Anmeldelse: Få styr på tiden, forf. Trine Kolding, anmeldt af Tina Samuelsen

Få styr på Tiden – sådan bliver du mere effektiv.
Anmelder: Tina Samuelsson. Selvstændig med – som de fleste andre selvstændige i mindre virksomheder – et konstant efterslæb af ufærdige projekter og opgaver der ikke er løst til tiden. En del af den primære målgruppe.

Indhold:
Bogen er skrevet af  Trine Kolding, som i mange år undervist i personlig effektivitet og planlægning.  Trine Kolding har startet sin egen virksomhed i 2004, og kender derfor alt til de udfordringer, som følger med det at være selvstændig, herunder styring af tid og effektivitet.

Bogens titel rammer præcist, hvad den handler om: Få styr på tiden. Sådan bliver du mere effektiv.

Den primære målgruppe er nystartede og mindre selvstændige, der har svært ved at få kalenderen til at hænge sammen, men bogen indeholder nogle vigtige redskaber, og kan med fordel læses af alle, uanset om man er ansat eller arbejder for sig selv.

Læseren får konkrete og let tilgængelige løsninger på, hvordan man får mere effektivitet ud af den tid, man i forvejen bruger på sit arbejde. Vel og mærke effektivitet uden stress og uden at skulle løbe stærkere.

Anmeldelse:

Bogen er et overflødighedshorn af løsninger og forslag, der er effektive, let omsættelige og enkle at overskue, for den som ønsker at tage sit tidsforbrug og effektivitet op til revision.

Den tager fat på begrebet effektivitet. Kommer omkring værdier, mål og prioritering. Introducerer nye ord som Tidsoptimist og Tidsbudget. Og sætter fokus på planlægning, vaner og motivation.

Bogen er et praktisk redskab med konkrete test og opgaver. Den er let læselig, fyldt med inspiration, og holdt helt nede på jorden, så intet virker uoverskueligt, men tvært i mod særdeles fristende at gå i gang med.

Trine Kolding er tilhænger af små justeringer og små skridt. Èn svale gør ingen sommer – men den gør, hvad den kan. Du skal ikke revolutionere dine vaner, men i stedet udvælge et af redskaberne, som du indøver i en måneds tid. Når det virker det for dig, kan du gå videre med et andet redskab.

Læseren får et nyt syn på den tid, som anvendes på arbejdet, og især på den kvalitet og effektivitet, som tiden indeholder – eller mangler.

Bogen anviser løsninger til at få overblik over, hvad tiden bruges til, hvordan man mere effektivt kan prioritere og planlægge, opsætte nogle realistiske mål og indarbejde nye vaner.

Hvis du ikke synes, du har tid til at læse bogen, så tag dig tid. Du vil få mere tid, når du har læst den, og den er et uundværligt redskab til alle os, der synes vi aldrig har tid nok.

* Udgivet på Børsens Forlag
* ISBN nummer: 987-87-7664-259-4
* Titel: Få styr på Tiden
* Pris:199.-

Find værktøj fra bogen til tidsplanlægning