Råd nr. 1: Dyrk (de rigtige) netværk

Networking er simpelthen et must, hvis man skal have succes som iværksætter. Omkring 90 procent af mine opgaver gennem mit første år som selvstændig, har jeg således fået gennem netværket.
– Af samme grund har jeg endnu ikke fået taget mig sammen til at få trykt visitkort, strikket en bare nogenlunde fornuftig hjemmeside sammen eller profileret mig på anden vis. Men på længere sigt mener jeg bestemt, det er en nødvendighed. 

Med hensyn til deltagelse i netværk er mine erfaringer dog blandede. Som iværksætter in spe tilmeldte jeg mig stort set alle tilgængelige muligheder; jeg deltog nogenlunde ukritisk på kurser, messer og alle tilgængelige arrangementer, der lugtede bare lidt af mit fag. Og jeg tilmeldte mig et hav af webbaserede netværk, hvilket afstedkom, at min mailboks fik akut forstoppelse af en række for mig totalt ligegyldige indlæg.

I dag dyrker jeg primært to netværk på nettet: Et lukket netværk for freelancejournalister under Dansk Journalistforbund og et lille privat netværk med fire ligesindede kvinder.
Det første giver mig adgang til en kæmpe vidensbase hos erfarne kolleger, der gerne deler af deres erfaringer om prissætning, besværlige kunder, salgsmetoder osv.
Det sidstnævnte har hjulpet mig gennem hele min opstart. Vi har støttet, rådgivet og hjulpet hinanden på alle tænkelige måder. Og vi mødes jævnligt til ideudviklingsmøder, ligesom vi har daglig kontakt på nettet.

Derudover besøger jeg jævnligt et par mere generelle iværksættersteder på nettet (Mikronet :-), jeg modtager en række relevante nyhedsbreve, og jeg har meldt mig ind i et par erhvervsfora, hvor jeg både har adgang til faglige arrangementer og kan mødes med en bred vifte af andre selvstændige.

Mit bedste råd omkring netværk er derfor: Brug dem flittigt! Men vælg dem med omhu, og husk du selv er en del af maskineriet og derfor er pligtig til at bidrage, hvis tandhjulene skal fortsætte med at løbe rundt.