Salg og priser på produkter (specielt for kvinder)

“Penge er jo ikke så vigtige!” – det hører jeg ofte fra kvindelige selvstændige. Det kan godt være, at penge ikke er vigtige i forhold til så mange andre områder af vores liv. Men hvis du har din egen virksomhed, så er penge lig med overlevelse. Hvis du ikke tjener penge, så må du lukke din virksomhed.

Derfor er det vigtig at kunne tage den rette pris for sine produkter, men jeg møder hele tiden kvinder, som sætter sine priser meget lavt og derfor har svært ved at få det til at løbe rundt.

Der kan være mange forskellige årsager:

  • De kan ikke lide at tage penge for at hjælpe deres kunder
  • De er meget beskedne, også i forhold til at sætte pris på sig selv
  • De har svært ved at tale om penge (“Det er lidt pinligt at skulle sige prisen”)
  • De er ikke hovedforsørgeren (“Jeg behøver ikke at tjene så meget, for min mand har en høj løn)
  • De tror ikke at kunderne har penge nok og hensynet til kunderne fylder for meget
  • De synes, det forpligter mere, hvis de tager en høj pris (“Tænk hvis jeg ikke kan leve op til det)

Hvad er din årsag?

Måske hænger det også sammen med at kvinder i århundreder har stået for arbejdet i hjemmet og omsorgen for familien, som var og stadig er ulønnet!
Så de er vant til at udføre rigtig meget arbejde uden at få betaling for det.

Penge er for mig ikke vigtige i sig selv, men de giver mig ro og tryghed i forhold til min forretning og de giver mig frihed og muligheder, som jeg ikke ville have uden.

Tænk over, hvad penge betyder for dig og giver dig – og gå ud og tag en ordentlig pris for dine ydelser!

Suze Orman har specialiseret sig i kvinder og økonomi.
Bliv inspireret af hendes kloge ord her

De bedste salgshilsener,

Jytte Hollender
www.hollender.dk