Author Archives: Karen Lumholt

About Karen Lumholt

Kommunikationsrådgiver og storyteller. Uddannet journalist 1994. Oprindeligt lærer, begyndte sin journalist-karriere på DRs P1, hvor hun i fem år var producer, programmedarbejder og vært. Har skrevet artikler og bøger, holdt foredrag, undervist, været brevkasseredaktør og arbejdet med storytelling og videndeling i virksomheder. Fra 2000-2004 redaktør i Forbrugerinformationen (nu Forbrugerstyrelsen), der bl.a. skrev Tænk+Test i samarbejde med Forbrugerrådet. Interesserer sig især for virksomhedskultur og for historier, der kan frigøre ressourcer og skabe motivation, mening og perspektiv. Er desuden optaget af anerkendende samtale, narrativ praksis, lærende møder og ritualer. Driver virksomheden Lumholt & Stahlschmidt Kommunkation.

Glæde

Posted on by Karen Lumholt
Reply

Der er en stor glæde forbundet med at have sin egen forretning. 

Det er ikke let og det er ikke noget, man gør med hænderne i lommen – og det er ikke altid, man er begejstret (det hele falder tilbage på én selv – moms og skat, bank, revisor, forsikring, restancer, problemer med at planlægge fremtiden, aftaler der ikke holder, prissætning som er vanskelig osv.), men ofte er tilværelsen ren fryd.

Jeg er så glad lige nu fordi…

  • ingen andre bestemmer om jeg skal sige ja eller nej til en kunde
  • jeg bestemmer selv, om jeg synes kundens værdigrundlag stemmer overens med mit og om det skal spille ind, når jeg vælger at arbejde for vedkommende
  • jeg skal ikke spørge nogen, når jeg ønsker at holde ferie
  • jeg vælger selv mine samarbejdspartnere – og der er heldigvis en sværm af kreative, spændende, erfarne og innovative mennesker at tage af
  • jeg bliver ikke hele tiden afbrudt af møder (kun dem, jeg selv har sat op)
  • jeg kan gå en tur ud i luften og tænke mig om, hvis det er det, jeg har brug for – midt i arbejdstiden
  • jeg har travlt, nuvel, jeg arbejder meget – men jeg styrer selv min tid, jeg sidder selv på førersædet i mit liv og det er dejligt
  • Og bedst af alt: jeg er ikke alene. Jeg har en makker, vi kender hinanden godt, vi supplerer hinanden, vi komplementerer hinanden, inspirerer hinanden, vi respekterer hinanden.

Kan verden se sådan ud for flere end mig? Ok ja, for mange flere. Der er plads til mange selvstændige vidensiværksættere. Selv en kommende lavkonjunktur tror jeg ikke kan standse udviklingen mod mange små virksomheder, der arbejder i netværk. Det er jo win-win for alle parter – også for dem, der ikke ønsker at binde an med alt for store mængder fastansatte.

Nu skal Bendt Bendtsen bare også have øjnene op for, hvor meget vi små virksomheder kan skabe kvalitet, innovation og vækst – netop ved at udnytte fleksibiliteten og målrettetheden i vores små videnstunge og netværksbaserede virksomheder. Hvis ikke han finder ud af det, er det hans problem. He better do. For vi er her – og vi bliver flere.

Bare et oprømt brøl på en søndag.

 

 

Timing er alt

Posted on by Karen Lumholt
1

For et år siden producerede min makker Anders og jeg et tv-program til DR2 om netværk: Om kunsten at netværke sig til det, man ønsker. Om magtens netværk. Om perspektiverne i netværkssamfundets flade og dialogiske medier. I mellemtiden har verden ændret sig. Facebook, LinkedIn, YouTube og adskillige bøger og tv-programmer om netværk er blevet allemands eje. Men vores tv-program bliver først sendt nu den 12. februar. Det er gamle nyheder, vi bringer til torvs.

Årsagen er efter sigende at DR har tænkt på pengene. Man sender først de nye programmer, når man har brugt de gamle op og genudsendt dem mange gange. Ligesom i de fattige 50ere, hvor man spiste det gamle rugbrød først, selv om det nybagte var kommet ud af ovnen. De må have vurderet at vores program kunne holde. Jeg tvivler, men trøster mig med den tanke, at andre nogen gange synes man er excentrisk og mærkelig, hvis man er lige så hurtigt ude som man selv synes, man skal være. Det er ingen skam at ride med på en bølge. Det gælder om at være i sync.

Timing is everything og min timing har tit været forkert. Fx producerede jeg for mange år siden, i 1995-96, sammen med journalistkollega Hanne Fast Nielsen ti-tolv P1-programmer, som vi kaldte “Ånden over Danmark”. Det var direkte, værtsbårne programmer, med Hanne som vært. Lytterne kunne ringe ind og fortælle om deres mærkelige oplevelser med bankeånder, deres kære som gik igen osv. Udsendelserne var bygget op med båndede reportager, vi havde lavet ude i landet med såkaldt clairvoiante, shamaner og andre mærkelige og på den tid meget eksotiske eksistenser, som vi forholdt os sagligt antropologisk, venligt og nysgerrigt til. Lytterne var ret begejstrede, men det var radioledelsen ikke. Vi fik at vide, at programmerne var “for trendy”. De var ikke seriøse nok for den tids P1. I dag ville de have siddet lige i øjet på P1´s profil. Timing er alt.

Meget af det, der bliver sagt i vores netværksprogram på næste tirsdag, er i mellemtiden blevet noget, alle udmærket godt ved. Det er blevet mainstream. I de kredse, jeg kommer i, er der intet nyt i det program. Over for alle jer, for hvem der ikke er noget nyt, beklager jeg. Mange vil dog se det alligevel – for at blive bekræftet i noget de godt ved i forvejen, eller for at se, om der er nogen med, de kender. Og jo, Abelone Glahn er med!

Men hvem ved – måske har DR-redaktionen virkelig ret i at det først er nu, det skal sendes. Jeg har altid beundret dem, der kunne det der med den rigtige timing… på det sidste er jeg faktisk begyndt at føle, jeg har lært om at være hvor man skal være – hverken for tidlig eller for sen: Jeg er selvstændig! Det ER da trendy! Og det må man gerne være – nu.

Små gaver til dig selv

Posted on by Karen Lumholt
Reply

Når man er selvstændig, styrer man selv sin tid. Man bestemmer ikke kun, hvornår det er tid til en kaffepause, men også sin arbejdstid. Frokostens længde. Om der er arbejde i weekenden eller om den skal holdes hellig. Man bestemmer selv, hvornår man skal på kursus. Hvornår man skal holde ferie. Hvor stor en del af dagen, der skal bruges på e-mails, avislæsning, netværk, kontorarbejde osv. Og meget let kommer det hele til at fylde lidt for meget.

Det kræver skarp prioriteringsevne at være selvstændig og det kan være anstrengende at skulle tage så mange beslutninger hele tiden. Heldigvis er man tit i flow - når man bare arbejder derudaf og er glad.  Men i hvert fald et par gange om dagen opdager jeg, at jeg hele tiden skal tage beslutninger og kører mig selv med lidt for stramme deadlines.

Hvad ville min chef, hvis jeg havde sådan én, sige til mig? Han ville sige: Du skal sørge for at tage nogle pauser. Give dig selv nogle små gaver, hvor du ikke hele tiden skal prioritere og være effektiv, men bare skal NYDE.

OK. Når nu ikke chefen kan sige det til mig, må jeg sige det til mig selv.

Jeg er derfor begyndt at samle på små gaver, jeg kan give mig selv, så det hele ikke bliver for hårdt:

  • Jeg giver mig selv lov til at læse den ene af de 5 aviser, vi holder, liggende i sofaen med et tæppe og klassik musik i radioen
  • En kop kaffe med varm mælk kommer af og til med op i sengen, når børnene er sendt i skole 7.30. En lille luxus. Måske med noget så delikat som et stykke ost med honning og nødder…
  • Jeg sørger for at spadsere ned til postkassen i stedet for at cykle – så er det ikke bare et job men en lille pause, hvor jeg nyder lyset, der er ved at komme igen og fuglene, som så småt er vakt til live og rumsterer forsigtigt…
  • Så er der det berømte glas rødvin om aftenen – det prøver jeg at gå bort fra, for det har en tendens til at blive til to  - især hvis man har været meget oppe at køre i det høje gear
  • Men der er godnat-teen med i seng… og så er der BOGEN!

Jeg plejer at være elendig til at læse om aftenen – jeg er for træt og falder i søvn. Men nu har jeg fundet ud af at jeg skal holde mig til den lidt lette lekture og vente med de tunge bøger til ferien.

En sådan let bog har jeg fundet: Glæd dig! af Tor Nørretranders. Jeg læser en smule i den hver aften – bare for at få følelsen… men det skønneste er at jeg har præsteret midt på dagen at sætte mig bare 10 minutter i min sækkestol foran brændeoven og læse i den. Det er en gave, jeg giver mig selv – bare 10 minutter. En salig fryd at have friheden til at gøre det – og at kunne gøre det så kort og godt.

Jeg gider ikke at livet skal være for hårdt. Som selvstændige arbejder vi som regel med det, vi rigtig godt kan lide og er rigtigt gode til. Men vi arbejder generelt for meget. Så er det vigtigt at kunne give sig selv de små gaver, som chefen måske ellers ville have givet, hvis vi havde haft sådan en. Jeg er i hvert fald glad for dem, jeg har fået på det sidste.

Lang rejse mod ny firmaidentitet

Posted on by Karen Lumholt
Reply

Vi har været i gang i tre år – lidt mere faktisk. Noget af det første, vi lavede, var en hjemmeside. Naturligvis. Hjemmesiden er det udvidede visitkort og firmaets virtuelle (og visuelle) identitet.

Efter et år var siden forældet. Vi var blevet klogere på mange ting. Meget bullshit, mange tomme ord, skulle ud. Det var let nok, for vi kunne selv redigere i teksterne. Men det var ikke bare teksterne (indholdet) på de enkelte sider, det var hele opbygningen, der var forkert. Overskrifterne. Menuen. Inddelingen.

På det tidspunkt, hvor det gik over stok og sten og alligevel lidt på pumperne, havde vi hverken tid eller råd til at få lavet en ny hjemmeside. Senere havde vi bare ikke tid eller overskud. Eller ikke rigtig råd. Har man hørt det før?

For halvandet år siden var det ved at være kritisk og vi - min partner og jeg – tog afsted på et tre dages ophold i ro og fred for at skrive ny hjemmeside og udvikle forretningsprofil i én og samme proces. Det gik meget godt. De udmærkede tekster og ideer, vi udarbejdede, har ført deres eget og ganske indbringende liv siden da. Men en ny hjemmeside er det ikke blevet til…

Før nu. Nu har vi gjort alvor af nyt design , ny grafik, nyt CRM-system, nye overskrifter, ny opbygning osv. Og i samme ombæring nye visitkort, nyt brevpapir, kuverter osv. Kunne vi have gjort alt dette hurtigere? Måske. Og måske ikke. Det er en stadig pågående proces at udvikle sin firmaidentitet. Og de første år er nok de mest turbulente.

Det er ikke selve det at skrive og redigere nyt tekstindhold til siden, der er det svære. Det er det at kommer dertil, hvor man kan gøre det. Klart. Konsistent. Konsekvent.

Gode og dårlige erfaringer med det, vi helst vil, det vi er bedst til og det kunderne helst vil have, er en del af processen. Så opstår der en rød tråd. Ofte én, som ikke var der før. Måske én, der var der i starten, men skal genopfindes. Og når man har den røde tråd, skal den formidles.

Alt dette er vel let, når man selv er kommunikationsmenneske? Eller er det? Slet ikke. 

Det er forholdsvis let for mig at se den røde tråd i andres ydelser eller produkter. Jeg ser tydeligt hvorved de adskiller sig fra andres, hvordan de skal fremstilles, hvordan profilen skal gøres skarpere osv. Men når det gælder én selv…

“Kill your darlings” siger vi i min branche. Det er svært også for journalister. Fx at dræbe de fine ord, man selv har været  længe om at nå frem til, men som ikke siger andre en bønne. Kunden har ikke brug for at kende mine inderste tanker. De vil bare vide, hvad de får for pengene. Set fra deres synspunkt…. Den 15. januar er vi altså klar med den nye hjemmeside, som kort, klart og tydeligt fortæller kunderne, hvad de vil vide om os og det vi kan levere. Men inden da skal blodet flyde en sidste gang.

En god uge

Posted on by Karen Lumholt
Reply

Det har været en god uge.

Først fik jeg en ny stor ordre, lige til højrebenet. Ukompliceret, afklaret kunde, der ved hvad hun vil have. Ligger lige mellem øjnene i forhold til min kompetence. Hverken uoverkommeligt eller uoverskueligt. Strækker sig over tre måneder. Gode penge. Kunden mangler ikke penge. 

Så blev jeg kontaktet af et ungt firma, som gerne ville have mig som ekstern underleverandør. De har et fint værdigrundlag, gode kontakter, rigtigt gode ideer – mangler bare lige sådan en som mig med erfaring, forstand på at tale med mennesker, kommunikativ faglighed og gennemslagskraft.

Så fik jeg også et par andre små kunder, som ikke har mange penge, men som jeg er glad for, bl.a. fordi de beskæftiger sig med sundhed og fødevarer (som er et af mine svage punkter). Og så faldt en af de aftaler, som har hængt og svævet henover efteråret, endeligt på plads. Og en ny kunde bad om et møde om et muligt (sandsynligt) samarbejde i foråret om nogle nye medieplatforme – radio og videoblogging. jeg glæder mig.

Og endelig blev jeg i dag søndag ringet op af en i mit netværk, en erhvervspsykolog, og bedt om fluks at bidrage til et stort udbudsmateriale på en opgave, vi skal løse sammen og som strækker sig over to år. Hun er meget dygtig og kompetent og er med i 2. udbudsrunde. Og jeg (og min partner) kan lige præcis alt det, hun ikke selv kan.

Pyha. Det var rart.

Men jeg mistede også en enkelt kunde – han ringede og sagde: Nu har vores samarbejde varet i tre måneder og jeg synes ikke rigtig, jeg har fået så meget for pengene. Fair nok. Der har været valgkamp og der har været efterårsferie – og i øvrigt var matchet mellem ham og mig måske ikke det optimale. Så han skal finde en anden, der passer bedre til ham. Han er ikke den kunde, jeg er mest ked af at miste. Så tingene passer jo sammen. Jo i denne uge har det været OK at være selvstændig.

I øvrigt har jeg fået ryddet op i alle bunkerne. Det er altså godt i mere end én forstand – det er som om det renser luften og sindet, får tågerne til at lette og trætheden til at fordufte. Jeg har købt 10 papkufferter i Søstrene Grene, den største størrelse, hvor A-4 papir kan være i. Det er en god måde at få parkeret papirer, som man ikke gider hulle og gemme i mapper. Nu ser der fint ud på mit kontor. Og sjælen har fred. Nu kan julen godt komme.