Der var en mening med, at de gamle forbød os at arbejde om søndagen. Undskyldningen var, at som skabte i Guds billede, skulle vi hvile på den syvende dag som Gud gjorde det efter Skabelsen. På denne dag måtte vi kun reflektere, bede, restituere og beundre skaberværket (fx gå en tur i skoven). Enkelte steder måtte man (kvinden) tilberede et godt måltid, andre steder kun spise levninger. Ikke engang spænde vognen for, måtte man i de mest pietistiske kredse. Derfor gik man til kirke.

Forbuddet har haft en helt praktisk begrundelse, som de fleste religiøse forbud. I bondesamfundet, i de antikke bysamfund og i nomade- og kvægavlerkulturen, flød arbejde og fritid ud i ét. Det samme gjaldt i de senere håndværkerhusholdninger. Det var præcis som det er i dag for os små selvstændige - men også for flere og flere ansatte, der arbejder med projekter, som ikke nødvendigvis skal udføres i det man traditionelt har betragtet som arbejdstiden, men blot skal afleveres til deadline.

Vi er tilbage ved begyndelsen hvad TID angår. Det er igen den enkelte (vore dages husbond, bonde og mester), der skal administrere tiden. Der var - og er måske stadig - ikke andre måder at bremse menneskets evindelige trang til at skabe, jage, bygge, forbedre, tjene… end ved et religiøst forbud. Eller er der? Pauser er vi i hvert fald nødt til at have, for at få gode ideer, komme lidt på afstand, se det hele fra en anden side - få jordforbindelse. Det gælder stadig. Måske mere end nogen sinde, fordi vores daglige arbejde ofte er meget komprimeret og effektivt.

Jeg har indført et lignende forbud herhjemme. Det er forbudt at arbejde om søndagen. Jeg vil ikke se min computer om søndagen. Jeg vil ikke holde kurser om søndagen - og ikke selv være kursist om søndagen. Har jeg et hængeparti fra ugen der gik (og det har jeg faktisk altid) må det ordnes om lørdagen. Inden kl. 14.00. En anden restriktion, jeg har nedlagt over mig selv, er ikke at arbejde om aftenen efter kl ni. Min familie har fået besked om at slukke for netforbindelsen når tv-avisen starter, hvis jeg skulle have forglemt mig. Jeg har overholdt det - indtil nu. Siden jul, altså. Jeg er stolt af det, for det er mit vigtigste og måske eneste værn mod at brænde sammen og føle, at arbejdet overtager mit liv. Trænger ind overalt, som vand. Det grænseløse arbejde. 

Om søndagen må jeg gøre rent, ordne vasketøj, ordne have, rydde op, pudse vinduer, være sammen med børnene. Er det ikke også arbejde? Jo, men det er så anderledes end det, jeg gør til dagligt, at jeg bilder mig ind, jeg kobler fra. Det bedste er haven - her slapper jeg virkelig af.

Arbejdstiden i Danmark for de beskæftigede er i gennemsnit lidt lavere end i lande som fx Tyskland, men som husholdninger arbejder vi alligevel mest i Danmark - betydeligt mere end vi gjorde for tyve år siden - fordi kvindernes arbejdstid er blevet længere. Kun Sverige overgår os hvad kvindernes beskæftigelsesgrad angår, men flere af de danske kvinder arbejder fuld tid, så som husholdninger ryger de danske familier helt i top hvad arbejde angår. Samtidig er arbejdet i hjemmet jo ikke forsvundet, blot fordelt lidt bedre mellem kønnene (i hvert fald i de yngre generationer). 

Det gamle slogan om 8 timers arbejde, 8 timers hvile, 8 timers fritid, forekommer ganske absurd, i hvert fald når man er kvinde. Det har aldrig været realistisk, i givet fald kun for den ene part i familien. Hvem tror på at man kan komme hjem fra 8 timers arbejde, for så at holde fri? Kravet stammer fra en tid, hvor kun dene ene arbejdede ude.

Men at skelne mellem arbejde og fritid er ganske nødvendigt, tror jeg. I hvert fald hvis man vil holde til et liv som selvstændig - i længden. Hvis ikke man kan love sig selv at stoppe efter 8 timer, kan man i det mindste holde fri på særlige dage, årstider - eller hver tredje måned. Bare man gør et eller andet. Jeg siger: Aldrig om søndagen. Min ambition er med tiden at sige heller aldrig om lørdagen - og så reservere fredagen til mine sædvanlige ‘hængepartier’.

Og hvorfor sidder jeg så ved computeren lige nu på en søndag? Fordi dette er den første undtagelse jeg har gjort. Siden jul. Der er noget, jeg skal ordne inden i morgen. Shit happens. Lort. Men det er en absolut undtagelse. Aldrig mere.

Dagens første selvbelønning er et egenhændigt skulderklap: det er lykkes mig at få et kundekontakthåndteringssystem (crm) klar til brug. Det er en milepæl i en af mine selviværksatte udviklingsforløb, der startede primo marts.

Da jeg startede som selvstændig, var der ikke ret mange begrænsninger for, hvad jeg kunne bruge et ganske almindeligt regneark til: økonomistyring, budgetter, time/sagsregistrering og kundekontakter, så jeg kløede på. Der gik dog ikke mange måneder, før jeg hyrede en bogholder. Det med regnearket blev simpelthen for tidskrævende. Og nu skipper jeg regnearket med salgstrakten. Der blev efterhånden så mange linier, at jeg mistede overblikket, og historikken i kontaktforløbet med kunden forsvandt til fordel for next step - hvilket gjorde jeg ikke kunne vurdere min indsats og drage erfaringer. Samtidig har jeg i en lang periode forsøgt at lave min ugeplan, således at jeg havde halve dage, hvor jeg arbejdede med salg. Men det har jeg nu erkendt, at det matcher bare ikke mig - og min butik og mit flow. Jeg vil nu afprøve, om noget af dagens stress kan reduceres ved faktisk at arbejde synkront med opgaveløsning og salg. Det giver mig ro i sjælen hele tiden at have fornemmelsen af at være på vej.

Marts måned er så gået med at scanne markedet for CRM-løsninger, teste af og vurdere faciliteter. Blot for at kunne konstatere, at teknologierne kan det meste (og det samme), og den reelle udfordring ligger i at tænke sine egne salgsprocesser igennem. Her er der absolut ikke nogen nemme løsninger. Det har systemovervejelserne nu givet anledning til, at jeg gør for mit eget salg, så nu er jeg flyveklar til en ny fase!  

Vi, mikrovirksomhederne, er selv en del af netværksamfundet, som kun er i sin vorden. Det oplever jeg hver eneste dag, med fryd, gysen og nysgerrighed: Hvad kan det dog ikke udvikle sig til, dette her?

For mig er Netværkssamfundet først og fremmest følelsen af at alt kan lade sig gøre. I hvert fald i erhvervslivet, hvor sådan nogle små selvstændige som os den ene dag kan producere tv uden at eje en masse udstyr, den næste dag kan markedsføre sig uden at bruge en masse penge på det - bare ved at vi kender en hulens masse mennesker, der kender os og kan finde os på nettet - den næste dag kan undervise, skrive artikler eller holde foredrag og gøre alt muligt andet, vi synes er sjovt. Og leve af det! Simpelt hen fordi det er så let at gå fra tanke til handling - og sprede sine tanker - i Netværkssamfundet. Frihed og ansvar forenet. Livskvalitet og udfordring ligeså! Jeg indrømmer det: Jeg er begejstret (åske endnu lidt blind for de mange ulemper, der sikkert også er - fx den uregerlige virale markedsføring og kommercialisering af alle rum), i hvert fald optimist.

Men hvad er Netværkssamfundet? Wikipedia har, hvis ikke jeg tager meget fejl, endnu ikke en dansk side med en definition af ordet, (heller ikke af ordet Netværksorganisation, i øvrigt - vi er hermed inviteret til at skrive den!). Og det er mærkeligt, når nu Wikipedia selv er et fremragende udtryk for netop Netværkssamfundet. At jeg rekrutterer min blikkenslager igennem det virtuelle community Morgendagens Heltinder og skaffer mig en underleverandør, en samarbejdspartner og en fotograf igennem freelancejournalisternes mailingliste PingPong, er andre eksempler. At jeg hjælper en ven med at nå sine drømmes mål ved at sætte ham i forbindelse med en ven, der kan hjælpe ham - og i øvrigt opmuntrer ham til at gøre brug af andre netværk, han ikke selv havde tænkt på at bruge, men som jeg lige fik øje på, er endnu et eksempel.

Netværkssamfundet er

• individualiseret (jeg kan selv, behøver ikke spørge nogen) og personligt: båret af mit subjektive kendskab til personer og netværk, min subjektive udvælgelse af dem ud fra mine personlige præferencer, tilid og sympatier
• brugerstyret: det er brugerne, der producerer og distribuerer medierne og reklamerne, udvikler nye produkter, nye design
• teknologisk innovativt: båret eller i hvert fald løftet af den fantastiske konvergens, der er på hele medie-, it- og teleområdet
• antiautoritært og fleksibelt: reagerer hurtigt, uregerligt, uoverskueligt, ustyrligt og opfindsomt
• og derfor også decentralt: har mange centre og kanaler, hvorigennem kommunikation, viden og varebytte dannes, spredes, modsvares og evalueres
• globaliseret: det er lige meget om du kommunikerer med en medsøster i Australien eller i din egen lille by, kvaliteten er den samme.

Skal jeg være bekymret for noget er det for om globalisering og individualisering sker på bekostning af det lokale fællesskab - de nære relationer over hækken, i kvarteret, i bydelen, kommunen, regionen - landet. Hvem gider interessere sig for Nationalstaten i Netværkssamfundet? Risikoen for er der - men jeg tror mest for de grupper (unge især), som ikke er så knyttet til deres lokalsamfund, som man fx er, når man har børn. Børn har - i hvert fald indtil de kommer i onlinespil-alderen - en interesse for de fysiske omgivelser, de færdes i. Det samme får forældrene. Jeg er selv forælder til tre, og oplever, at Netværkssamfundet samtidig rummer en regionalisering - og nye muligheder for nærdemokratiet. Et eksempel: I Valby, hvor jeg selv er aktiv på mange måder, vil vi gerne bringe alle aktive på det kulturelle område i forbindelse med hinanden. Det samme gælder de aktive (frivillige såvel som professionelle), der beskæftiger sig med integration samt de aktive i forskellige trossamfund, som gerne vil i dialog. Hvordan gør vi det? Ved at finde frem til folk på nettet - og sætte dem i forbindelse med hinanden. Virtuelt og fysisk. Herved opstår nye ideer, ny viden - og nye saltvandsindsprøjtninger til nærsamfundet og lokaldemokratiet. Fantastisk. Og folk er glade, fordi de bliver set. Opdaget. 

Hvis jeg skal give min optimisme på samfundets vegne en samlebetegnelse, må det blive netværkssamfundet, når det bliver lagt i hænderne på civilsamfundet.

Jeg ved at Marina Hjørdie har skrevet en glimrende bog om emnet, Netværkskogebogen, samt en dejlig lille PIXI over Netværkssamfundet. Begge dele vil jeg hermed gerne anbefale som inspiration og læsning. Se Marinas hjemmeside.
 

Børsens Forlag har åbnet en bogserie specielt rettet mod mikrovirksomheder. Læs en omtale af initiativet hos journalistforbundets freelancegruppe.

Anmeldelse af Tenk Nettverk

af Kerstin Marthinsen m.fl. Bogen er norsk.

Anmeldt af Marina Hjørdie, ejer af Change Agents, som arbejder med netværksdesign og facilitering. www.changeagents.dk

Tenk Nettverk af Kerstin Marthinsen m.fl

Bogens redaktør er Kerstin Marthinsen som også selv bidrager med et indlæg i bogen, resten af bogen er skrevet af 9 forfattere med meget forskellige indgange til og forståelser af netværk.

Kerstin Marthinsen driver et firma i Oslo, der hedder Alumnia. Hun er ekspert i alumninetværk for studerende og tidligere medarbejdere.

Anmeldelse

Bogen sætter det store perspektiv på netværk. Hensigten er at komme omkring følgende områder, som det er formuleret i bogen:

”Hva innebærer flere, sterkere og større nettverk for den enkelte? Hvordan etablere og vedlikeholde nettverk? Hvilke konsekvenser får det for arbeids­takeren? For frilanseren? For virksomhetslederen eller den selvstendig næringsdrivende? Og sist, men ikke minst: Hvilke konsekvenser får økt bruk av nettverksforbindelser for demokratiet og for vårt forhold til begreper som rettferdighet og moral?

Bogen består af et kort forord og 10 indlæg af forskellige forfattere som bidrager med deres syn og ekspertise på netværk.

1. Kapitel – Nyttige nettverk

Kerstin Marthinsen giver et indblik i alumninetværk og introducerer dette som en ny type netværk, for de ikke særligt netværksorienterede skandinaver.

1. Kapitel – Nettverksorganisering før – og nå

Carl Erik Grenness er bl.a. ledelses- og organisationsforsker og giver et indblik i netværksorganisering gennem tiderne. Kommer bl.a. ind på fordelene ved de løst koblede netværksstrukturer vi ser mere og mere i dag.

1. Kapitel – USA-en nasjon af selvskapssyke individualister?

Ole O. Moen er professor i amerikansk kulturkundskab og han demonstrerer hvordan amerikanernes stærke netværkskultur er opstået og har udviklet sig gennem tiderne på godt og ondt.

1. Kapitel – Nett til å fange vinden

Bjerglót Jónsdottir, musiker, master i musik og kunstformidling og meget mere, giver et indblik i hvorledes de kulturelle netværk har præget og udviklet vores samfund gennem tiderne.

1. Kapitel –fra korporativ stat til sammensatte nettverk

Poul Chaffey er tidl. politiker og adm. Dir. i Abelia og han giver en forståelse for politiske netværk og hvorledes samfundsudviklingen fordrer nye mere netværksorienterede politiske strukturer.

1. Kapitel – Næringslivet – nettverk og tillit

Trond Løyning dr. Polit. Postdoktor ved sosiologisk institutt, Bergen sætter fokus på erhvervslivets netværk og undersøger bl.a. styrken ved de svage personlige netværk, pga. af brobygger funktionen ml. forskellige netværk.

1. Kapitel – de sterkes nettverks styrke

Karl-Frederik Tangen er samfundsgeograf og højskolelektor og han kommer med det provokerende budskab at netværk kun er en kilde til magt. Netværk handler om at give og få –og dem som modtager bliver dermed sat i gæld, og det giver dem, som giver magt.

1. Kapitel – Arbeidslivet 2046 – hodeverk og nettverk?

Troels Frogner, Cand. Polit., forfatter, koncerdirektør i Manpower kommer med et bud på arbejdslivet i år 2047 og hvordan han tror at netværk vil indgå i samfundsmodellerne i fremtiden.

1. Kapitel – Det virtuelle håndtrykk

Abelone Glahn, Journalist, forfatter og rådgiver indenfor opbygning og drift af netværk.

Abelone kommer ind på de virtuelle muligheder for at opbygge og udvikle sit netværk. Hun påpeger vigtigheden af at man bliver bevidst om sit virtuelle håndtryk, for er man ikke synligt tilstede på nettet, giver det også et billede af ens person. Der gennemgås en række forskellige virtuelle værktøjer og netværk.

1. Kapitel – nettverk i praksis

Tina Pearson er stifter og ejer af virksomhedsnetværket Ildsjæle og hun deler af sin erfaringer med at drive netværk og kommer med input til både at deltage i netværk og opstarte sit eget.

Bogen giver læseren et overordnet helikopterperspektiv af, hvordan netværk alle dage har været en ubrydelig del af samfundsstrukturerne, og en masse interessante indblik i meget forskellige typer netværk og netværkets historie, samt ikke mindst en forståelse for, hvorledes at netværk i dag adskiller sig fra tidligere tiders netværk.
Jeg synes dog ikke, at bogen giver direkte svar på alle de spørgsmål, som bogen indledes med.

Jeg savner den røde tråd i bogen og havde gerne set, at redaktøren havde sammenskrevet kapitlerne, så der var en vis sammenhæng og flow i de meget forskellige indlæg. Stoffets tilgængelighed er også af meget forskellig karakter, da bogen generelt bærer præg af, at de 8 indlæg er skrevet i meget akademisk sprog, og de 2 sidste indlæg er skrevet af praktikere, og deres sprog er lettere tilgængeligt og deres bidrag er også meget mere handlings- og praksisorienterede. En afslutning eller konklusion ville have rundet bogen lidt af.

Målgruppen synes uendelig bredt defineret, da der står i bogen, at netværk er noget, alle bør tage stilling til. Egentligt tror jeg, at målgruppen er ganske snæver, nemlig dem, der gerne søger en kulturel og baggrundsmæssig forståelse for begrebet netværk. Der er bogen også rigtig god og i stand til at forsyne med mange spændende oplysninger.

For de personer, som er mere til” hvordan gør vi så det?” vil jeg nok kun anbefale de sidste 2 kapitler, som til gengæld kommer med rigtig mange interessante forslag. Særligt synes jeg, at Abelone Glahn kommer med stof til eftertanke, og jeg må indrømme, at jeg efterfølgende har besluttet at starte min egen blog, -noget, som jeg aldrig har skænket en tanke før. I øvrigt har bogen givet mig masser af stof til nogle refleksioner, som jeg vil skrive lidt mere om i min snart tilkommende blog !

Udgivet på Vidarforlaget Norge
ISBN 82-7990-055-1
Pris 298 NKR. 228 sider

Når det drejer sig om hvor meget ansvar man skal tage for sit eget og andres liv, er vi stort set to slags mennesker på denne jord - (overdrivelse fremmer forståelsen, og den vil jeg nu benytte mig af i sagens tjeneste):

Den éne gruppe mener stort set, at man ikke kan tillade sig at tage sig en sygedag eller en pause uden at noget går galt. Man føler, man står med sine medborgeres vebefindende og skæbne i sine hænder og blander sig derfor i alt, fx i hvordan andre håndterer deres affald (går fx og samler tomme plastposer op, som andre har smidt), om de unge mennesker geråder i slagsmål ved busstoppestedet en lørdag aften, om folk fodrer deres småbørn med slik fra morgenstunden osv. Med andre ord: ‘Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst’, som frk. Tante Sofie synger i Kardemomme-by. Jeg er selv en af slagsen, indrømmet. Jeg holder tvangsmæssigt tale for andre børn om glæden ved at spise havregrød, bananer og søde druer, i det forfængelige håb at de vil gå hjem og bede deres forældre om andet end Nutella-madder på søde boller hele dagen. Derved føler jeg helt seriøst at jeg har reddet et lille hjørne af fremtidens velfærdssamfund. Mit hovmod fører mig også ud i et uklædeligt praleri, når jeg til klynkende studerende fortæller, at jeg har taget tre uddannelser uden nogen sinde at få så meget som en krone i SU (jeg havde erhvervsarbejde hele tiden). Hvis mine børn ikke trives af en eller anden grund, skal jeg nok  få redet trådene ud, tage ansvaret, konsekvenserne - og handle. Hellere i dag end i morgen (skønt jeg ofte med fordel kunne vente til i morgen og se tiden lidt an). Emsig, med andre ord.

Så er der den anden halvdel af skabningen. Her er tilgangen helt anderledes. Jeg ved det, for jeg har selv været der. Har man ondt i ryggen undrer man sig over at man ikke straks får stillet et spritnyt hævesænkebord og en tid hos diverse speciallæger til rådighed. Det at motionere for lissom selv at gøre sin del af arbejdet, er ikke lige det, man først tænker på. Er der problemer med børnene i skolen, er det formentlig skolens og lærernes skyld - eller de andre børns og forældres. Er man utilfreds i sit job, er det fordi man ikke har fået den efteruddannelse eller den coaching, man skulle have, fordi kollegerne vil have ens arbejde eller lederen er udduelig (det sidste er nu ret sikkert rigtigt). Der er ikke noget af dette, som behøver at være decideret forkert - men der er indstillingen til forskel. Man begynder ikke med at tænke: Hvad kan jeg selv gøre? Man begynder med at tænke: Hvad kan andre gøre for mig? 

Begge ekstremer - og lad os nu bare se i øjnene at de fleste ligger et sted midt i mellem - er ret uheldige. Jeg kan bedst tale med om ulemperne ved den første type: Jeg kan fx p.t. ikke tillade mig at tage et hvil uden at tro, at verden falder fra hinanden. Men den dag, jeg ligger der, er der måske ikke nogen, der gider hjælpe mig - for jeg har jo altid været sådan en fandens kael, der ville og kunne det hele selv. Og ikke undlod at gøre opmærksom på det.

Ulemperne ved den anden indstilling, som i perioder af samtidshistorien har været ophøjet til det normale, er også til at få øje på. En fiornærmet brokkekultur er resultatet: Det er de andres skyld, hvis der ikke lige er en passende fritidsinstitution til mit barn for enden af vejen - eller et ungdomshus, hvor mine børn frit kan realisere sig selv uden at de selv skal gøre noget som helst for at få det. Og hvis ikke jeg kan studere i otte år uden at skulle tage studiejob for at få råd til cafe og rejser, et det synd for mig. Fornærmet og forkælet, tænker jeg. Tag en skovl og gå ud og gør noget ved det! 

De første 19 år af mit liv, var jeg en udpræget tilhænger af denne indstilling. Den lå i tidsånden. Dengang blev den opfattet som særligt venstreorienteret. Folk gik rask væk på støtten, selv om de sagtens kunne arbejde - ‘det havde de da krav på’. I dag kan jeg ikke se noget som helst socialistisk eller progressivt i den, tværtimod er den asocial og hindrer udvikling. Men dengang var det god tone at rave til sig, hvis man kunne. Lidt samfundsnasser havde man da ret til at være. Men så begyndte det store regnestykke at trænge sig på - ingenting kommer af ingenting. Det gik op for mange af os henad henad vejen (og med alderen), at man måtte selv skabe det liv, man ville have. 

Mottoet fra netværket Morgendagens Heltinder, ’skab selv det, du synes du mangler - gerne sammen med andre’, har jeg taget til mig. Og jeg skaber og skaber. Men som sagt med fare for at ende i den grøft (grøfter er der altid), hvor jeg glemmer, at min fagforening, som jeg har betalt til i 17 år, rent faktisk tilbyder efteruddannelse, gratis juridisk rådgivning mm. At jeg faktisk har en sygeforsikring, der giver mig adgang til visse ydelser, en familieforsikring og en praktiserende læge. Jeg behøver ikke opføre mig som om jeg lever i et u-land, hvor jeg skal ud og dræbe et dyr hver morgen for at overleve. Sådan skal det nemlig heller ikke være.

Den dag, jeg ikke har de kræfter, jeg har lige nu, skal der være noget, der holder én oppe. Man skal kunne lægge sig syg, hvis man er syg. Få medicin uden at blive ruineret. Få sikret sit eksistensminimum, hvis man går fallit eller må gå fra hus og hjem. Og i et velfærdssamfund skal man også kunne tage en pause, lære noget nyt. Være lidt god ved sig selv. Ikke tro, at verden falder i staver, bare fordi JEG tager en slapper, lægger mig på sofaen og læser nogle romaner.

Den gyldne middelvej - som de sagde de gamle grækere - og Alt med måde. Disse gamle europæiske dyder må også velfærden bygge på.

Er et koncept som Lean, der anvendes af utallige virksomheder til at få optimeret produktion og processer, også anvendeligt i en mikrovirksomhed?

Når man kun har sig selv, så bliver opgaven med at tilrettelægge optimale arbejdsprocesser unægtelig noget nemmere. Udfordringen bliver i højere grad at holde sit eget niveau oppe, for en af fodelene ved ledelseslaget i en ordinær virksomhed er muligheden for at drive udvikling. Når jeg er alene, så er det OSSE min opgave.

Mit praktiske tip i denne sammenhæng er, at du hele tiden spørger dig selv: er det jeg gør nu, godt for mine kunder? Spørgsmålet er især relevant i forhold til den ikke-fakturerbare tid.

Er det godt for mine kunder, at jeg arbejder med it-sikkerhed? Ja, for hvis der sker noget, vil mit beredskab af teknik og samarbejdspartere, jeg kender og har kørt i stilling, minimere mit tab af tid og tab af mentalt fokus.

Er det godt for mine kunder, at jeg timesagsregisterer benhårdt? Ja, for det giver mig dokumenterbart faktureringsgrundlag.

Et enkelt spørgsmål, der kan føre til gode overvejelser.

I have just logged onto Borsen Mikro’s blog and been very impressed: It is professional, the blogging style is fresh and readable, and the topics are really informative.

Borsen Mikro launched last Friday - it is a series of books, a web portal with blogs and tools specifically aimed at micro-businesses, independents and free-lancers. The blog includes some English-language entries – similar to Mikronet.

The bloggers are Abelone Glahn (who previously blogged for Mikronet), Nicolai Seest, Trine Kolding, Femi Oshagbemi, Michael Carøe Andersen. Ulla-Lisa Thordén is a guestblogger. They have been busy – there are already several entries!

Boersen Mikro defines Micros as independent businesses whose tasks often are often work project based and time-limited,  which generally have several clients, and which has less than 10 employees. It should be of interest to most of us in the Micronet network.

I shall definitely be a daily reader of this blog.

Noget af det sværeste i min opstart af virksomhed har været at få opgaverne jævnt fordelt. Jeg ved, det er en generel problemstilling. For som nystartet er man rædselsslagen for at sige nej til opgaver, og netværket er endnu ikke udbygget til at kunne tage over, når døgnets timer ikke slår til.

Derfor sidder jeg her en søndag aften og føler mig som udkogt sveskemos. Jeg har afsluttet tre opgaver i denne uge. Projekter som egentlig skulle have været faktureret for længst, men som af forskellige årsager udenfor min indflydelse er trukket ud og trukket ud. Og så lige på én gang kom de buldrende og krævede opmærksomhed, mens jeg samtidig sad med en forholdsvis fyldt kalender og faste opgaver, som også skulle prioriteres.

Fy for dén!

Men nu er det overstået. Og jeg kan definitivt arkivere sagsmapperne og nyde tilfredsstillelsen ved at vide, at vi nåede i mål. Jeg kan sikkert også reflektere herfra og ind i evigheden uden at finde en løsning på, hvordan jeg undgår sådan en arbejdspukkel i fremtiden. Det er i hvertfald en af svaghederne ved at være enkeltmandsfirma, at man så selv står med hele dynen.

Til gengæld kan jeg se tilbage på nogle dejlige forårsdage i haven, hvor projekterne lå helt stille, og jeg havde masser af tid til både solskin og tankeflugt. Den følelse kan jeg heldigvis leve højt på længe.

Følgende projekt søger frivillige til en undersøgelse. Tag venligst direkte kontakt til kontaktpersonerne nederst på siden. 

Invitation:

Har du lyst til at deltage i et forskningsprojekt om tilflytning?

Der bliver talt meget om tilflytning fra hovedstadsområdet, men hvad betyder det egentlig for området man flytter til, og hvilke muligheder er der for at starte virksomhed eller finde arbejde.

Vi er en gruppe af forskere fra Københavns Universitet, der arbejder med, hvad tilflytning og bosætning betyder for den økonomiske og sociale udvikling i tilflytterområderne specielt med fokus på landsbyer og landområder.
Derfor vil vi gerne snakke med tilflyttere, der har startet en virksomhed for at høre om jeres erfaringer;
- de problemer og muligheder I er stødt på,
- hvor meget I bruger lokalområdet,
- hvor I finder kunder og sparringspartnere henne og
- hvordan jeres familie er faldet til.

Interviewet tager cirka 1 time. Vi vil efterfølgende sammenligne og analysere resultaterne og dette sker anonymt.
Altså vil ingen blive nævnt ved navn i rapporter eller artikler.
Vi vil så komme med forslag til, hvad f.eks. lokalområdet kan gøre for at gøre livet lettere for tilflyttere og virksomhedsstartere samt deltage i debatten om regionaludvikling.

Resultaterne vil også bruges i vores internationale netværk af forskere rundt omkring i Europa, der arbejder med de samme spørgsmål.

Vi vil også meget gerne dele resultater og erfaringer med jeres netværk gennem hele processen.

Mvh

Lise Herslund

Center for Skov, Landskab og Planlægning

Københavns Universitet

Lihe@life.kvl.dk

Ja, jeg synes det er ubehageligt, især i dette forum, at indrømme, men jeg har en forkærlighed for at give mit arbejde væk gratis. Til dem med de rigtigt gode formål. Ikke noget med at give rabat til nogle, slet, slet ikke. (Puha! Det er et skråplan. Enten arbejder man professionelt, eller også hjælper man, fordi man har lyst. Rabat er bandlyst - med mindre det er mængderabat eller markedsføringsgevinst i stor stil, naturligvis).

Nej, det drejer sig om, når jeg engagerer mig i mine børns skole, deres fritidsinstitutioner eller i de lokale Natteravne og andre frivillige organisationer (de har det med at fylde mig, så snart der ikke er andet der fylder - fuldstændig som vand, der trænger ind overalt hvor ikke andet legeme er nedsunket) - så kommer jeg til at levere et eller andet gratis, altså noget af det, jeg normalt tjener penge på. Fx et indlæg om forbrugerrettigheder eller børns kost - som jeg tidligere vidste en masse om - et indlæg om hvorledes man markedsfører en frivillig organisation eller opnår indflydelse via de politiske kanaler et givent sted. Det kan også være jeg hjælper en nabo med at skrive en tale eller en af mine børns indvandrerforældre med at skrive en ansøgning, etc. Hvad er det der sker, som gør at jeg er af hjertet glad, når jeg kommer hjem fra sådan en tidrøver?

Jeg ved det ikke helt, men har en mistanke om at jeg er født med en særlig farisæisk fryd ved at være god. Uden at få penge for det. Måske også en fryd ved netop at vide at lige præcis dette, som jeg gav bort gratis, kunne jeg tage kassen for - hvis de altså havde pengene (og det har de så ikke). Min mandlige partner i firmaet kan bestemt ikke genkende min passion. Den står jeg ret alene med. Men han respekterer den. Han er jo også min mand, så han lever med den, med andre ord. Og sørger så selv for at tjene det dobbelte af hvad jeg gør, i øvrigt.

Men hvorfor nu denne fryd, som er fuldstændig undergravende for al selvstændig virksomhed? (Hvorfor overhovedet være selvstændig og ikke hattedame, når man har det sådan?) Jeg tror, jeg må vedkende mig dette, at jeg som barn af to offentligt ansatte - den ene oven i købet præst - dybest set synes det er ubehageligt at penge skal komme imellem mig og et medmenneske, som jeg bare ønsker alt godt. Jeg ved da godt, at mit arbejde er mange penge værd. Ork jo. At jeg kan flytte en lille viksomhed flere måneder, halve år og år frem i deres udvikling, ved at give dem den rigtige kommunikationsrådgivning. At jeg kan gøre det samme for en organisation, en forening eller en kommune. Jo da. Jeg ved godt jeg er penge værd. Men jeg bryder mig ikke om at forholde mig til at jeg er det - dybest set giver det mig også en ubehagelig præstationsangst, når jeg står der og har forlangt kassen for mit arbejde (selv om jeg synes, jeg er det værd).

Men jeg øver mig dagligt i at kunne lide at være dyr. Og derfor tager jeg også kassen, når jeg overhovedet kan. Jeg går ikke på kompromis med mine priser - det kan jeg heller ikke tillade mig at gøre over for min partner og heller ikke over for mine kolleger i branchen. Jeg er ikke skruebrækker. Desuden er der ingen vej udenom for mig: Når man ikke gider arbejde under dumme chefer, bureaukratiske, ufornuftige systemer og i tunge mastodont-organisationer med uigennemskuelige magtstrukturer og enorme spild af ressourcer - og i øvrigt ikke har lyst til selv at være chef, fordi chefer også ofte er underlagt dumme chefer og samtidig skal arbejde endnu mere - ja så må man tage konsekvensen og lære at tjene sine egne penge. Selv om det er én inderligt imod.

Min øvelse p.t. går ud på at overføre den fryd, jeg oplever ved at yde gratis arbejde af høj kvalitet, til min professionelle biks. Når jeg arbejder frivilligt, er jeg nogle gange dobbelt så god - synes jeg i hvert fald selv. Mere afslappet. Kører bare på overskuddet og glæden. Den afslappethed, det overskud - den AMATEURISME, i ordets bedste forstand - vil jeg gerne overføre. At man elsker det man laver og bare ikke kan lade være. Og så oven i købet får penge for det. Kan man mon det?

What are good manners - etiquette - in using e-mails? Plenty has been written about it being bad manners to be verbose, to copy every single ‘I agree, message’ on a reply, but what is the correct way to respond to e-mails?

I try to make a point of replying to any I receive which require an answer – that is, those not merely conveying some sort of information. These mails frequently ask for help on a given topic, or for a quote to carry out some work. It takes time to comply with these requests, and I consider it poor manners not to acknowledge such a reply. Not necessarily the same day, but within 2-3 days.

Receiving a quick reply, even if it is a “sorry, your offer was not accepted this time”, is a boost.

So I Googled for some more information and found several very good items on the topic. Here is an except from Phil B.’s site – the one I liked best because its informal style is good and also because I agree with his viewpoint - so not an unbiased selection!

“If your job is like my job, then you also heavily rely on emails. I easily get a few hundred emails a day. Most of these emails are not important, however each day I get a few critical emails that must be replied to and replied quickly too. That is why I am very vigilant with reading and replying to my emails.”

The site linked here (no author or source is given) is good, it covers the basics – and although I expect most of us are well aware of these, it does no harm to have a refresher.

Here’s a little extract:-

“-Too many users assume that the minute someone receives an e-mail it, the person will read it. Bad assumption.

If you schedule a meeting for an hour from now and send an e-mail to each attendee, the chance that all the attendee’s will read that message within the hour will be pretty small. On the other hand, if you schedule the meeting for the next day, the chance that they will read the message will be pretty high. Remember, e-mail is not designed for immediacy (that’s why you have a telephone), it’s designed for convenience.”