På tirsdag indsættes Obama, som USA´s første sorte præsident og alles øjne i en hel verden er rettet mod Washington. Store forventninger er sat op og mange tror og håber på fornyelse og bedre tider. Og hvem ved, måske er dette virkelig en skelsættende begivenhed, der kan inspirere til forandring over hele verden helt ud i lokalsamfundet.
I denne uge var jeg til det lokale erhvervsråds årlige prisuddeling til årets bedste virksomhed. Tre gode virksomheder i nærområdet var nomineret og borgmesteren var mødt op for at uddele prisen og vi var samtidig rigtig mange, der var kommet for at bakke op. Et sådant arrangement er en fest og en glædesdag, der skaber inspiration og håb for alle, der deltager. I år blev der tillige uddelt en ærespris til en ung, initiativrig erhvervsmand, der har fået sin lokale købmandsforretning gjort til noget helt særligt. Sikke en fest og nytårskur med champagne til afslutning.
Men så er det jeg undres, for når kriterierne for at modtage den årlige erhvervspris bliver bekendtgjort, er dét, der vægtes rigtig højt en stor beskæftigelse og gode tal på bundlinjen, samt at man har udvidet sit virke globalt set. Der var ikke et ord om CSR (Corporat social responsibility) eller et ord om medarbejdernes tilfredshed, om de var ekstra glade her og havde færre sygedage end andre steder, eller om de havde støttet kampen mod den globale opvarmning o.s.v. Altså ingen kriterier, der gik på, om de havde opført sig forsvarligt i forhold til det samfund, de er en del af og den knap så heldige udvikling, vi alle slås med (flere og flere medarbejdere får stress og depression, sygefraværet stiger stadig, ligesom den tiltagende globale opvarmning og at de fattige bliver fattigere). Derfor var det nok ikke så mærkeligt, at en del af de tidligere års prisvindere ikke længere eksisterede (en del var gået konkurs siden de fik prisen).
Jeg oplever nogle gange, at vi lever i to verdener. En for alle dem, der har succes og styrer derudaf og skaber gode tal på bundlinjen (jeg ved naturligvis, at den igangværende finansielle krise dæmper denne tendes noget i øjeblikket) og så alle de - jeg møder gennem mit virke - som ikke kan klare ræset, alle de som står af og vil noget andet, hvad enten det er stress og depression, der tvinger dem eller de slet og ret ikke længere synes, det er det værd og vil have noget mere kvalitetstid ind i livet i stedet. Så kan det undre mig, at det stadigvæk er erhverslivets og regeringens fokus, at vi skal skabe bedre bundlinjetal og i disse dage lette skatten på arbejde, for at flere af os kan blive motiverede til at arbejde endnu mere.
Men hvis det nu er noget helt andet vi vil? Hvorfor ikke gribe chancen til at tænke helt nyt? Når jeg sidder med mennesker i stresscoaching eller life coaching, så handler det rigtig ofte om, at det menneske, jeg sidder overfor gerne vil flytte livet et andet sted hen, hvor der er mindre stress og jag og til langt mere fokus på de indre værdier end de ydre. Hvordan kan vi få de kræfter sat endnu mere i spil i samfundet. At skabe mindre stress og jag, samt få mere fokus på de indre værdier, burde være en folkebevægelse på linje med mindre CO2 udslip o.lign. Det skylder vi os selv og vores børn.
Så er det jeg tænker, at Obama måske kan inspirere os til også, at bringe de to verdener mere sammen. At få flyttet fokus og gribe muligheden lige nu, til at påvirke, hvor vi kan, i en retning, der fører til større ro, balance og indre glæde for os alle og samfundet. Måske Obamas start kan blive starten ikke kun for verdens nationer, men også for lokalsamfundets og den enkelte borger i lokalsamfundet, hvor vi alle flytter fokus væk fra begrænsningernes arena og ind i mulighedernes. Så kan det jo være, at næste års erhvervsrådspris uddeles udfra kriterier, der omhandler større samfundssind og medmenneskelighed 
Flora Skouboe Eriksen
Manipura Institute aps
