Vi har opsving og rekordlav arbejdsløshed i øjeblikket. Ikke siden 1974 har så stor en del af befolkningen været i arbejde – og tjent penge, som de så igen kan omsætte i forbrug, så de forretningedrivende tjener penge osv.
Selvfølgelig mærkes det også på iværksætterfronten. Der kommer næppe noget bedre tidspunkt end lige nu til at starte en servicevirksomhed. Eller for øvrigt en hvilken som helst virksomhed, der kan bidrage til arbejdsmarkedet. For i takt med at ledigheden daler, udhules markedet for arbejdskraft. Og virksomhederne klager deres nød, mens de i desperation indrykker den ene mere spændende jobannonce efter den anden.
Og det er lige præcis her, jeg undrer mig. For hvor er de ens, annoncerne. Ikke i udformning og formulering, men i krav og tilbud. For eksempel gennemgik jeg i søndags Politikens job-sektion. Og det er da besynderligt, at af de mange, mange forskellige virksomheder, der søger kvalificeret arbejdskraft til direktørstolen, piccolinepladsen, rendegraveren eller telefonsælgerjobbet, er der ikke én der tilbyder at arbejdstiden er til forhandling. Flekstid – bevares, og en enkelt 20-timers stilling. Men resten af virksomhederne har lige præcis brug for arbejdskraft 37 timer om ugen. Ikke 30, ikke “sådan cirka 25″ men 37 timer sharp (og sikkert alt det løse, som de plejer at dække ind under begrebet ”fleksibilitet”).
Ja, jeg synes altså det er underligt!
En af grundene til, jeg selv valgte at droppe det faste job, var (udover det med “fleksibiliteten”) at jeg simpelthen ikke kunne få ugen til at hænge sammen, når jeg skulle sidde 37 timer om ugen på en fast stol på faste tidspunkter.
Så måske skulle arbejdsgiverne overveje, om de også havde andet at tilbyde end “spændende udfordringer” og “overenskomstmæssig løn” – 37 timer om ugen. Der er trods alt stadig masser af ledige hænder på markedet.
