Boganmeldelse: Hör du hvad jag säger?
Hör du hvad jag säger? Fyra öron – en samtalsmodell som fungerar.
Af Ylva Elneby og Barbro von Hilgers
Udgivet af forlaget Natur och Kultur,
Stockholm, 2006. 233 sider.
Anmeldt af Nethe Plenge, konfliktvejleder, cand. pæd. i pædagogik.
Bogen ”Hører du hvad jeg siger” beskriver i ord, med enkle illustrationer og øvelser, nogle simple grundaspekter ved god, tydelig kommunikation.
De fire ører henviser til, at alt, hvad vi siger, indeholder fire budskaber, nemlig
1. relationen, altså det forhold, jeg har til den, jeg taler med,
2. det saglige, indholdet i budskabet,
3. det selvbeskrivende, måden, jeg taler på, som fortæller om, hvordan jeg har det – og endelig
4. appellen, den meddelelse, jeg måske uforvarende sender med.
Et eksempel: Når jeg siger ”Du godeste, hvor her dog ser ud!!” kunne det for eksempel betyde 1. Jeg vil bestemme over dig, 2. Her er snavset 3. Jeg er vred og ked af det og 4. Vil du godt rydde op og gøre rent.
Og hvad skal man så bruge det til?
Jo, den indsigt kan være rigtig god i en kommunikation, som går skævt, og som man gerne vil have rede på. Hvad skete der egentlig? Hvad var det egentlig vi sagde til hinanden, hvad var intentionen og hvordan opfattede den anden det?
Vi kan også bruge de fire ører til at lytte til os selv med, inden vi sender utydelige budskaber ud.
Så langt, så godt. De fire ører og deres illustrationer er klare og tydelige og enkle.
Men desværre er bogen knap så tydelig og enkel. ”Fyra ören… ” er et af mange ædle forsøg på at kommunikere kommunikationens ædle kunst. En opgave, der virkelig kræver sin skarpe pen.
Jeg er ked af at skrive, at jeg ikke rigtig synes, det er lykkedes for forfatterne at spidse pennen tilstrækkeligt. Bogen er alt for vævende efter min smag – den er for eksempel alt for længe om at sende de første og vigtigste pointer ud.
I kapitel ét beskriver forfatterne otte eksempler, som modellen kan anvendes på, som de skriver.
Eksemplerne er illustreret ved cases, nogle små ordvekslinger fra pædagogers og læreres arbejdsverden, og selv om vi selvfølgelig kan overføre det hele til andre verdener, så virker det ret massivt og en smule vanskeligt at abstrahere fra.
Modellen er stadig et ubeskrevet kapitel og derfor kommer hele entreen til bogen til at stå som en tåge, jeg som læser ikke kan finde ud af, hvad jeg skal bruge til.
Vi skal til kapitel tre, før den enkle model og anvendelige model beskrives – men desværre sløres klarheden af, at forfatterne vælger først at benytte en anden metafor for samtalen, nemlig et hus.
Hvis man er rimelig god til at skimme og udsøge sig det, man finder relevant og i stand til at springe op og falde ned på den lidt forvirrende opbygning, så kan bogen være en rigtig god inspirator. Budskabet fejler ikke noget.