Ud af elevatoren

Nu tør jeg sige det: Jeg har ingen elevatortale!

Mens du samler underkæben op igen, så læs forklaringen. Der er nemlig noget galt med billedet. Det er fint at bruge begrebet elevatortale for at anskueliggøre, at man skal kunne præsentere sig selv på en 4-etagers-tur. Billedet giver samtidig paralleller til et lille lukket rum, som er i styret bevægelse, hvis funktioneren er afhængig af teknologi samt meget få foruddefinerede valgmuligheder. Dette giver en lidt anstrengt kommunikation med medpassagerene og dermed målgruppen.

Så smid elevatoren væk og koncentér dig om TALEN. Talen som kommunikationsform sætter klarhed om budkabet og indføling med målgruppen i fokus. Talen tager hensyn til, at der er en modtager. Jeg har aldrig fået lavet en fast formulering, mine præsentationer varierer efter, hvem jeg er sammen med, og det lykkes ofte at få skabt en dialog, som virker meget stærkere.  

Indgangsreplikken “Hvad laver du så?” svarer jeg med “Jeg er kommunikatør”. Denne titel har jeg valgt, fordi jeg er så jysk, at jeg ikke mener jeg er direktør, og fordi jeg gerne vil sætte fokus på min faglighed. I det område jeg færdes i, giver denne skæve vinkel anledning til en dialog om, hvad det så er. Her kan jeg spore mig tættere ind på min “målgruppe”/samtalepartner, og dermed hvordan jeg skal præsentere, det jeg laver. Jeg har ofte oplevet – fordi jeg er ude og snakke med mennesker på mine kunders vegne – at når jeg afleverer mit visitkort, så fortsætter samtalen lidt endnu – fordi modtageren studser over enten mit logo eller min titel. I min optik er det også salg. Navnet på min virksomhed er Flexikom – fleksibel kommunikation. Og det skal jeg kunne levere som vareprøve fra første sekund i forhold til en kunde. Derfor skal jeg kunne tilpasse mig målgruppen, så derfor har jeg aldrig brugt elevatortalen.