Jeg har ved gud aldrig påstået, at jeg var god til tal. Faktisk kan jeg til stadighed undre mig over, at jeg overlevede folkeskolens blækregning. Alene den dehydrering tudeturene forårsagede, må have bragt mig i farezonen. Og havde nogen dengang påstået, at jeg i dag ville sidde i timevis over kalkulerede regnskaber, budgetter og momsafregning, havde jeg sandsynligvis slået dem.
Men ak og ve. Som deltager på et iværksætterkursus får jeg flere gang om ugen læst lektien om vigtigheden af de forbandede talkolonner. Og jeg må desværre konkludere, at intet har ændret sig de seneste 30 år. Måske er jeg blevet en anelse bedre til at argumentere for, hvorfor “det her er dybt godnat”. Men ellers har tallene det stadig med at leve helt deres eget liv. Og trods elektroniske regneark, fortrykte skemaer og dygtige vejledere med ufattelig tålmodighed og en overvældende pædagogisk sans – ja så virker l….. simpelthen bare ikke!
Således måtte jeg i går erkende, at en uges hjernevridning og cirka 12 hysteriske anfald ikke havde båret frugt. På ufattelig vis var momsen landet flere procentdele fra det korrekte. Og jeg havde glemt at give mig selv løn.
Men som altid var der opmuntring at hente hos min vejleder, der mente, at jeg dog – efter en måneds intensivt arbejde – var ved at have gennemskuet de overordnede principper. Og så gennemgik vi det hele igen.
Gud-ske-tak-og-lov viste mit let reviderede budget, at der er pænt overskud til at hyre en revisor. Så skal jeg blot sørge for at have godt styr på bilag og regninger. Og her er jeg på hjemmebane. Orden – der har jeg sgu altid fået gode karakterer!