Min nabo – min kollega

I min virksomhed her i Valby i København har vi kontor i en tidligere grisestald i baghaven. Det er nogle år siden her var grise, før var der hest og tilladelsen til hestehold er stadig tinglyst på matriklerne. Da vi flyttede ind for seks år siden, var her høns. Nu er hønsene væk, vi har sat i stand, isoleret, fået nyt tag og store ateliervinduer mod nord. På min daglige løbetur gennem nabolaget, har jeg lagt mærke til at mange andre baghaver ser ud til at være beboede – ikke af grise og heste, men af små virksomheder. Man kan se det på firmanavnene på postkasserne og skilte, der viser vej til haven. Og det myldrer med gule postbiler og grønne bude i dagtimerne og små varevogne. Gennem et års tid er der jævnligt kommet et grønt bud med pakker til en virksomhed med adresse i nr. 22 . Ikke på vores vej (for her bor vi), men på vejen, som vores løber ud i. Vi går hver gang ud på fortovet og udpeger ruten til vores ukendte kollega. Han er redigeringstekniker, kan vi se. Altså inden for vores branche.

For nylig var vi i knibe, vi var sent ude og skulle bemande et større projekt for en kunde. Vi manglede en redigeringstekniker. Resolut gik min partner over til Morten i nr. 22 – den anden nr. 22. Morten viste glad rundt i sit hus, som er præcis magen til vores. Og ja – han kunne godt hjælpe med opgaven, ovenikøbet med at installere et nyindkøbt grovredigeringsudstyr, vi endnu ikke har prøvet. Vi lavede en aftale med ham og han er nu vores underleverandør.

Faktisk er selvstændighedskulturen løbet helt løbsk her i de tidligere grise- og hestestalde i Valby. Bare i de to år, vi har haft firma (jvf. den gravide, der ser barnevogne overalt): Genboen har sagt sit fede reklamejob op og er blevet gallerist – vi har straks købt et billede af ham. Naboen til den ene side, som normalt er organist, bliver snart selvstændig coach. Til den anden side er vores nabo blevet selvstændig flyttemand. I bunden af vores baghave bor vores gode el-montør, som er sprunget ud med eget el-servicefirma. Jeg nyder meget på min daglige morgentur at møde og hilse på alle mine nye kolleger, som lufter hunde og skolebørn på dette tidspunkt. Danmark er for nylig blevet nummer fem på listen over lande med flest iværksættere – over USA. Jeg tror vi her i Valby bidrager pænt til statistikken.