Mikronet Weblog

Nu er det dæleme nok. Nu skal den computer lukkes og gemmes langt væk. Jeg er så træt. Gammeltræt. Det er ikke fordi jeg er sur på chefen (det er mig - og min partner) eller kollegerne (min partner), jeg er ikke sur på nogen. Jeg er bare træt. Jamen har du da ikke din frihed til at tilrettelægge dine dage, som du vil? Og beskæftiger du dig da ikke med de ting, du allerhelst vil? Jo. Men jeg er træt, for jeg har aldrig 100 % fri.

Min 13-årige mellemste sagde forleden til én af sine kammerater, stolt: Mine forældre arbejder hjemme, de er her (næsten) altid. Hvorefter han viste rundt i huset, der som altid var beboet af talrige børn og voksne. Men så kom tilføjelsen, som borede sig ind i mig: Men på en måde er de her ALDRIG, mentalt. For de arbejder, ALTID. ’Workaholic!’, fnysede han til mig, da jeg i det samme gik fordi på min vej ud på kontoret.

‘I var der altid - men I var der aldrig!’ - jeg kan allerede høre ham sige sætningen, når han om mange år skal holde en eller anden (k)ærlig tale til sine forældre, med et par skarpe sandheder iblandet.

Men nu skal det være løgn - vi skal holde ferie. Jeg nåede ikke det hele. Jeg nåede back up på PC’en, det var det vigtigste. Jeg nåede at rydde op i bunkerne på kontoret og gøre lidt rent herude. Jeg nåede at sende den ene af to artikler - den anden skal de først have til august, så det går. En del webtekst nåede jeg kun at blive halvt færdig med, men de er der alligevel ikke før jeg også er tilbage, de er gået på ferie. Jeg nåede at sende mails til personer fra listen ‘ikke-så-vigtigt, haster ikke-så-meget’ med meddelelsen om at ‘jeg når det ikke på denne side af ferien, men vender straks tilbage…’. Nu foretager jeg det smertefulde clean cut. Lukker og slukker. Og begynder at orientere mig mod den anden verden - den med familie, børn, have, hus, ukrudt, telte, cykler og sommerhuse.

Men pakkelisten. Den indeholder jo aviser (de udvalgte fra den sidste måned, som jeg har lagt til side, fordi der var noget vigtigt, jeg ikke fik læst), to fagbøger jeg skal have læst og - for en sikkerheds skyld - min bærbare PC. Og dog. Det er svært, meget svært, men jeg tror jeg dropper PC’en. I stedet tager jeg tre gode romaner med: ’Det første jeg tænker på’ og ‘Vi de druknede’ og ‘Skæbnegalleriet’.

Kan man holde fri som selvstændig? Ikke helt. Man kunne jo risikere at få en god ide. Og man gør status: Hvad er det vigtigste, når jeg vender tilbage til min pind? Hvordan realiserer jeg i endnu højere grad mine mål? Hvordan gør jeg det på en måde, så jeg bruger lidt færre kræfter, så der bliver lidt mere plads til familien og mig selv?

Der er stadig et par mails, jeg burde sende. Men mon ikke verden overlever? Nu gør jeg det. Trækker stikket ud. Nu…

Der har her på Mikronets blog været skrevet en del om dårlige oplevelser med kunder, der ikke tager mikrovirksomheder alvorligt. Med den undertone, at det er fordi vi er små, at vi ikke bliver ordentligt behandlet.

Jeg er med i et andet forretningsnetværk, hvor jeg forleden havde en snak, som jeg gerne vil bringe ind i debatten: En deltager, der virker som erhvervsejendomsmægler i en større, veletableret, landsdækkende kæde, oplevede også useriøse kunder. Kunder, der satte opgaveløsninger igang, som ikke førte til ordrer. Kunder, som trak beslutninger i langdrag, så sager ikke kunne afsluttes. Kunder, som trak betalingstidspunktet. Vi kom så til at drøfte det trælse i at brænde sin personlige energi af på sådanne kunder, eller om vi skulle pakke entusiasmen sammen og levere standardløsninger. Nu kan det selvfølgelig være fordi der er tale om en ejendomsmægler, men mon ikke vi som mikrovirksomheder i højere grad skal erkende, at der ufattligt mange forskellige måde (grader af seriøsitet) at drive virksomhed på - istedet for at tro, at det er fordi vi er små? Useriøse kunder er et vilkår, som vi kun ved at blive dygtigere til at håndtere i de indledende faser i kundekontakten, kan ændre på. Og hvordan er det lige vi selv driver vores virksomheder? Er vi selv seriøse kunder ved vores leverandører? Det KAN vi nemlig SELV ændre på.

Jeg har her inden for den seneste uge fået et helt konkret udbytte af at være med i Mirkonettet - omend på distancen.

Jeg arbejder en del med tekstproduktion, og det hænder, at jeg bliver “ordblind” på egne tekster. Derfor har jeg i et stykke tid gået og puslet med tanken om en “bytte-læser”, og har ledt i mine nære omgivelser efter den rette profil. Det er jo trods alt ikke hvem som helst. jeg ønsker at involvere i produktioner til kunder og egne oplæg til nye kunder.

Derfor sendte jeg en opfordring ud via Mikronet på Groupcare. Og det gav i første omgang ca. 5 henvendelser. Jeg tog så kontakt med et par stykker - især dem, som reagerede på bytte-delen, og har nu lavet en aftale med en anden mikrovirksomhed om, at vi læser korrektur på hinandens ting efter behov.

Det har været en uge med mange faglige overvejelser. For desværre har jeg atter fået et par grove eksempler på, at vi freelancere, frie fugle og små selvstændige stadig rangerer lavt hos en del kunder.

Første eksempel er fra en kollega, der havde leveret en artikel til en avis. Ifølge den skriftlige aftale, de havde indgået, var artiklen alene til brug i den trykte avis. Og da min kollega kort efter så, at artiklen også florerede på avisens netavis, tog kollegaen kontakt til avisen - normalt koster det nemlig ekstra, hvis et medie på den måde vil genbruge tekst, fotos mv.
Det gjorde min kollega opmærksom på - og fik det halvmugne svar, at det selvfølgelig juridisk var korrekt. Men hvis der kom en ekstra regning, skulle min kollega ikke forvente at sælge mere til dén avis.
Efter at have sovet på det valgte min kollega at svare, at det ærlig talt også kunne være det samme.

Næste eksempel er fra et fagligt forum, jeg har stor glæde af. En anden kollega havde valgt at søge fast job. De var tre kandidater til stillingen, da de fik at vide, at de for at gøre sig gældende skulle løse en række arbejdsopgaver - gratis. Og at virksomheden så sig i sin gode ret til derefter at benytte opgavene, uanset om ophavsmanden/kvinden blev ansat eller ej.
Den fremgangsmåde gav et værre rabalder blandt os mange freelancere, der er tilknyttet netværket. Og enden på det blev, at virksomheden trak sine krav tilbage.

Det giver stof til eftertanke i halen på en weekend, der har stået i arbejdets tegn her i huset ved skoven. Ikke fordi jeg har gabt over for meget og sagt ja til for mang eopgaver. Men derimod fordi hele tre deadlines er blevet fremrykket på grund af ferie. Altså ikke min, men kunders ferie.   

Og helt ærligt… Der hyles og klynkes (ja, undskyld udtrykket, men jeg er sgu gal!) fra det etablerede erhvervsliv, der i dén grad mangler kvalificeret arbejdekraft.
Men den kvalificerede arbejdskraft er her jo. Vi sidder rundt omkring i vores små mikrovirksomheder med al den viden, kreativitet og ekspertise, I har brug for. Men behandl os ordentligt. Ellers er det jeres konkurrenter, der får glæde af vores ydelser!

Der er masser af positive ting, jeg havde forventet af mit liv som selvstændig, som er gået i opfyldelse. Fx større tilfredshed og glæde, mere frihed, mere energi, større netværk, glæden ved at følge op på gode ideer osv.

Men der er sørme også masser af gevinster, som jeg IKKE havde forventet. Her følger en kort hitliste:

Jeg kan gå en tur på mindst en time hver dag og få motion midt på dagen, der giver ny energi til resten af arbejdsdagen og familien
Jeg taber de kilo, som det har givet at sidde ned i bil og på kontor hele dagen
Jeg er blevet b-menneske igen - og det er OK!
Jeg kan se ekstra nyhedsudsendelser på obskure tidspunkter (fx pressemødet en fredag kl. ca. 11.00 da de radikale fik ny formand) og få oplevelsen af næsten at være der selv, mens tingene sker
Jeg kan fejre børnenes fødselsdage over flere dage uden bøvl - for der er jo ingen kolleger eller chefer, det går ud over
Og … ja måske har du lyst til at fortsætte listen …???

Så var jeg igen til et tåbeligt salgsforedrag for iværksættere. Hvorfor går jeg til dem? Jeg vil vel gerne være sikker på, at jeg er ordentligt opdateret. Og tænk hvis nu denne salgscoach sagde noget rigtigt godt? Men nej. En mand, der har salgstrænet massevis af iværksættere, ramte helt forbi den ‘kundegruppe’, der sad foran ham. Og jeg undrede mig over, at han ikke selv kunne mærke, den var gal.

Han havde en masse erfaring fra mange år som sælger og vidste en masse - fx om hvor mange kundekontakter man i snit skal tage før en ordre går hjem og om hvor stor gevinst der procentuelt er ved meresalg til eksisterende kunder i forhold til at skaffe nye kunder osv. Men han vidste tilsyneladende ikke et hak om hvordan sådan nogle iværksættere som jeg tænker. 

For mig handler salg om at være brændende optaget af den forskel, mine ydelser kan gøre ude omkring i verden - og være i stand til at vise andre den gevinst , de kan få, det udbytte de får, på en indlysende måde. Og om at tage sin pris.  

Mit liv som selvstændig handler om at ville gøre en forskel, om faglig stolthed, frihed og fleksibilitet, balance mellem arbejde og familie og om at ville søge viden og udvikling på andre måder end i andres regi. Om at gøre det JEG synes er det rigtigste.

Denne salgscoach var tunet ind på en anden målgruppe, men hvilken? Jeg ved ikke engang om den findes længere - i hvert fald tror jeg den er vigende i forhold til vidensiværksætterne, som der bliver flere og flere af. Hvordan ser hans målgruppe ud? De sælger måske noget, der kan være i en krukke, en dåse, en pakke. Måske en færdig it-løsning? Og dog - selv denne gruppe skal jo brænde for det, de sælger. Synes, der er en mening med det og at de kan gøre verden til et bedre sted.

Hvor mange af os leverer et standardprodukt til kunden, som vi kan sælge ved at canvasse? Jeg vil påstå at også de, der sælger fairtrade gavepakker, skræddersyr deres ydelser til kunderne (ofte). Kundekontakt fordrer altså kendskab. Begge veje. Kunden skal have kendskab til mig - og jeg skal have kendskab til kundens behov. Der skal skabes tillid, og den udvikler sig over tid i naturlige relationer. Og så handler kundekontakt om timing, om at følge med og om at være der på det rigtige tidpunkt, når kunderne har behovet.

Det er med andre ord vigtigere at læse avis end at kunne canvasse, er min påstand. 

Selvfølgelig skal du være pågående, hvis du skal sælge. Men du skal være det ved at tro på din ide, og være lysende klar i din overbevisning. Dernæst afleverer du dit visitkort primært ved at være god til det, du laver. Og så ved at være synlig - på nettet og i medierne.

Du sælger i dit møde med andre mennesker ved din lydhørhed over for deres behov og din oprigtige begejstring for den løsning du kan levere på deres problemer.

Men derfor kunne man måske godt lære noget af en traditionel salgscoach, tænkte jeg. Desværre er jeg nu gået irriteret og frustreret hjem tre gange, tror jeg det er, efter sådan et kursus, fordi det, som sagt, ramte grundigt forbi den målgruppe, jeg tilhører.

Den måske eneste virkeligt vellykkede salgscoaching, jeg har fået, fik jeg af Ulla Lisa Thorden, den pragtfulde svenske kvinde, der holdt oplæg i regi af Mikronet og som siden er udkommet på dansk på Børsen Mikro - og var gæsteblogger dér en periode. Hurra for Mikronet og begrebet Mikrovirksomheder, som måske begynder at åbne også iværksætterrådgivernes øjne for, at vi er en ny generation af selvstændige, som er kommet for at blive - og blive endnu flere.

Karen

Jeg skulle bruge en oversigt over det næste halve år, og sad og bøvlede med at få et overblik ud af Outlook - uden resultat. Gik på nettet, søgte kalender, og fandt denne sids. www.kalendersiden.dk hvor jeg i løbet af 30 sekunder fik min egen halvårsoversigt med opgavens titel printet ud. Effektivt. Hermed givet videre som værktøj. Hvordan kunne vi leve uden??

En god mandlig bekendt af mig er fraskilt og far til en teenagesøn. Han har et udmærket forhold til såvel sønnen som sin fraskilte kone og har aldrig haft problemer med at skulle betale underholdningsbidrag - altså ikke andre problemer end den kommunale skrivelse, der halvårligt dumper i hans postkasse og hver gang får ham helt op i det røde felt.

Skrivelsen begynder for såvidt rimeligt. Den gør ham opmærksom på, at han har tilmeldt sig BetalingsService, og at det næste halve års underholdningsbidrag derfor trækkes fra hans konto. Det ved han godt i forvejen, men ok…
Det, der til gengæld kan gøre ham eddersplitter tosset, er de følgende linjer, der ord for ord udvikler sig til et sandt trusselshelvede.

For hvis han ikke betaler hele beløbet - hvilket kræver, at han aktivt går ind og ændrer i sin betalingsordning - ja, så kommer kommunen efter ham! Han vil blive sendt videre til “tvangsinddrivelse” (smag lige engang på ordet!), han vil bliver registreret i Det Centrale Fordringsregister, og kommunen snupper hans eventuelle overskydende skat til dækning af restancebeløbet, hvilket understreges med henvisning til en række paragraffer.
Og hvis han allerede er bagud med børnepengene, kan han risikere, at alle de nævnte ulykker, allerede er i frit fald på vej ned over hans syndige hoved! (Hvordan han så skal forholde sig, giver skrivelsen ikke nogen anvisning på).

Men han er jo ikke bagud med sine indbetalinger - og har aldrig været. Og derfor bliver han hver gang så frygtelig vred og ender af og til med at ringe til kommunen og skælde en tilfældig sagsbehandler huden fuld. Til ingen verdens nytte - for det er jo bare et standardbrev, som de forklarer.

Og så er det, man som kommunikatør tænker “så lav det dog om!” Hvorfor har nogle - især offentlige - virksomheder så utrolig svært ved at formulere sig venligt?

Måske fordi de ikke konkurrerer på det frie marked. Kunne man fx forestille sig bilforhandleren skrive “da vi nu har indgået en aftale om køb af bil, skal jeg bede dig lægge indbetalingen om senest en uge - ellers skal jeg den-unden-stejle-mig slæbe dig gennem et sandt helvede af incasso og sende et tæskehold!” 

Jeg tvivler på, den går. Også selvom det “bare” er en standardformulering.

I have just read Susy Taylor’s article Email best practice advice  on various way organisations can manage their e-mails. I don’t know if the Danish regulations are the same as the UK ones, but with membership of the EU it is reasonable to make the assumption that they are fairly similar.

To summarise: E-mails are documents in their own right and need to be retained just as long as one needs to keep word documents, memos, photographs or dairies – in other words, as long as they are of importance to the organisation.

This is the reason why bigger companies invest in electronic records management system (eRMS) so that staff can file e-mails directly into the relevant folders.

Companies who use MS Outlook can set up a system of folders on a shared drive in the same format as the mail system enabling attachments to be stored with the mail. Personal e-mails and those of immediate interest only should be deleted once they have been read and acted upon

Susy covers the difficulties of access – who should have access to what folders? There are always some that are confidential and those that contain ‘sensitive’ information. It is a difficult task to set up a storage system for mails! Retention of records must also be considered – how long should they be available for general access and when should they be backed up and stored elsewhere?

Susy points out that every organisation should provide some guidance for staff on how to use the organisation’s e-mail system and also setting out the organisation’s policy on monitoring e-mails – who has access to staff’s e-mails and when and how access is carried out.

So for Micros I recommend that proper storage systems of emails are set up – use folders and use some of cross indexing – a mail can easily fit into more than one category. Delete all the non-essential mails as soon as they have been read and acted upon. It makes life much simpler!

Helen

* Update 2007, 6 (5) 34-35

I dag var der endnu en af mine tidligere kunder, der kom og fortalte, han var gået selvstændig. I sidste uge var det en tidligere chef. Og i forrige uge en tidligere kollega.

Hvor mange selvstændige er der plads til?

Mange. Vi står midt i et paradigmeskifte. Vidensarbejde behøver ikke længere blive udført på en arbejdsplads med ansatte. Dem, der kan projektlede - og det kan mange specialister og vidensarbejdere - kan ofte også lede sig selv. Hvis de har lyst til at lede deres egne projekter i stedet for en eller anden (organisation)’s projekter, siger de op - eller lader sig opsige - og starter for sig selv. Eventuelt med samme kundegruppe. I hvert fald med en stor del af eget netværk medbragt.

Er det virkelig så nemt? Stort set. I hvert fald på den logistiske side. Det svære bliver nu psykologien. Hvordan er det at sidde alene, hvor man før sad sammen med andre og kunne give nogle andre skylden for varmen ind ad vinduerne uden markiser, frokostens kvalitet og de mange afbrydelser? Lønnens størrelse og feriepengenes ikke helt planmæssige gang ind på lønkontoen? At tage det fulde ansvar, at trække sig selv op ved hårene osv., at vende det lille nederlag til en lille sejr og de store nederlag til små nederlag, at klappe sig selv på skuldrene, når det går virkelig godt. At give sig selv en lille fest, når man har halet et virkelig godt resultat i land. Det er alt det, der er svært. Det nemmeste er at producere. Det er jo det, vi er gode til. Og derfor vi er der og er startet for os selv.

 Jeg vil meget stærkt anbefale det, at være to. Når man er to, er man allerede et team. Den ene er oppe når den anden er nede. Den ene er målsøgende missil med fokus på resultater og kontrakter, mens den anden er icebreaker og scanner markedet. Den ene tænker i business mens den anden tænker kreativt. Den ene er rar mens den anden er skrap over for den irriterende kunde. Osv. Tager man MBTI’s teamroller eller et andet teamrollebarometer, kan to mennesker godt dække hele spektret, sammen. Det den ene ikke kan, lærer den anden. Og vice versa.

Kan det blive ved på denne måde - at flere og flere bliver selvstændige? Ja, det tror jeg. Teknologien og netværkssamfundet levner endnu uanede muligheder. Synlighed på nettet er altafgørende for om man kan gøre sig i dette system. Men ellers er grænserne svære at få øje på.

 Dem der bliver tilbage som ansatte er for det første dem, der drager offentlig omsorg, uddanner, passer, servicerer og sagsbehandler - de kan dårligt være selvstændige (bortset fra sygeplejersker, der starter vikarbureauer o.lign.). Dernæst en masse ansatte på store produktionsvirksomheder, der globaliseringen til trods stadig vil være nogle af (fx dem, der laver veje, broer og flyvemaskiner).

Dernæst vil der være et parnas af ledere - alle dem, der skal ansætte os andre i kortere eller længerevarende projekter - som outsourcer eller insourcer forskellige dele af virksomhedernes opgaver.

Endelig vil der også være en hel del mennesker, for hvem det at være selvstændig er det værste, de overhovedet kan forestille sig. Faste forhold, frokostpause, aftalt løn, ferie og pension er stadig så stort et gode for så mange mennesker, at dette næppe nogen sinde går af mode. Men mon ikke vi nærmest ser en tredeling af de erhversaktive om føje år? De ansatte medarbejdere, de ansatte ledere og strateger - og så en hel masse små eller lidt større selvstændige vidensarbejdere, der hopper ud og ind af egne og andres projekter og styrer deres eget arbejdsliv med største fornøjelse.

Det kræver formentlig en højkonjunktur at se dette scenarie. Men på et globaliseret marked vil der være vækst nogle år endnu. Så jeg tror ikke, vi skal være nervøse, blot vore ideer og viden kan bruges af andre end dem, der er lige rundt om hjørnet og i vores egen baghave. Går din viden af mode? Er dine ydelser forældede om to år? Jeg tror det ikke. Hvis du følger med - og det gør du, hvis du arbejder i netværk og sørger for at lytte til dem, der er helt fremme på beatet - så er du også selv med. Det er da sjovt.

Karen 

… er mit eget svar på spørgsmålet: Konkolleger - et mindset som kan læres?, som jeg stillede her på bloggen i sidste uge. I øvrigt tak for svar fra jer konkolleger!

Dels kom jeres kommentarer jo i sig selv til at vise, at vi er nogle der stadig godt gider at dele ud af erfaringer og viden (hvilket bloggen her jo også er et fint eksempel på). Og dels kom der pludselig skred i tingene i det lille netværk, som jeg nævnte. En konkollega var sprunget fra et job - i stedet blev jeg sat ind - og nu spiller klaveret videre, som det skal. Vi får løst opgaven til tiden - og netværket får prøvet kræfter med det at give og tage.

En kærkommen lejlighed, som forhåbentligt bliver afløst af mange flere.

Mit liv som iværksætter har budt på et langt og travlt forår med flere opgaver, end jeg reelt har haft energi til. Som så mange andre nystartede har jeg haft svært ved at sige nej - for hvornår kommer der nu noget at lave igen?
Men jeg har lært det! Og efter nogle uger med lidt mere ro på arbejdsfronten er energien igen helt i top. Og nu kan jeg så høste frugten af mine mange arbejdstimer i form af betryggende sorte tal på bankkontoen.

En af de ting, jeg diskuterede med mere erfarne erhvervsfolk, før jeg lod mig momsregistrere, var det dér med økonomien. Jeg har hele tiden haft den indstilling, at pengene skulle være der, før jeg brugte dem. Også selvom jeg blev tudet ørene fulde med begreber som banklån og kassekredit - og at mine budgetter for opstartsfasen gang på gang blev stemt ned som værende urealistiske.

Men heldigvis sejrede min stædighed (og min jydske snusfornuft ;-). Og nu står en funklende ny bærbar og stråler om kap med min nye mobiltelefon, mens jeg afsøger internettet for printermuligheder og kontorudstyr. Og ved I hvad…? Det er betalt - og der er stadig penge til overs.

Jeg er godt klar over, at den fremgangsmåde ikke var gået, hvis jeg var startet i en branche, hvor jeg skulle have investeret i både lokaler og et større produktionsapparat. Men det har fungeret fint for mig. Og jeg vil skynde mig at føje den erfaring til de mange andre, der har lært mig, at det kan være rigtig godt at lytte til erfarne folk, men som iværksætter er den allervigtigste rådgiver en selv.       

Nej, det er ikke jydeudgaven af iværksætteri: A prøver sel’. Det er heller ikke den juridiske. Aps er min måde at reducere tidsforbruget til det administrative i min lille enkvindesvirksomhed. Aps står nemlig i Flexikom for Administration, Planlægning og Styring. Her er opskriften:

Betalinger håndteres løbende via webbank. Sammen med et kreditkort til køb på visse hjemmesider klarer det likviditetsstyringen og betalinger. Jeg registrerer hver dag tidsforbrug pr. opgave pr. kunde i et excelark. Og så har jeg hyret en bogholder til selve bogføringen. Det er en bedre forretning for mig at producere end at bogføre.

Den sidste dag i hver måned er afsat til at gennemgå en række arbejdsprocesser omkring APS. Jeg har lavet et worddokument, hvor alle forløb er sat op i logisk rækkefølge, og sikrer jeg kommer hele vejen rundt. Så det er bare at starte fra en ende af:

- den fakturerbare tid overføres til fakturaer, ikke fakturerbartid pr. kunde til et særligt skema, så jeg kender kundens “belastning” ved næste kalkulation. Den interne tid opgøres og opvejes i forhold til mit tidsanvendelsesbudget. Dette betyder, at jeg kun fakturerer en gang om måneden. Mine kunder ved dette ved opstart af opgaver, og jeg skal ikke bruge tid hele tiden på denne del.

- samme datamateriale anvendes til økonomiopfølgning. Min styring ligger efter opstart primært på indtægts/indgangssiden, og ikke på udgiftssiden.

- der tjekkes for ikke betalte regninger, og rykkerfakturarer udsendes.

- hjemmesidestatitstik samt googlesøgninger printes og tjekkes for vurdering af evt. tiltag.

- filoprydning, diskoprydning, fragmentering samt backup af harddisk gennemføres.

- status på relationer og potentielle kundekontakter.

- status på forretningsplan og målsætninger: hvad skal jeg op- eller nedprioritere?

- reflektion: hvad har månedens opgaver og oplevelser tilført mig af ny viden?

og så nogle andre detaljer, det vil føre for vidt at komme ind på her. Jeg får på denne måde skabt ro for det administrative de andre 30 dage om måneden. Jeg ved de informationer, jeg skal bruge til fakturering er tilstede, og jeg skaber ro til at have overblikket over min egen butiks udvikling.

At arbejde i netværk ligger ret naturligt for mig. Jeg kan dårligt lade være. 1 + 1 giver 3 når man arbejder med udviklingsopgaver, ideudvikling, kvalitetssikring og mange andre ting. Derfor giver jeg gerne opgaver videre til folk, som jeg ved kan løse dem, og indgår i teams med andre, fordi vi sammen får meget bedre ideer end jeg gør alene. Og det har overrasket mig, at ikke alle har det på samme måde.

Jeg er for nyligt gået ind i et samarbejde, hvor alle efter min vurdering kan få noget ud af at være sammen. Alligevel har det vist sig, at det er mere end svært at lukke op for posen. At få folk til at slappe af og øse af deres viden. At skabe tillid til, at de andre ikke bare er ude på at snuppe ens kunder. Og at turde give viden fra sig, fordi andre jo kan få fordel af det.

Hvordan håndterer man det, når man egentligt gerne vil have et samarbejde op at stå? Har nogen her erfaringer med, hvordan man etablerer et fagligt samarbejde, hvor man nødvendigvis må dele viden eller kunder for at alle kan få det sjovere? Hvordan fordeler man opgaver, så der er åbenhed omkring det og ingen føler sig snydt? Og finder på en enkel måde, at give nye kunder adgang til os på i markedsføring, uden at én i gruppen har mere adgang til kunder end andre?

Når disse spørgsmål er svære at få svar på i gruppen, er det så fordi at der ikke er grundlag for et samarbejde?

Tak hvis du vil lave en kommentar og øse af dine erfaringer!

Jeg ved godt solen skinner og det er sommer udenfor, men hverdagslivet som selvstænding betyder, at jeg nogle gange må arbejde til trods. Så derfor er jeg på min pind nu.

Jeg er slået lidt ud af arbejdsrytmen, idet min datter brækkede en knogle i hånden i fredags. Omvendt var det godt, jeg var 5 km fra hende, da det skete, så jeg kunne hente hende og håndtere skadestue m.m. Fordi livet som selvstændig især byder på muligheden for den type fleksibilitet og nærvær. Et faktum, der hjemme ved os indgår i vurderingen af fordele og ulemper ved selvstændighed. Og et faktum, der ikke indgår i det officielle regnskab og beretning.

Men det var noget helt andet jeg havde på hjerte: Der er en del betragtninger her på bloggen om fakturering, omfang, hvilke kunder, der betaler for hvilket træk på ressourcer ect. Og her slår det mig: hvor er vi gode til at køre efter bakspejlet. Vi måler på fakuta, på bundlinie, på betalingsevne, på ordrer. Vi laver regnskaber for det forløbne år, Vi laver budgetter for omsætning osv. Hele vores fokus og dermed registreringer/målepunkter ligger på fortiden, det bagudrettede. Hvordan ville det ændre vores fokus, hvis vi frem for at tælle fakturerbare timer, talte relationer, som vi havde investeret i? Mange af os har ikke en type produkter, der bare ligger og venter på os, når vi kontakter kunder. Her bliver relationer ret vigtige, og hvor meget af vores tid - og opmærksomhed - har vi rettet mod vores fremditige relationer. Hvis ikke vi hele tiden sår, så kan vi heller ikke høste fakturaer.

For et stykke tid tiden var jeg så rørstrømsk over at arbejde gratis (fordi man får så meget igen af at opleve, at der er brug for en og at man er skide god osv.), så jeg også er nødt til at fortælle om min glæde at TJENE penge!

I går var jeg ude hos en kunde, som tydeligvis har svine mange penge. De tjener mange penge hos deres kunder, som igen tjener svine mange penge, simpelt hen fordi det er højkonjunktur og der findes en del mennesker i dette land, som vælter sig i penge - hvad enten dette skyldes salg af varer og ydelser i et globaliseret marked (hurra!) eller friværdier.

I hvert fald: Efter efter tre måneders hårdt arbejde, hvor jeg stort set har fået al lønnen på forskud (og mangler at få udbetalt lønnen for resten) havde jeg det virkelig fint med at tage min pris hos pågældende kunde. Mine normale kvababbelser med at undervise folk, hvis eneste formål i livet er at blive rige og hjælpe andre med at blive det samme, forsvandt bare. Måske fordi det meget belejligt gik op for mig, at også i dette foretagende sidder der nogle mennesker, der gerne vil høre, at de er gode til noget. Og gerne vil blive endnu bedre til det, de gør. Altså - endnu engang oplevede jeg meningen med livet gennem at være ‘god’ - i hvert fald i egen indbildning. Og så gik det rigtig godt, ifølge evalueringen, som jeg i øvrigt altid frygter (jeg hader at blive vejet og målt, også selv om det som regel går godt). Men det, der var allerbedst, var følelsen af hvordan pengene rullede ind på kassekreditten bagefter… Åh! Og jeg som af og til tror at jeg lever af ånd alene. Wake up!

Karen