10 minutters ubehag for en fremtid med glæde

Det var, hvad det kostede mig at sige op i mit faste job i Vordingborg Kommune til fordel for min egen virksomhed. De 10 minutter var dem, der gik med at sætte min chef ind i situationen og sige, at nu ville jeg bruge al min tid på min egen virksomhed. Det var ikke nemt – og jeg var ved at bakke ud flere gange for grundene til at blive var jo gode og mange.

Til dig, der endnu ikke har taget skridtet men flirter med tanken: Hvad tror du, din arbejdsgiver vil sige, den dag du kommer med opsigelsen? Hvordan tror du, dine kolleger vil reagere? Og hvordan vil det blive den sidste arbejdsdag, hvor du pakker dine ting og siger farvel til faste kolleger, kaffepauser og 6 ferieuger?

Min erfaring er, at det er SUPER ubehageligt – al den tid, du går og tænker over det. Men i det øjeblik, du virkelig har besluttet dig, og ser chefen og kollegerne i øjnene med beslutsomhed og fokus rettet på din egen fremtid, så melder glæden sig. Det kan beskrives som frit fald-fornemmelsen eller som en gåtur ved stranden, hvor havet er alle de muligheder og ideer, der pludselig melder sig med fornyet styrke. Og pludselig kan du ikke vente med at få det hele afsluttet og komme videre.

Jeg sagde farvel til en god arbejdsplads i forrige uge – afskeden blev holdt med taler og gaver og det blev en overvældende og fin oplevelse, hvor både mine kolleger og mine øverste ledere kommunaldirektør og borgmester ønskede mig held og lykke. Og velkommen tilbage … hvis jeg en dag skulle få lyst.

Lige nu er det ikke aktuelt – jeg nyder det frie fald og alle ideerne, som jeg endelig har tid til at arbejde med.

Har du erfaring med at sige dit job op? Eller går du og overvejer det? Så skriv en kommentar til mig og vores nye “kolleger” på Mikronet. Til fordel for alle dem, der endnu overvejer det – og har glæden til gode.