Overvurderet at være selvstændig
“Hvornår er der råd til en BMW?” – “oej, er du ikke blevet stenrig på rekordtid?” – to ofte hørte reaktioner fra iværksætterspirer. Drømmen om den hurtige genvej til millionen lever i bedste velgående.
Hvad jeg – og sikkert mange andre mikronetter har fundet ud af, er at så nemt går det ikke altid. Nu viser en international undersøgelse hvilke jobs, der er overvurderede. Og her kommer selvstændig erhvervsdrivende ind på en 9. plads. Reklame, advokat og kok topper listen over jobs, som ikke er så attraktive i hverdagen, som de fremstilles i medierne. Undersøgelsen har været omtalt i Morgenavisen Jyllands-Posten den 24. oktober, og er udarbejdet af Usnews.
Drømmen om kassen, magten, titlen og selvbestemmelse mødes med real life, hvor man skal dække samtlige funktioner, begynde fra bunden, selv opbygge alle ressourcer, selv handle, selv har hele ansvaret. Lige præcis her har et netværk som Mikronettet en funktion for kommende selvstændige. En times surf her på bloggen og på hjemmesiden bør kunne give stof til realismen og danne baggrund for en meget grundigere og mere gennemtænkt forretningsplan.