Krisekommunikation

En af de mest spændende discipliner indenfor kommunikationsfaget er krisekommunikation. Og jeg tror, der er mange kommunikatører, der som jeg sad klistret til tv-skærmen i går eftermiddag, hvor Bjarne Riis stod overfor en af sit livs sværeste etaper.

Riis klarede sig rimeligt. Hans budskaber var klare og (næsten) utvetydige. Han tog ansvar, men bevarede samtidig værdigheden ved at påpege, at man nu engang ikke kan ændre på fortiden. (= man skal ikke græde over spildt mælk).
Alt i alt leverede Riis et forholdsvis klassisk eksempel på krisekommunikation, og der er især to ting i hans kommunikation, jeg gerne vil fordybe mig lidt i:

– Først og fremmest indrømmede Riis sit dopingmisbrug. Han lagde derudover alle kort på bordet og erkendte et årelangt forbrug af stoffet EPO.

– Dernæst tog Riis selv det fulde ansvar for sine handlinger. Han har selv købt sin EPO, og ingen anden var indblandet i det.

I forhold til hans indrømmelse om dopingmisbrug, kom det vel næppe som en overraskelse for den samlede cykelverden, at Riis har brugt EPO. Han bekræftede altså blot noget, de fleste mentalt havde indstillet sig på. Og ved at erkende et årelangt forbrug lagde han definitivt låg på flere spekulationer og bremsede dermed pressens arbejde for flere “afsløringer”.

Hans erkendelse af eneansvar havde to funktioner. Den ene var klart et forsøg på at skabe sympati. Vi respekterer alle personer, der står ved deres ansvar. Den anden funktion var et klart signal til den samlede internationale cykelverden: Uanset hvad I har på samvittigheden, vil det ikke blive mig, der fælder jer. 
Mellem linjerne fik han også afleveret en lige højre til de af hans cykelkolleger, der gennem de seneste måneder har haft travlt med at kaste skylden for deres dopingmisbrug på læger, massører, sportsdirektører mv. “Stop det nu”, sagde Riis mellem linjerne. “Det renser ikke jeres eget navn, og det tjener ikke cykelsporten noget formål at trække andre med ned i sølet”.

Altså alt i alt en udmærket præstation, der dog tabte lidt i opløbet ved, at Riis formulerer sig temmelig dårligt. Hans oplæsning af de statements, han i samarbejde med sin pressechef havde formuleret til lejligheden, foregik hakkende og stammende og nærmest totalt uden indlevelse. Mennesket Riis har altid kommunikativt klaret sig bedst på tomandshånd med pressen. Og den slags mennesker vil trods intensiv pressetræning altid tabe i forhold til dem, der med al tydelighed elsker kameraet og trives med opmærksomheden.     

I al snak om kommunikation er det samtidig en vigtig pointe, at selv den bedste krisekommunikation ikke kan udviske fortiden og ændre et dårligt image. Den kan blot tage brodden af det værste.

Pressen vil næppe afsløre flere dopingskandaler omkring Bjarne Riis, men til gengæld vil Riis’ generelle troværdighed de næste uger komme under stort mediepres. Mere eller mindre prominente personligheder indenfor cykelverdenen vil blive spurgt om deres holdning til Riis og deres vurdering af, om han er værdig til at beklæde den post, han bestrider. “Manden på gaden” vil få rig mulighed for at få afløb for sit syn på – ikke cykelrytteren – men personen Bjarne Riis. Og i sidste ende kan det koste den danske cykellegende mere end toursejren i 96.

Uanset om man er til cykelsport eller ej, bliver det spændende at følge rent kommunikationsmæssigt.