Anm: Rodskud – hvordan lokale fællesskaber genskaber velfærden

174 SIDER , 250 kroner, Forlaget Gyldendal

Rodskud

Venligboerne, nærvarme og trivselstanker

–          hvordan lokale fællesskaber genskaber velfærden

af Johannes Lundsfryd, Vibe Klarup, Jacob Bundsgaard. Gyldendal 2017.

Anmeldt af Mona Hvid, Landliv as

Interesser du dig for vores samfund og gerne vil bidrage til, at det udvikler sig i en mere positiv retning, hvor mennesker kommer før systemer, så kan jeg varmt anbefale dig at læse Rodskud.

Bogen er både til dig, der bare er interesseret i vores samfund, og til alle der arbejder med lokal udvikling. Den giver et godt overblik over muligheder for, hvordan vi som borgere kan forandre, og så fortæller den også om modstanden mod forandring fra flere sider .

Staten er kørt fast i komplekse problemstillinger

Bogen starter med et meget præcist overblik over, hvorfor staten ikke kan løse de komplicerede opgaver, som vi står overfor f.eks. ensomhed og klimaforandringer. Det kan ikke løses alene med lovgivning. Hver problemstilling får lige knapt en side – og det er meget skarpt og præcist (jeg sad og tænkte mange gange: bare jeg kunne formulere mig så kort og præcist. Der er skåret ind til benet).

Dernæst fortæller den om, hvordan civilsamfundet opruster med eksempler som Venligboerne og andet godtfolk.

Jeg kan godt lide bogen for, at den hele tiden balancerer sine beskrivelser – lægger sig ikke fladt ned og roser til skyerne indsatsen, men viser også dens svagheder – og dermed også får os til at reflektere.

Beskrivelserne giver inspiration til at ”gøre noget”

Da jeg læste kapitlet om kommunernes store betydning for udviklingen af det danske samfund fra starten af 1900-tallet og til nu, så blev det klart for mig, at de store forandringer aldrig reelt er kommet fra toppen, men er blevet udviklet i kommuner og lokalområder, og derefter har staten ageret. Men gav også anledning til, hvor meget tid medierne og dermed vi selv bruger på den nationale politik – måske skulle vi blive bedre til at se på og få talt om den lokale politik, og være med til at bidrage til den?

Løsningerne kommer nedefra

Bogen kommer med bud på, hvordan de ”nye powerkommuner” kan agere, hvor det handler om at understøtte fællesskaber – til gavn for ”det fælles bedste.”  Det sker igennem eksempler på, hvordan lokalsamfund har skabt deres egen fremtid, og hvordan kommuner sammen med lokalsamfund og virksomheder skaber nye måder at forme vores samfund.

Så sætter bogen også sin skarpe pen ned i, at vi skal stoppe med at romantiserer fællesskaberne, som vi havde på landet ”i gamle dage”  – sætter fingeren på ulemperne ved de tidligere landsamfunds fællesskaber og siger, at vi mangler at finde ud af, hvordan vi fremover skaber fællesskaber, der ikke bare er for bestemte grupper, men går på tværs.

Et fedt afsnit om modstanden

Her er der inspiration at hente, for modstanden kommer både fra finansministeriet, kernemedarbejder f.eks. i kommuner, besparelser og andet, der forplumrer billedet, de frivillige organisationer og fra historien, men den kommer også med budskabet, at modstanden kan opløses!

Når jeg gav overskriften et fedt afsnit, så er det, at hvis du vil være en del af en forandring, så er det godt at have overblikket over modstanden, og hvordan du kan arbejde med den.

”Retningen bør være båret af en politisk drøm

…. Det er utilstrækkeligt at tage udgangspunkt i det nødvendige og det nyttige”

Ja, så er scenen vel sat, fordi vi alle har en opgave i et være med til at skabe den politiske drøm. Jeg mener,  at bogen giver et overblik, sætter pennen skarpt på udfordringerne og åbner dørene for de mange muligheder.

Vi står overfor et kommunalvalg

– ved at læse bogen vil du være bedre mod og medspiller til de kommende valgmøder – uanset om du deltager i vælgermøder eller det er mødet med politikerne på gaden. Alle steder har vi en forpligtelse til at hjælpe vores politikere til at blive bedre politikere, så de kan være med til at sætte rammerne for det liv, som vi fælles skaber i vores lokalsamfund.

En bog, der kan give stof til mange samtalesaloner o. lign.

Her er mange emner som kan tages op over en kop kaffe, eller en snak over hækken –  der måske fører med sig, at man nok må sætte sig ned og tage den kop kaffe. Her er inspiration til græsrødder, kommuner og andet godtfolk.  God læselyst.

 

P.S. Normalt skal man jo også skrive noget kritik – det har jeg ikke lyst til – selvom jeg ikke er enig med forfatterne hele vejen igennem

 

Mona Hvid

Landliv a/s