Selvstændighedskultur og integration

Det siges at en af grundene til at somalierne har så svært ved at tilpasse sig kulturen i Danmark er vores velfærdsmodel, hvor man kan hæve penge uden at arbejde. Det kan de ikke forlige sig med. De kan godt hæve pengene. Men systemet undergraver deres friheds- og stolthedstraditioner. Hvad er en mand, der ikke tjener sine egne penge?

Andre jeg taler med (min datter går på en i øvrigt fremragende, såkaldt ghetto-skole) – tyrkere, irakere, libanesere og palæstinensere – giver ofte udtryk for det samme: Adgangen til overførselsindkomster i Danmark er for let, når man kommer fra en kultur, hvor folk tjener så få penge, at den offentlige ydelse forekommer enorm – og især når man kun kan få jobs, hvor indkomsten kun er ganske lidt bedre end overførselsindkomsten. Motivationen til at have sin egen vognmandsforretning er under pres, når man med en 70 timers arbejdsuge ikke tjener mere end nabofamilien, der er på overførselsindkomt. Heldigvis er der mange, der alligevel vil arbejde. De fleste.

Jeg ved, det lyder som sort snak – men det er netop mit kendskab til og min respekt for mennesker fra andre kulturer, der bekræfter mig i, at vi er gået den forkerte vej med integrationen herhjemme. Vi har glemt ejerskabet, ansvarsfølelsen. Den, vi lever af som selvstændige – og som vi elsker.

Vi skal håndhæve princippet om lighed for loven. Alle borgere i Danmark skal behandles ens. Man kan derfor ikke give en højtlønnet, der er røget på bistandshjælp, mere end folk, der er vant til at tjene en tiendedel. Det er ikke vejen frem – og i øvrigt ulovligt.

• I stedet burde man sætte alt ind på at skabe beskæftigelse for de grupper, som kommer hertil ofte med store kompetencer inden for håndværk, kunsthåndværk, iværksætteri, købmandsskab, teknisk, mekanisk og ikke mindst teknologisk viden – og med ofte fremragende evner inden for service. (Jeg kender en mandlig fabriksarbejder fra Makedonien – jeg har aldrig mødt et menneske, som var bedre til at aflæse andres fysiske og psykiske behov). Et par eksempler:
• Faderen til min datters veninde, en iraner som er vokset op i irak og flygtet, importerer og sælger kurvemøbler og reparerer kurveflet, sammen med konen. Forretningen går strygende.
• De lokale etniske restauratører, som står for en stor del af entrepreneurship og vækst i cafébranchen her i Valby, går det også glimrende.
• En anden far – en tidligere minister i den første irakiske regering efter Saddam Hussein – og hans kone, som er tidligere rektor på et gymnasium i Bagdad og professor i matematik, er derimod begge arbejdsløse – angiveligt fordi deres dansk er temmelig mangelfuldt.
• En billedkunster og forfatter, født i Iran, siden flygtet til (og fra) Palæstina, taler syv sprog: farsi, oldpersisk, arabisk, kurdisk, engelsk og fransk – og mindre godt dansk. Hun kan ikke få arbejde, ikke angang som rengøringshjælp, og er kommet på førtidspension. Hun burde ansættes som lærer, lektiehjælper eller underviser på en aftenskole. Der er mange muligheder.

Jeg synes det er på tide at vi sætter alle sejl til, så vore minoriteter kan udfolde deres potentiale og virketrang. Vi har brug for dem, vi vil lære dem at kende, vi vil have deres bidrag – arbejdsmæssigt, ressoucemæssigt og kulturelt – til vores samfund. Minoriteterne skal i mine øjne have lov at dyrke deres sprog, kultur og historie – som fx på den tyrkiske HAY-skole, som jeg besøgte i fredags (.. med store faglige ambitioner på børnenes vegne, velvoksen tyrkisk kulturel selvfølelse og samtidig stor religiøs og kulturel åbenhed). Det gør dem kun stærkere og mere (lige)værdige i deres kulturmøde med majoriteten.

Men samtidig skal vi stoppe udviklingen henimod parallelsamfundene, hvor de etniske grupper passer deres – og vi andre passer vores og i øvrigt kun TALER om de fremmede. Jeg synes det er på tide at integrationen kommer ud af det offentliges klør – der skal ikke sagsbehandles og klientgøres og løftes pegefingre (ret meget) mere. Det har vist sig forholdsvis virkningsløst. Det offentlige skal understøtte integrationen – men ikke drive den.

Minoriteterne skal selv. Understøttet af os andre frivillige og/eller arbejdende aktive borgere. De skal ud af offerrollen, tage medejerskab i samfundet og ansvar for at bidrage med alt det, de kan. Og så skal arbejdsmarkedet på sin side gå ind og ansætte dem i stillinger, hvor de (hurtigt og topmotiverede) vil gøre fyldest og hurtigt vil forbedre deres danske sprog.

Den sande integration foregår, når man får lov at gøre nytte, tage ansvar og bidrage til et samfund med sin arbejdskraft og sin kultur.

Som selvstændige kan vi bidrage til integrationen ved at tilbyde os selv som mentorer for etniske iværksættere. Jeg ved at det kan være svært at matche den rigtige mentor med den rigtige mentée. Jeg tror dog det er et spørgsmål om tid, så er vi nok mentorer og mentéer til at det kan lade sig gøre. Prøv at Google ‘mentor’ og ‘indvandrer’, så finder du flere netværk. Jeg vil senere vende tilbage til emnet mentor-netværk, som jeg tror, der er mange perspektiver i. Hvis nogle har erfaringer med mentor-netværk og gode tips, modtager jeg dem med glæde – både her og via min hjemmside.