Så ringer pressen igen….

Denne gang fra en onlinepublikation, som jeg skal undlade at sætte navn på indtil videre. Journalisten ringer til mig klokken 9 sharp, hvor jeg netop har tændt min PC og knap er klar i hovedet, da jeg var ude at undervise i går aftes i Jylland og kom hjem meget sent.

Hun vil interviewe mig om, hvad man skal passe på med at lægge ud på nettet og har tydeligvis en liste med spørgsmål af den type “hvem hvad hvorfor”, og så dét afsluttende spørgsmål, der virkelig pisser mig af: “Har du nogle gode råd til folk?”.

Når det pisser mig af, skyldes det, at disse planlagte spørgsmål, som urutinerede og især ikke-lyttende journalister (…eller hvad de nu er af uddannelse – journalist er jo tydeligvis ikke en beskyttet stillingsbetegnelse…) stiller, for det første altid følger et bestemt mønster, så man ligefrem kan høre, at de har en liste liggende ved siden af sig, og for det andet altid viser, at de overhovedet ikke tænker selv, og ikke hører, hvad der blir sagt: Jeg bliver interviewet i 5-7 minutter, hvor jeg fortæller om alt det, man skal passe på med at lægge ud på nettet om sig selv, især det, der ikke er professionelt, men overskrider privatlivets grænser, billeder såvel som tekst, postings på blogs og indlæg i postlister. Jeg kommer med en masse eksempler. Hvorefter journalisten til sidst ser på sin liste ved siden af notesblokken og spørger: Har du nogle råd, du vil give til folk, der bevæger sig på nettet ?

Jeg går helt i baglås og siger til hende:”Jamen, det er jo netop dét jeg har gjort de sidste 7 minutter!!! ” Hvorefter jeg går i gang med at gentage hovedpunkterne.

Jeg er glad for, at journalister forbereder sig.
Jeg er glad for, at de tænker over, hvilke spørgsmål de skal stille.
Nu mangler vi bare, at de også hører efter og lytter til, hvad der bliver sagt !

Heldigvis er ikke alle sådan, men det er rystende tit, jeg oplever noget, der svarer til ovenstående.