En dag i mit liv som iværksætter..
Tak for invitationen Helen til at skrive om en typisk dag. Mine dage er egentlig så forskellige, så enhver dag er typisk og atypisk på samme tid – dog lige undtaget den sidste uge, hvor jeg har tilladt mig selv at lave meget lidt – fordi jeg ville bruge tiden på at bearbejde min sorg over et dødsfald tæt på. Det er een af de ting, jeg tillader mig som iværksætter.
Så jeg har valgt en tilfældig dag og kaster lige et blik i kalenderen for at kunne huske hvad dagen bragte. Jeg er nemlig som oftest så intenst optaget af hvad jeg er igang med, at jeg bagefter har svært ved at huske alle de ting, jeg egentlig nåede. Det er flow og det er hvad jeg arbejder med. Jeg har ikke travlt, jeg når bare meget!
Dagen begyndte tidligt. Jeg skulle afsted samtidig med ungerne – allerede kl 8.00 var jeg på Bavnehøj skole, hvor jeg endelig kunne skyde et iværksætterprojekt for 7. klasserne igang – jeg har forlængst undervist lærerne og udarbejdet undervisningsmaterialet – nu skal det bare ud i virkeligheden! Og det kom det – eleverne var nysgerrige og lidt skræmte ved tanken om at lave en opfindelse, en forretningsplan, en prototype og en reklamebrochure på 14 dage – det ville jo faktisk også være skønt, hvis vi som iværksættere kunne nå det – ikke? Da klokken var 11, kunne jeg gå videre i dagens tekst – de havde genereret en masse ideer – hologramrollespil, snowland-forlystelsespark, undervandshotel og meget mere. Jeg var i en skøn stemning – hvor er det fedt at det bare virker!
Og så videre på cykel ind til byen – jeg har en aftale med en gammel kollega, der vil hjælpe mig med at få lay-outet mit undervisningsmateriale – vi får en dejlig snak – længe siden vi sås sidst – og vi får også afleveret materialet til grafikerne, der lover at have det klar allerede sidst på ugen – skønt – for jeg er lidt tidspresset med netop det materiale.
Vi når også lidt frokost sammen. Så hjem igen, hvor jeg har en coaching. Han er henvist til mig fra “en anden aktør” (arbejdsløshedssystemet) – og han er stort set ikke interesseret i hverken coaching eller refleksion over egen situation. Pyh – man skulle have dobbelt betaling, når kunden ikke vil have noget ud af det – det gør det bare så meget hårdere – jeg tænker såmænd stadig på, om jeg skulle have “smidt” ham ud. Spild af tid var det – selvom jeg får penge for det.
Nu er det heldigvis min tur – kl 4 har jeg en aftale med min mentor. Han er en erfaren ingeniør, der har haft eget firma med 20-25 ansatte i 20 år – og han skal hjælpe mig med at formulere det jeg ved om flow konkret nok til at det bliver salgbart – til ingeniører. det vil jeg nemlig rigtig gerne! Luksus at det handler om mig! Nu har jeg udviklet min viden og mine tanker om flow i lang tid – nu skal det formidles – jeg skal faktisk finde et sprog for det – for det er jo det, der er problemet at når vi taler, så bliver der ikke plads til alt det, der ikke er lineært. Min mentor og jeg er først lige begyndt og han er virkelig ivrig – det er fantastisk. Bare den måde han taler på og spørger mig om flow lærer mig en masse om hvor konkret det kan blive. Uhm, det bliver godt og STORT dether.
Jeg cykler hjemad med næsen i sky og i højt humør – wauw hvor det kører – og så må vi lige spise lidt sent i aften ungerne og mig – og efter maden checker jeg lige mine mails og ringer til min far, der har fødselsdag. I aften gider jeg ikke gøre noget ved de mails, der ikke direkte er til mig – andre dage har jeg stor fornøjelse af at afprøve mine tænkemåder på diverse problemstillinger – men ikke nu – nu er det tid for en enkelt Soduko eller to inden sengetid – det tømmer hovedet så dejligt for tanker.
En kærlig tanke til jer andre iværksættere og een til jer, der endnu ikke er begyndt – GLÆD JER!
Lise Damkjær,
civilingeniør og FLOWvært