stammer fra latin communis, der betyder fælles. Hvis kommunen ikke er bekendt med sit eget eksistensgrundlag, så skulle den måske afskaffes.
Kommunen er til for det fællesskab, vi borgere udgør.
Jeg er glad for, at jeg ikke er ansat i en virksomhed, hvor bestyrelsens holdning er, at de ansatte ikke kan udføre deres hverv.
Per Lauge Buresø Holst