Rigtig go’ weekend

Kære Mikronetter

Rigtig god weekend, og rigtig godt træf i morgen. Desværre kan jeg ikke selv være med, jeg har for flere måneder siden forpligtet mig andetsteds. Men jeg vil gerne benytte lejligheden til at glædes lidt på hele netværkets vegne. Og komme med en lille opsang.

Da jeg flyttede til Falster i februar i år, hørte jeg om Mikronet gennem en kollega. Det var vist “noget med nogen” og et netværk nede omkring dér hvor jeg boede. Siden har jeg deltaget i et par arrangementer og mødt mange af jer, der i dag er en del af netværket. Jeg har fundet er par relevante samarbejdspartnere i netværket, og jeg har flere “interessante emner” på kontaktlisten, når jeg en dag lige får lidt overskud til udvide kredsen.

Jeg har fået råd og vejledning over nettet i min egen opstartsfase som iværksætter, og ikke mindst har jeg fået et helt andet og meget mere både varieret og positivt billede af en landsdel, der ellers har et noget blakket ry, hvad initiativ og arbejdsmarked gælder. For her er jo ikke hverken, dødt kedeligt eller ynkeligt på Lolland-Falster. Her er SÅ meget liv og vilje til vækst og drive og initiativ – lidt i det skjulte måske, men det er på vej frem i lyset.

For det er min næste pointe. Da jeg første gang hørte om Mikronet for under et år siden, vidste stort set ingen undenfor landsdelen, hvad det drejede sig om. I dag nævnes Mikronet i flæng både i medierne og på nogle af de andre netværk, jeg frekventerer. Nettet har for længst strakt sig op over Storstrømmen til resten af Danmark, og fra at være “en lokal kaffeklub” er det i dag noget, man regner med og tager seriøst.

Nu skal Mikronet så afholde sit andet træf, og i hvertfald for mig er det en skelsættende begivenhed, der også giver anledning til fremadrettede reflektioner. For et netværk er ikke større, end de mennesker der arbejder for det. Mikronet er bygget på et fundament af gode erfarne kræfter, der har arbejdet hårdt for at få projektet til at køre. Og de gør det rigtig godt.

Men jeg savner ærlig talt jer – alle jer som jeg har mødt rundt omkring i lokalsamfundet, og som har tilkendegivet, at I er en del af netværket. At netværke handler ikke kun om arrangementer, som er timet og tilrettelagt (af andre!). Det handler også om at arbejde for den fælles sag. At bidrage med det, man har og efterlyse det, man mangler.

Så brug bloggen, grib knoglen eller kom på banen på anden vis. Og lad os vise hele verden, at vi både kan og vil hernede “hvor roerne gror”.

– Og ha’ så en rigtig god weekend :-)