Elevatortalen

Er der én ting, der har voldt mig problemer på min vej til selvstændig, er det “elevatortalen”. Altså den præsentation der i få, klare vendinger beskriver alt, hvad man kan – på de få sekunder, det normalt tager at køre en tur med elevatoren.

Det er nærmest umuligt for mig. For eksempel ved jeg aldrig helt, hvilken titel, jeg skal tildele mig selv: Journalist, kommunikationsrådgiver, selvstændig indenfor mediebranchen – eller “tilrettelægger” som er den seneste betegnelse, jeg har fået hæftet på mig i forbindelse med en opgave.

Elevatortalen er sindssygt vigtig! Det ved i hvertfald alle, der har deltaget i en eller anden form for faglige netværk eller har undersøgt de grundlæggende kompetencer for at kunne begå sig som fri fugl. Og det piner mig ærlig talt lidt, at jeg efter knap to år stadig ikkke har fået det lært.

Ikke at jeg skal pive… der har ikke manglet opgaver af den grund. Men hvis jeg nu kunne få endnu bedre opgaver ved at lire lige præcis dén remse af, som udgør den ideelle præsentation (læs: slagstale).

Efter at have øvet mig i månedsvis og endda gået rundt med små gule sedler med de magiske ord – bare for at øve mig på dem – er jeg kommet til en erkendelse: Problemet er, at jeg er mig!
– Hvad dermed følger af behov for faglig variation, udfordringer, nye veje, uudforskede arbejdsområder… og gerne lidt af det hele på én gang. Og det er altså lidt svært at få ned i nogle få skarpe sætninger.

Så nu vil jeg i stedet for én kort og klar elevatortale producere nogle stykker, som jeg kan skifte mellem alt efter humør og omgivelser. Også selvom jeg kommer til at rende rundt med en frygtelig masse gule sedler de næste uger.