About Susanne

Journalist, kommunikationsrådgiver og i opstartsfasen som selvstændig konsulent med virksomheden Erkom. Erkom er en journalistisk virksomhed med speciale i PR og kommunikation. Kerneydelserne ligger indenfor virksomheders interne og eksterne kommunikation med bl.a. medarbejderblade, nyhedsbreve og pressemeddelelser.

Om samarbejdet iværksættere og etablerede virksomheder imellem

Kære læsere

For et par måneder siden deltog jeg i en erhvervsudviklings-workshop på Lolland. Mange nye emner blev vendt, men ét af dagens indlæg var en gammel traver, jeg har hørt igen og igen, siden jeg for knap tre år siden flyttede til Lolland-Falster: Vi mangler kvalificeret arbejdskraft! 

Nu kan begrebet ”kvalificeret” dække over mange ting alt efter branche. Men jeg har efterhånden hørt ønsket om arbejdskraft så ofte og i så mange sammenhænge, at jeg godt tør vove den påstand, at rigtig mange kvalifikationer er i spil.  

Ønsket om kvalificeret arbejdskraft kommer fra Lolland-Falsters etablerede virksomheder. Samtidig færdes jeg til daglig i forskellige iværksættersammenhænge, hvor en række mikro-kolleger jævnligt giver udtryk for, at de har svært ved at få det til at løbe rundt, har svært ved at få lokale kunder eller for længst har opgivet lokalområdet og henter deres omsætning i hovedstadsområdet. 

Så er det jeg undrer mig. For hvorfor pokker kan de to grupper – det etablerede erhvervsliv og de kvalificerede mikrovirksomheder – ikke finde ud af at mødes til fælles glæde og vækst?

Men det går tilsyneladende ikke ret godt. Så efter erhvervsudviklings-workshoppen på Lolland satte jeg mig for at grave lidt i det, og det kom der faktisk et par spændende oplysninger ud af. Bl.a. at modviljen mod at bruge en lille iværksætter ofte handler om vanetænkning og uvidenhed – men desværre også, at enkelte iværksættere lover mere end de kan holde og derfor giver hele begrebet et dårligt ry.   

Mine egne erfaringer og resultatet af en rundspørge til iværksættere og det etablerede erhvervsliv er samlet i en to-siders rapport. Jeg ville voldsomt gerne kunne vedhæfte den som fil, men det kan man vist ikke, så her får i den i fuld version:

Opsamling på kontakt mellem iværksættere og etablerede virksomheder.

 

 

Baggrund

 

D. 24.september deltog jeg på et fyraftensmøde om erhvervsstrategi for Lolland Kommune. På mødet kom det endnu engang frem, at det lokale erhvervsliv mangler kvalificeret arbejdskraft.

Den problemstilling er jeg jævnligt blevet konfronteret med gennem de seneste to år, hvor jeg som journalist har interviewet en række virksomheder til Folketidendes erhvervstillæg.

 

Samtidig har jeg et bredt netværk af lokale iværksættere, hvoraf flere giver udtryk for, at de godt kunne ønske sig flere opgaver. Andre har deres primære kunder i hovedstadsområdet og arbejder stort set ikke lokalt, fordi de synes, det er for svært at komme ind på markedet.

 

Problemet er tilsyneladende, at de to grupper ikke formår at mødes. På erhvervsstrategimødet i september, satte jeg mig derfor for at lave en ”mini-undersøgelse”, der skulle give et bud på, hvorfor erhvervsliv og iværksættere ikke er bedre til at finde sammen, og hvad der eventuelt kan bedre samarbejdet.  

 

Jeg har talt eller mailet med i alt 26 iværksættere og omkring 10 etablerede virksomheder. Derudover bygger nedenstående på en række løse samtaler med etablerede virksomheder.

 

Nedenstående er bygget op om Erhvervsråd Lolland-Falster som forum for en eventuel løsning, da Erhvervsrådet efter min overbevisning er det eneste samlende og centrale organ for erhvervslivet på Lolland-Falster.

 

 

Iværksætterne

 

Svarene fra iværksætterne spændte bredt.

 

En del savnede et forum, hvor de kunne mødes med virksomhederne. Relativt få er medlem af Erhvervsrådet og mener heller ikke, der er noget ”at hente” der. Enkelte havde dog fået konkrete opgaver ad den vej.

Enkelte havde også direkte negative oplevelser med Erhvervsrådet i forhold til bl.a. rådgivning.

 

Generelt syntes de iværksættere, jeg har været i kontakt med, at det er utrolig svært at komme ind på det lokale marked:

 

”Det er ufatteligt svært, og jeg har på mange måder forsøgt at få døre sparket op, men må samtidig søge jobs for at få det til at løbe rundt. Det lykkes heller ikke, hverken som fast job på fuld- eller deltid eller som freelance.”

 

 

Etablerede virksomheder

 

Hos de etablerede virksomheder gav man i høj grad udtryk for, at man foretrak ansat arbejdskraft frem for freelancere. Enkelte virksomheder er direkte adspurgt om deres holdning til outsourcing. Nogle har benyttet sig af det med godt resultat. Bl.a. til rådgivning, regnskab og it-hjælp.  Andre havde desværre et par negative oplevelser – bl.a. at den pågældende iværksætter / mikrovirksomhed ikke kunne leve op til aftalen. Herunder et eksempel med et større hjemmesideprojekt, der aldrig kom op at køre og en frugtordning, der pludselig ophørte.

 

Generelt er mit indtryk, at de lokale etablerede virksomheder er meget usikre i forhold til at outsource opgaver. Samtidig er det helt tydeligt, at de etablerede virksomheder kun har et meget ringe kendskab til hvad der findes af kompetencer på iværksætterfronten – og at de i øvrigt også har meget ringe kendskab til, hvilke opgaver man med fordel kan lægge udenfor virksomheden.

 

 

Mulige initiativer

 

Via de adspurgte er der kommet en række forslag til en bedre kommunikation mellem iværksættere og etablerede virksomheder.

Især en egentlig opgavebørs, har været nævnt nogle gange:

 

Man kunne jo tænke i en opgavebørs som den HK freelancer havde/har?

Mikronetteren kan lægge sine oplysninger på og virksomheder, som har en konkret opgave, kan lægge den ud.”

 

Der er også bred enighed om, at fysiske møder mellem det etablerede erhvervsliv og iværksætterne er en forudsætning for samarbejde. Her er forslag som ”nytårskur” og ”erhvervssparring” nævnt.

 

En løsning kunne være et forum under Erhvervsrådet. En opgave-base, hvor (medlemmer) kunne udbyde opgaver / løsninger, præsentere sig selv osv.

Det er dog vigtigt, at et sådant forum bliver ”styret”, så det ikke går i stå, og at det jævnligt følges op med arrangementer, hvor deltagerne kan mødes.     

 

 

Konklusion

 

Gennem de svar, der er kommet fra såvel iværksættere som etablerede virksomheder, er det min overbevisning, at begge parter er åbne for et samarbejde, men mangler et forum, hvor de kan mødes.

 

Især de etablerede virksomheder har brug for viden om, hvilke opgaver de kan lægge ud til mindre virksomheder, og hvordan et samarbejde kan fungere, uden at den pågældende iværksætter behøver at være ansat og fysisk sidde i virksomheden.

Samtidig skal de etablerede virksomheder lære at tænke i opgaver frem for stillinger.

 

Iværksætterne har generelt brug for mere synliggørelse. Ikke kun som enkeltvirksomheder, men som en gruppe af mulige samarbejdspartnere.

 

Samtidig er der desværre en holdning blandt flere af de adspurgte etablerede virksomheder om, at iværksættere ofte ikke er dygtige nok, ikke kan levere til tiden, overholde aftaler mv. Jeg skal ikke kunne sige, om det er et reelt problem eller blot løse rygter, men det er under alle omstændigheder et problem i forhold til at skabe et samarbejde.

 

 

 

Afrunding

 

Afslutningsvis skal det for god ordens skyld nævnes, at ovenstående initiativ ikke er et ønske om endnu et projekt, der skal ”hjælpe” iværksættere. Der har efter min mening været så meget fokus på ”iværksætter-hjælp” at det har skabt en negativ holdning til de små virksomheders professionalisme. Flere af de adspurgte iværksættere har udtrykt frustration over ikke at blive taget alvorligt af de etablerede virksomheder. Det er derfor vigtigt, at et eventuelt opgave-forum bliver fremstillet som en mulighed ”virksomhed til virksomhed” og ikke ”støt en iværksætter”.

Råd nr. 3: Følg din egen vej

Noget af det, der kendetegner nogle af vor tids største iværksættere er, at de har gjort noget unikt på trods af, at de har mødt megen modgang undervejs. Se blot på folk som Janus Friis, Martin Thorborg – eller Lars Larsen for den sags skyld. De er startet ud med en knaldgod idé, men har haft meget svært ved at få den finansieret.
Alligevel er det lykkedes for dem. Dels fordi de er blevet ved – dels fordi de har turdet gå andre veje og ikke har været bange for fx. at køre taxa sideløbende.

Min pointe er, at blot fordi der er en række nedskrevne regler for, hvordan man starter en virksomhed op, behøver det ikke være den rigtige måde for dig.

Jeg har selv haft et h……. hus med fagforbund, a-kasser og diverse professionelle rådgivere, fordi jeg ikke helt passer ind i skemaet. Fx har jeg i dén grad modsat mig at lave den obligatoriske forretningsplan, fordi jeg ser den mere som en begrænsning end som en hjælp.

Jævnfør mit råd nr. 2 er det en rigtig god idé at tænke sig godt om, før man starter op. Men er der styr på det grundlæggende, må du aldrig lade dig bremse af stive regler og formaninger om, hvad “man” gør.   

En klog mand (kvinde?) har engang sagt: Den der går i andres fodspor kommer aldrig først! Og husk - der var heller ikke rigtig nogen, der troede på The Beatles, da de prøvede at få deres første demo afsat!

Hermed vil jeg runde min bloggertilværelse af for denne gang. Rigtig held og lykke til alle jer, der enten har startet virksomhed eller står lige foran at skulle gøre det.   

Go for it!  :-)

Råd nr. 2: Kend dig selv

Mit råd nr. 2 handler om vigtigheden af at have en klar idé, før man starter op som iværksætter. Jeg har mødt skræmmende mange “wannabees” som går med drømmen om at “starte et-eller-andet” for sig selv, men som ikke har den fjerneste anelse om, hvad det skal være. Den slags luftige drømme holder simpelthen ikke!

Før du kaster dig ud i iværksætterdrømmen så brug den fornødne tid til at kigge indad og bliv klar på, hvad du vil som iværksætter - og hvorfor.
Er det fordi, chefen er en idiot, eller du arbejder for meget, så find dig et andet job eller gå ned i tid. En tilværelse som selvstændig kan efter min overbevisning ikke leves halvhjertet. Og selv den dejligeste hobby kan ende som en sur pligt, hvis den pludselig udgør ens eneste indtægtskilde.

Der er heldigvis mange muligheder for at kombinere et fast job med en tilværelse som deltids-iværksætter. Man kan blive momsregistreret med selvstændigt bi-erhverv, mens man har arbejde ved siden af. (Det var sådan jeg selv startede op).  

Jeg vil ikke bidrage med en større linksamling af gode råd, men blot henvise til internettet. Der er et hav af gode råd at hente. Brug også de forskellige væksthuse og iværksætternetværk, der findes alle steder i landet. Spørg a-kassen og spørg andre! Læs bøger om, hvordan andre har gjort og lær af deres fejl. Tjek indtjeningemulighederne i din iværksætterdrøm og hold dem op mod dine faste udgifter. Husk også lige at tage familien med på råd.

Og gør først og fremmest dig selv den tjeneste at mærke rigtigt efter, om det er det, du skal. En tilværelse som fri fugl kan være det mest vidunderlige i verden, men husk at du flyver uden sikkerhedsnet.   

Råd nr. 1: Dyrk (de rigtige) netværk

Networking er simpelthen et must, hvis man skal have succes som iværksætter. Omkring 90 procent af mine opgaver gennem mit første år som selvstændig, har jeg således fået gennem netværket.
- Af samme grund har jeg endnu ikke fået taget mig sammen til at få trykt visitkort, strikket en bare nogenlunde fornuftig hjemmeside sammen eller profileret mig på anden vis. Men på længere sigt mener jeg bestemt, det er en nødvendighed. 

Med hensyn til deltagelse i netværk er mine erfaringer dog blandede. Som iværksætter in spe tilmeldte jeg mig stort set alle tilgængelige muligheder; jeg deltog nogenlunde ukritisk på kurser, messer og alle tilgængelige arrangementer, der lugtede bare lidt af mit fag. Og jeg tilmeldte mig et hav af webbaserede netværk, hvilket afstedkom, at min mailboks fik akut forstoppelse af en række for mig totalt ligegyldige indlæg.

I dag dyrker jeg primært to netværk på nettet: Et lukket netværk for freelancejournalister under Dansk Journalistforbund og et lille privat netværk med fire ligesindede kvinder.
Det første giver mig adgang til en kæmpe vidensbase hos erfarne kolleger, der gerne deler af deres erfaringer om prissætning, besværlige kunder, salgsmetoder osv.
Det sidstnævnte har hjulpet mig gennem hele min opstart. Vi har støttet, rådgivet og hjulpet hinanden på alle tænkelige måder. Og vi mødes jævnligt til ideudviklingsmøder, ligesom vi har daglig kontakt på nettet.

Derudover besøger jeg jævnligt et par mere generelle iværksættersteder på nettet (Mikronet :-) , jeg modtager en række relevante nyhedsbreve, og jeg har meldt mig ind i et par erhvervsfora, hvor jeg både har adgang til faglige arrangementer og kan mødes med en bred vifte af andre selvstændige.

Mit bedste råd omkring netværk er derfor: Brug dem flittigt! Men vælg dem med omhu, og husk du selv er en del af maskineriet og derfor er pligtig til at bidrage, hvis tandhjulene skal fortsætte med at løbe rundt.     

Vejen videre…

Kære læsere af denne blog.

Efter snart et år som blogger, vil jeg så småt runde af her på Mikronet. 
Da jeg skrev mine første linjer sidste efterår, var mine input tænkt som “en iværksætters dagbog”. Jeg var dengang i min spæde start som iværksætter, på supplerende dagpenge og lige foran at skulle momsregistrere mig.

Siden har tingene udviklet sig helt fantastisk. Ikke meget er kommet af sig selv. Men al sliddet har medført, at jeg i dag kan kalde mig 100 procent selvstændig erhvervsdrivende. Og endda lever rimelig fornuftigt af det.

Men det er en farlig strategi at hvile på laurbærrene, så i øjeblikket går meget af min tid med nye tanker. Jeg afsøger nye ”jagtmarker”, nye måder at profilere mig selv på og nye indtjeningsmuligheder.
Hvis man ser mit første seriøse år som iværksætter som et første heat, så er jeg nu på vej mod det næste. Og det er for mig et naturligt tidspunkt at afrunde denne blog – og give plads til en anden.

I slipper nu ikke helt for mig endnu. Jeg fortsætter juli måned ud og vil bruge mine sidste indlæg til at videregive de tre bedste råd, jeg selv har erfaret som iværksætter.

Fortsat god sommer