Om de ufakturerbare timer og transport
Nogle gange spøger man sig selv, om det er det værd: Jeg skal tale om lidt – i Ålborg her ved 14 tiden – i 25 minutter som indledning på en sponsormesse.
For at nå dette skal jeg beregne 5 ½ time på transporten fra Falster derop, og det samme hjem. 11 timer. I tog og bil og taxa.
Foreløbig er jeg halvvejs – det gik glat indtil Fyn, hvor sporarbejde og en masse, som en mægtig venlig togfører informerede os ideligt om, gjorde, at vi blev så forsinkede, at toget bare stoppede i Århus. Vi blev sat af, og skulle fortsætte med Lyntoget – der også var forsinket. Så jeg kom en time senere end planlagt.
Den forsinkelse havde jeg taget højde for, så jeg er ikke kommet for sent til peptalken, men til det vigtige ved et job, nemlig at netværke og snakke med arrangøren.
Om lidt skal jeg hjem igen – og hvis der er bare halv så megen forsinkelse, får jeg et stopover i Ringsted på ekstra halvanden time meget sent i aften. DSB i en nøddeskal, men det er kke mit ærinde i denne blogposting.
Det handler om spildtid: Mere end en almindelig arbejdsdag er gået alene med transport– jeg har været på farten i mere end 12 timer for at tale i 25 minutter.
Jeg er betalt helt fint og rimeligt for de 25 minutter, men tilbage i regnskabet står de 12 ufakturerbare timer, jeg har brugt alene på transport.
Lad os sige, at jeg tog 850 i timen – det svarer til, at jeg er gået glip af en omsætning på 10.200, hvis jeg havde arbejdet i de 12 timer. Lad os sige, jeg havde arbejdet i de seks, så er det alligevel for 5000 kroner ufakturerbartid, jeg fyrer af på dette job – det er jo ikke opdragsgiverens problem, men det rejser jo nogle spørgsmål om, hvor meget man kan tillade sig at tage for den tid er medgået til transport.
Jeg kunne have nævnt en hvilken som helst anden timeløn, og det er ikke den, jeg vil diskutere, blot diskrepansen mellem transporttid og honorar.
Andre freelancekonsulenter, jeg kender, tager en mindre timeløn, men fortæller så kunden, at køretiden indregnes til samme takst.
Det har jeg aldrig praktiseret, og jeg tænker stadig også på, at jeg er rimeligt betalt for selve jobbet, men en dag som denne kunne godt få mig til at ønske andet end togbilletten refunderet.
Nå, men jeg har jo prøvet det før, så jeg væbner mig jo med udstyr, PCer, strømforsyning, og den pæne dametaske ( i alt 6 kilo ) inkl. et par bøger, samt noget arbejde, jeg skal have lavet.
(Hvornår er der nogen, der designer en smuk, kvindelig rygsæk med PClomme og plads til strømforsyning og alt det andet!!!)
Men timerne plukkes i stykker af småafbrydelser, dårlig siddestilling, telefoner jeg skal tage uden for stillekupeen, og af en ubændig sult efter ordentlig mad.
Jeg har fået arbejdet lidt, men det er kun en vis type opgaver, man kan lave og på et tidspunkt bliver man ganske simpelthen også træt.
Nu er jeg gift med en musiker, så jeg tænker på, hvor ofte han har samme tjans. Åbne en konference med 25minutter s musik i Ålborg, hjem igen.
Han bliver på grund af musikudstyr nødt til at køre i bil.
Så holder køretiden måske også, men trætheden er endnu større og uproduktiviteten ligeså.
Jeg har læst et sted, at det, der stresser, er det man ikke når, og tanken om det, der hober sig op.
Hvornår kommer den dag, hvor jeg kan gå på internettet i toget, så jeg i det mindste kan opretholde en flig af tilstedeværelse i de timer, hvor jeg sider i tog og har fået slappet dét af, jeg synes tilkommer mig den dag.
(Lad nu være med at svare, at det kan jeg allerede, for jeg har for sjældent brug for et trådløst kort, til at det kan betale sig at få et sådant abonnement.)
Jeg er bare træt ved tanken allerede om turen hjem.
—
PS: Den gik glat. den tog 5½ time. Jeg var hjemme klokken 21.00 – ialt 14½ time senere.