Tjen penge mens du sover

Jeg har en kunde, som imponerer mig med sin indstilling. Hun er ikke bange for at gå efter pengene – og her adskiller hun sig desværre fra mange af sine medsøstre, der driver mikrovirksomheder (mig selv inklusive).

Hun erkender, at hun ikke vil blive ved med bare at sælge sin tid, dvs. sig selv og sine egne konsulentydelser, men i stigende grad vil tjene penge på at andre bruger hendes metoder og materialer – som hun har udviklet gennem 20 år og som hun har rettighederne til. På denne måde kan hun nemlig tjene penge mens hun sover.

Her gik der noget op for mig – tjener du udelukkende penge på de timer, du leverer, bliver du meget træt – til sidst. Med mindre du virkelig tager kassen for hver eneste time.

OK, hvad er det hun gør?

  • Hun har licens til to leder- og teamudviklingsprogrammer, som er udviklet af andre, men som hun er ekspert i og har oversat til dansk.
  • Hun har selv udviklet et tredje program, som supplerer de to øvrige programmer, og har udviklet et omfattende undervisningmateriale, som hun sælger.
  • Hun holder kurser for sine konsulenter, som bagefter går ud og underviser andre efter de tre systemer.
  • Hun sælger sine undervisningsmanualer i Danmark, i resten af Europa og i Japan.
  • Hun bruger det meste af sin tid på at vejlede de konsulenter, som bruger hendes materiale – men kan i øvrigt holde mere eller mindre fri 3-4 måneder om året med kun 1-2 ugentlige dage på kontoret, for at tage sig af den mest nødvendige korrespondance
  • Hun er soloselvstændig og arbejder alene, med al den fleksibilitet det giver – men er samtidig reelt leder for en medarbejderskare på 10 personer (konsulenter)
  • Nu vil hun gerne blive endnu bedre til at målrette sin virksomhed, så hendes egen aktive konsulentvirksomhed efter 25 år i branchen kan blive droslet endnu mere ned – og hendes rolle som leder og udvikler kan blive endnu tydelige. På den måde kan hun drosle sin arbejdstid endnu mere ned – og stadig tjene rigtig mange penge.

Hun har en fortid som HR-udviklingskonsulent i den private sektor, men ellers har hun fundet ud af og skabt det hele selv. Godt gået siger jeg bare!

Karen Lumholt

Innovationstjek

Videnskabsministeriet har udpeget en række innvationsagenter med erfaring inden for ideudvikling, produktudvikling og processer. Agenterne kan give din og min forretning et kærligt spark bagi – og gør det!

I går havde jeg besøg af Per F. Gøse, der er innovationsagent på Sjælland (der findes tilsvarende på Fyn og Jylland). Mine forventninger var, at han kunne kigge min forretning efter i sømmene, og måske spotte og rydde op i unoder fra min virksomheds tid som bibeskæftigelse. Måske kunne han også hjælpe med at rydde op i mine forretningskoncepter. Og ja – give mig et par gode råd i forhold til de ting, som jeg ikke synes fungerer godt nok…

Per gjorde det hele i det første spørgsmål: “Har du afklaret med dig selv, om du er kommunikationskonsulent eller coach?” ”Hmm – ja – hmm- godt ramt! Det er lige præcis det, det hele handler om”. Og derfra tog vi snakken: Om det gode og det der kan gøres bedre. Om det rette produktmix. Om brugen af netværk. Om at blive afklaret og tro på sin forretningsidé.

Og dét gør jeg. Ikke mindre nu, hvor et velplaceret og meget kompetent spark bagi giver endnu mere mod på at gå planken ud. Gøre de ting, jeg tror på. Tage de skrappe beslutninger. Og stå ved dem. Nu følger en række justeringer af min hjemmeside og nogle målrettede valg og fravalg af opgaveidéer.

Innovationsagentordningen er et pilotprojekt, der er startet d. 1. januar 2007 og løber 3 år. Det er gratis.

Gå ind på www.innovationsagent.com eller ring til Per F. Gøse 72 19 42 25

 

Vækst – en anden definition

Vækstbegrebet bliver af og til drøftet i relation til mikrovirksomheder.

Et lidt anderledes bud på forståelse af vækst faldt jeg over forleden. Revisionsvirksomheden BDO har udgivet en helt lille bog om vækst med titlen Sund vækst – for virksomheder og personerne bag den. Hermed en lille anmeldelse, fordi jeg oplever, at den lægger et lidt anderledes nuanceret og noget mere menneskeorienteret fokus ind end det gængse vækstbegreb:

Bogen er velegnet læsning for alle nyetablerede virksomheder – enten før opstart og dermed som input til forrentningsplanens afsnit om fremtiden – eller efter de første år, hvor der skal tages stilling til nye udviklingsveje.

Omdrejningspunktet i bogen er en model for virksomheders udvikling:

- drøm

- virkeliggørelse

- modning

- fornyelse.

Indholdet i bogen uddyber disse 4 faser, og især overgangene mellem dem, for hvilke karakteristika og livsbetingelser hører til hver fase? Der opfordres til at “sætte tryk på gaspedalen” i virkeliggørelsesfasen for at få virksomheden “på vingerne”. Det at skabe et reelt forretningsgrundlag og dermed et rimeligt indtjeningsgrundlag er en vækst, som skal være der. At få den nødvendige volumen – det er den sunde vækst. At vækste gennem udvidet medarbejderstab – som det oftest forventets – det er i BDOs model, noget der foregår i senere forløb.

Bogens omslag indeholder en oversigt over disse faser, hvilket fokus hver fase har, samt krisesymptomer, som kræver indsats. Denne del kan måske også give stof til eftertanke.

Bogen har en klar holdning til, hvilke forudsætninger, der skal være tilstede i en virksomhed: klar ide, klar hensigt, fokuserede handlinger, vilje, involvering, sund utålmodighed og grænsebrydende tankegang. 7 elementer, som du bør tjekke din forrentingsplan og din virkelighed for løbende – hvis ikke de findes, bør du arbejde på at skabe dem.

Bogen kan sikkert skaffes ved det nærmeste BDO-kontor.

Vil du lære at være mentor for andre mikrovirksomheder?

Nu sætter Mikronet gang i uddannelsen af mennesker, der ønsker at være mentorer særligt for Mikrovirksomheder og freelancebaserede konsulenter.

Tirsdag den 9. oktober 2007 indledes dette arbejde med en introduktions- og inspirationsdag for interesserede kandidater.

 -     I Mikronet bliver vi ofte opsøgt af iværksættere, der henvender sig for at få vejledning og inspiration af os, der er brudt gennem muren fra iværksætter-årene til den mere stabile periode, hvor vores virksomheder har etableret sig og konsolideret sig, fortæller projektleder Christian Clausen fra Mikronet .

-     Det er vores klare opfattelse, at de iværksættere og freelancere, der henvender sig til Mikronet, gør det for at blive rådgivet af mennesker, der har kendskab til netop deres situation, fordi de pågældende selv har stået i den.

-     Der er for tiden stærkt fokus på vækst-iværksættere, mens iværksættere, som ønsker at skabe mikrovirksomheder, der kan bidrage til vækst for andre, ikke har samme bevågenhed. Dette behov vil vi imødekomme med dannelsen af et MikroMentorkorps, pointerer Christian Clausen.

De, der efter kurset får blod på tanden, kan følge et længerevarende uddannelsesforløb, forestået af Kirsten M. Poulsen, KMP+

Kurset er åbent for alle, der har et par år på bagen som virksomhed, og som har lyst til at fungere som ubetalt mentor for mindre virksomheder.
Det vil sige virksomhedsejere, både dem, der i dag har stor virksomhed, og dem, der styrer en mikrovirksomhed /enmandsvirksomhed selv.
Kurset er også åbent for rådgivere, der i kraft af deres virke har brug for at kende til dette særlige mentorskab.

      Prisen er med vilje gjort overkommelig , så også de små virksomheder kan være med: Pris 500 kroner for deltagere i Mikronet og 800 kroner for eksterne. Prisen er uden moms.

Om kursuslederen:
KMP+, Kirsten M. Poulsen
Kirsten M. Poulsen, KMP+, har arbejdet med mentorskab siden år 2000, hvor hun etablerede konsulentvirksomheden KMP+.
I 2003 gennemførte KMP+ en stor Skandinavisk undersøgelse af virksomheders og organisationers brug af mentorprogrammer.
Resultaterne af denne undersøgelse er blevet præsenteret på konferencer både i Danmark og internationalt, og de danner basis for den viden og de koncepter, som virksomheden i dag anvender inden for mentorskab.

Praktiske detaljer:

Tid: Tirsdag den 9. oktober kl. 9.00-16.00

Sted: Maglebrænde, Falster 

Målgruppe:
Personer som er interesserede i at bruge mentorrollen i forhold til at støtte mikrovirksomheder og iværksættere. Det er en fordel, hvis du selv er iværksætter og har prøvet at starte egen virksomhed, alternativt at du har leder- eller konsulenterfaring.

Indhold:
Kurset giver en grundlæggende introduktion til mentorskabet. Vi vil arbejde med at definere roller og ansvar, hvordan man matcher mentor og mentee, hvorfor det er interessant og lærerigt at være mentor, hvordan man sætter de rigtige grænser for mentorskabet samt alle de praktiske elementer i at etablere en samarbejdsaftale og gennemføre gode samtaler, som gør en forskel.

Desuden vil vi gennemføre en række øvelser for at afprøve mentorskabets dynamik, forstå læreprocessen i mentorforløbet og koble mentorskabet til forståelse for karriereudvikling i vidensamfundet.

 Læs flere detaljer på www.mikromentor.dk

For spørgsmål:
Ring til
Projektleder Christian Clausen 24 25 48 50
Eller til
Abelone Glahn 24 25 48 52

 
 

Hvorlænge er du i markedet?

Overskriftens spørgsmål stillede en af mine første kunder et stykke henne i vores samarbejdsforløb.

I første omgang blev jeg lidt paf, og først senere forstod jeg rækkevidden. For set fra kundens syn er det besværligt og tidskrævende at skulle sætte potentielle relationer – på lønseddel eller faktura – ind i virksomheden. Det er først på sigt, at det giver gevinsten tilbage.

Forståeligt nok. Og særdeles forståeligt, når man selv sidder i situationen. Jeg har siden min start haft outsourcet mit bogholderi – og det har bare fungeret fint. Nu har min faste samarbejdspartner fået fast job, og bruger denne måned på at lukke sin virksomhed ned. Så her sidder jeg så, og skal have fundet en ny, have opbygget gensidig tillid, ihukomme hvad jeg lægger vægt på i samarbejdet, få det kommunikeret og få praktikken til at virke – velvidende, at det tager længere tid første gang, så jeg kommer til at betale timer for oplæringen……. og endnu engang skal jeg lave tilbageløb – tage fat i noget, jeg troede, der virkede.

At være selvstændig med en enmands organisation er som at være cirkusartisten, der holder alle tallerknerne i sving. Man skal hele tiden holde øje med dem alle sammen, og hele tiden holde dem i bevægelse.