Sådan arbejder du med freelancere og konsulenter

sådan laver du samarbejdsaftaler med selvstændige

sådan laver du samarbejdsaftaler med selvstændige

– Tænk langsigtet, når du vil trække viden til dig, det er det bedste råd,  der kan gives, når du som arbejdsgiver eller hoveentreprenør skal begynde at finde underentreprenører eller freelancere til at arbejde for dig eller i et projekt.

At drage størst mulig nytte af den specialviden, som en løst tilknyttet vidensmedarbejder bringer ind i en virksomhed i en kortere periode, kræver, at arbejdsgiveren ved, hvordan man leder sådanne medarbejdere.

Helhedsforståelse
Først og fremmest kræver det, at lederen har en helhedsorienteret forretningsforståelse og tænker strategisk: Lederen skal kunne overskue, hvad der skal lægges uden for huset, og hvad det er vigtigere at få trukket viden ind i huset om.  De fleste er vante til at outsource leverance af søm og skruer, men her er det mennesker, der kommer med viden, og ikke noget, der kan måles og vejes.

Hvad kan lægges ud
Dernæst skal lederen kunne finde opgaver, som med fordel kan lægges ud, og være i stand til at  beskrive opgaverne i målbare mål. Opgaven ser sådan og sådan ud, den skal kunne måles sådan og sådan, der er tjekpoint eller milepæle er dér og dér, og slutdatoer er dér og dér. Allerede i kontraktfasen skal man blive enig med den selvstændige løst tilknyttede, hvordan resultaterne måles. Lederen skal desuden kunne skrue de rette team sammen, så det fungerer bedst mellem de eksterne og interne deltagere, sådan at den viden, der kommer ind i virksomheden sammen med den eksterne medarbejder, også bliver fastholdt, når han eller hun rejser igen.

En god købmand
Det kræver også en god købmand at hente kræfter ind udefra. Lederen skal kunne prissætte og forhandle. Linjechefer er sjældent gode til dette, medmindre de har været selvstændige selv. De ved ikke, hvor de skal skrue ned og op. Hvis man ikke har mulighed for at hæve timehonoraret, kan man imødekomme vedkommende med andre goder. Ofte er der tale om almindelig forhandlingsteknik og om sans for at skrue en god handel sammen.

Se nærmere på netværket
Det kræver også menneskelig indsigt og evne til at opbygge relationer og evne til at netværke, for at finde den rigtige selvstændige betyder ikke nødvendigvis at finde den billigste. Hvis projektopgaven er et led i en kæde af opgaver, som samlet vil kunne styrke virksomhedens konkurrencekraft, vil det i nogle tilfælde kunne betale sig at benytte sig af nogen, man ikke nødvendigvis bruger som underleverandør til daglig. Nyt blod kan være vigtigt at tilføre, og man skal huske, at virksomheden ikke kun hyrer én person, men i virkeligheden også hele denne persons netværk. Dét netværk, som den selvstændige medbringer, kan være med til at brande produktet og dermed virksomheden.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du skruer sådanne kontrakter sammen, kan du finde forslag til samarbejdskontrakt her: på www.Mikrobusiness.dk. Skabelonen stammer fra Peter Lind Nielsens bog “Har vi en aftale – om kontrakter, rettigheder og faldgruber”.

Og der er et stort afnit om forholdet mellem arbejdsgiver og freelancer/underentreprenør i bogen “Frie agenter – om at arbejde med eller som freelancer”, som jeg selv har skrevet.

Denne artikel er i en kortere version bragt i den avis, som er uddelt af Mikronet vinter 2009.