Disciplin
Jeg tror det var i sidste uge.
Jeg læste et godt blogindlæg hos Morgendagens Heltinder.
Skrevet af coach Lene Klarafine Lildholt.
Det fik mig til at reflektere over, hvordan jeg fra start af med min virksomhed gjorde den klassiske brøler, at jeg troede, at det primære var at producere selve min ydelse. Jeg lærte i løbet af det første år, at sådan ser verden ikke ud set fra en mikrovirksomhed. Ja, det var ikke fordi jeg ikke havde hørt det. Men jeg skulle selv erfare, at det var som det var, før jeg faktisk havde lært – eller var i stand til at indse – at det, som jeg havde hørt, var sandt.
Virkeligheden var, at jeg i min iværksætterhverdag ud over at skulle producere min ydelse også skulle
• udvikle, opfølge, deltage i kurser og konferencer
• markedsføre, herunder være aktiv i netværk
• TAP, dvs. jeg stod selv for kaffebrygning, aftaler om forretningsfrokoster, indkøb af toiletpapir, regnskab, revision, kopiering, brevforsendelse og ikke mindst læse indholdet i rudekuverterne – og meget mere
Kort sagt: jeg stod selv for DET HELE, og jeg fik kortlagt hvad alle disse småbidder i min virksomheds helhed bestod af, konkret. Jeg lærte at være realistisk omkring mit tidsforbrug på disse områder, der ikke havde en dyt med mit konkrete produkt at gøre, men som er nødvendige områder at have styr på, hvis virksomheden skal køre.
Og så skulle jeg skabe mig en struktur. I den proces var samme Lene Klarafine Lildholdt en kæmpe støtte, idet jeg var prøvekanin for hende i hendes uddannelsesforløb til coach. Mange andre har hjulpet – ingen nævnt, ingen glemt.
Kodeordet er DISCIPLIN. At have struktur i den ydre hverdag, så jeg gør de ting, jeg har planlagt på stort set de tidpunkter, hvor jeg har planlagt det. Og være realistisk omkring tidsforbruget. Det har været en lærerig rejse for mig at finde ud af, hvad ting faktisk tager af tid. Desuden har det været vigtigt med den indre disiplinering, så jeg har lært mig at gøre tingene, også de svære, uden at have alt for ondt af mig selv og uden at lave alt for mange overspringhandlinger.
Men hvor er det skønt at have friheden til at kunne springe over og være udisciplineret – bare en gang imellem!!
Anne Moloney
Kroppens Sprog