Anm: Rum til at arbejde – sådan skaber du de rigtige rammer

Rum til at arbejde - sådan skaber du de rigtige rammer om dit arbejdsliv

Rum til at arbejde - sådan skaber du de rigtige rammer

 Anmeldelse af bogen Rum til at arbejde  af Pia Jønsson. Anmeldt af Martin Bolbro.

Bogen er udgivet på Børsens Forlag, en del af bogserien Børsen Mikro
ISBN 978-87-7664-451-2
Titlen er: Rum til at arbejde
Undertitel: Sådan skaber du de rigtige rammer
Pris 199 kr.
Bogens egen webside.

FAKTA:
Pia Jønsson er cand.mag. i litteratur samt film- og medievidenskab. Hun etablerede sig som selvstændig med kommunikationsbureauet METAFOR som hun drev hjemmefra de første fem år.     
Pia Jønsson er kommunikationsrådgiver, hun skriver filmmanuskripter, hun er mentor for iværksættere, hun er ligeledes redaktør, skribent, censor og oplægsholder på videregående uddannelser og medlem af flere bestyrelser.

Rum til at arbejde handler om at gennemtænke arbejdssituationen som freelancer eller mikrovirksomhed. Hvilke overvejelser man bør gøre inden man starter op som selvstændig fra hjemadressen. Hvilke krav har man til sine fysiske og sociale omgivelser.

Bogens målgruppe er simpelthen alle fortidige, nuværende eller fremtidige selvstændige, der overvejer den mest optimale arbejdssituation for at få det bedste ud af hverdagen i den lille mikrovirksomhed.

Rum til at arbejde starter med at få læseren sporet ind på ,hvor man er i den nuværende situation. Bogen fortsætter så at spore læseren ind på, hvor professionel man ønsker at være. Ligeledes gives eksempler på, hvilke muligheder man har med et kontor udenfor hjemmet. En udførlig beskrivelse af, hvad netværk og relationer betyder for din virksomhed. Endelig er der en stribe kapitler, der omhandler stress, arbejdsglæde og fysisk/psykisk velvære. Sidst i bogen er der også blevet plads til et kapitel om de juridiske og forsikringsmæssige aspekter ved drift af selvstændig virksomhed. 

Boganmelder Martin Bolbroe er selvstændig IT konsulent og freelancer siden 2006. Er selv startet op på hjemadressen, hvor mit kontor i dag er et hjørne i stuen.

 
 Anmeldelse af bogen Rum til at arbejde

Der er ikke nogen endegyldig sandhed om, hvordan livet skal udforme sig for det enkelte individ.
Således er der heller ikke nogen facitliste i denne bog til, hvordan de perfekte omgivelser skal være for den person, der har tænkt sig at drive sin virksomhed enten det er ude eller hjemme.
Til gengæld er der en rig mængde af andres erfaringer at trække på, når man har etablerede netværk til sin rådighed.
       Således starter bogen ”Rum til at arbejde” også med at forsøge at finde ind til, hvor læseren befinder sig lige nu. Ikke blot den fysiske – geografiske placering, men i høj grad også hvor man befinder sig i livet lige nu. Med udgangspunkt i den situation er der nemlig basis for bedre at kunne anskueliggøre over for sig selv, hvor man er på vej hen, igen sådan lidt i overført betydning.

  Det er nemlig til bogens fordel, at den fremhæver ikke mindst de ”bløde værdier”, der spiller ind, når man skal vælge det sted, der bedst passer til dig, når du skal arbejde for din egen virksomhed.
Der er også et godt og velmenende råd allerede i starten i, at den enkelte bør spørge sig selv: ”Hvor professionel er du – derhjemme?” Selv om vi stadig kan møde den lidt forlegne attitude, det typisk danske vi-skal-ikke-tro-vi-er noget, så er det særdeles vigtigt især overfor kunderne, at man ikke nedgør eller bagatelliserer sin lille virksomheds eksistensgrundlag, og at man fremstår som en troværdig ekspert, der løser den opgave, man har fået stillet. Og det samtidig med at man måske render rundt derhjemme i underbukser og besvarer mails eller lægger projektplaner.

Bogen gør rigt brug af en masse udtalelser fra adskillige mikrovirksomheder, der understøtter eller uddyber de mange forslag til overvejelser, man bør gøre sig.
Det siges i bogen, at balancen mellem succes og knap så meget succes, står og falder med kvaliteten i de netværk enhver mikrovirksomhed må benytte sig af. Her introduceres(for mig i hvert fald) Netværksblomsten; en lille øvelse i at kortlægge sit nuværende netværk med det formål at visualisere sine netværk med henblik på at revidere og optimere netværket.

Vigtige emner som stress, kedsomhed og arbejdsglæde, samt fysisk og psykisk velvære behandles også grundigt i 3 hele kapitler, med det gennemgående tema, at vi altid skal passe på os selv, da vi som selvstændige har hele ansvaret for vores virksomhed.

Endelig beskrives et par mere håndgribelige emner. Nemlig hvordan man skaber det velfungerende kontor. Hvor omfattende møbleringen skal være. Placeringen af skrivebord, lys, reoler og faciliteter, der giver en naturlig bevægelse væk fra en fast men ergonomisk korrekt siddestilling, så man samtidig får rørt sig, hvis man har meget stillesiddende arbejde. Der er nogle rigtig gode tip til pausegymnastik og øjenyoga, som er værd at afprøve eller endog tage til sig, som jeg har gjort.
Dog vil jeg råde til at være opmærksom på, at som kontaktlinsebruger kan det være svært at tvinge øjnene helt ud i krogene, uden at det giver lidt knas med linserne.

Hvordan holder man orden? Eller hvad er orden i øvrigt for en størrelse? Vigtigst af alt er det i hvert fald, at man selv laver sine egne systemer, og designer dem med skalering for øje, da det næsten er helt sikkert at ”.. logikken altid kan bryde sammen!” Som et citat så smukt udtrykker det.
Og netop når man taler om at logikken kan bryde sammen er der også et rigtigt godt råd til alle dem der er afhængige en fungerende computer, der som regel indeholder det meste af ens arbejde, ideer og kommunikation med kunder og forretningsforbindelser – TAG BACKUP! Og det skal være på et eller flere eksterne medier. Og da jeg jo selv er udbyder indenfor den branche, vil jeg blot tilføje en meget vigtig ting: Det dårligste tidspunkt at verificere sin backup, er den dag hvor man virkelig HAR brug for den. Så derfor check om de filer, man troede, man har gemt, nu også er dér, hvor man tror, de er.
Det allersidste kapitel handler om forsikringer, og hvor vigtigheden beskrives i al sin enkelthed, at der er ingen af dine private forsikringer, der dækker noget af det, der har at gøre med din virksomhed. Igen en masse gode råd om forsikringer og juridiske spidsfindigheder i statements fra en advokat og en enkelt kommentar fra en mikrovirksomhed, der have indbrud i hjemmet.

Konklusion:
Alt i alt har bogen Rum til at arbejde været et rigtigt godt bekendtskab. Det er tydeligt at mærke at Pia Jønsson har både en solid erfaring og et godt netværk at trække på, illustreret med de mange citater i bogen. Det er en god håndbog, som alle freelancere og mikrovirksomheder kan bruge direkte på sin nuværende situation og med masser af referencer til de øvrige bøger i Børsen Mikro bogserien. Og husk så: ”Al ting er i forandring, ingenting er omsonst!” Let omskrevet fra digteren Benny Andersen.