Tak
“Tak for ordren” stod der på fakturaen, jeg var ved at betale.
Ja, ja, tænkte jeg, opgaven er jo løst, og beløbet ok, så den sag var vel ved at være ude af verden. Alligevel satte de tre små ord lidt tanker igang.
Kan ordet Tak og den hensigt, der ligger bag, bidrage til relationsopbygning mellem mennesker og virksomheder? På en eller anden måde fik jeg i hvert fald mere sympati for den pågældende leverandør.
I forhold til egne nye kunder, så kvitterer jeg ofte for, at jeg har modtaget deres indbetalinger. Jeg har lært, at det ikke er nogen selvfølgelighed. Derfor falder der en bemærkning fra mig med et “Tak for indbetalingen”. Og det giver nogen gange sjove reaktioner i retning af total forundring, for betaling er den selvfølgeligste ting for kunden.
I andre sammenhænge, der hvor andre personer eller virksomheder trækker på min tid eller min viden – uden betaling – der kan jeg mærke, at jeg opbygger en usynlig mellemregningskonto, hvor ikke-takkere kandiderer til at blive tidsrøvere.
Hvordan har du det med ordet Tak i forretningssammenhænge? Hvordan virker det på dig? Hvad gør du?