Anmeldelse:Dit Virtuelle håndtryk, anmeldt af Lise Damkjær

Dit virtuelle håndtryk – sådan netværker du på nettet

Anmeldt af Lise Damkjær, Learning4life.

Bogen er skrevet til dig, der er fri agent eller ejer af en mikrovirksomhed og giver dig en vifte af muligheder for at præsentere dig selv på nettet – og hvordan man kommer i gang. Lige fra e-mails og nyhedsbreve, weblogs, online-commnities til podcast, Wikipedia og LinkedIn.

Endnu en bog om nettet – men denne gang for ”skeptikere” – os der bruger nettet som et middel; men ikke et mål i sig selv. Det er en dejlig appetitvækker.
Jeg læste den på et par aftener, indbydende og ligetil – i starten dejligt opmuntrende fordi jeg trods min skepsis alligevel kender og allerede bruger e-mails, hjemmeside og weblog, og fordi jeg fulgte Abelones råd om at ”google” sig selv – og fandt mange interessante – og heldigvis positive ting.
Sammen med genkendelsens glæde fik jeg også lige et par rigtig gode fif som fx at lave en varierende autosignatur på mine e-mails, så de skaber dialog.

Lige da jeg var ved at læne mig trygt tilbage i stolen med en ”det har jeg da styr på”-attitude begyndte udfordringerne: Tags, Podcast, Videocast, MySpace og wikis – stort set ukendte ord for mig.
Men nu ved jeg da, hvad det er og har faktisk også en klar fornemmelse af hvilke af dem, jeg vil binde an med og hvordan jeg kommer i gang – og også et klart billede af, hvilke jeg vælger at springe over.
Og det er en sjælden gave! Som mikro får man masser af viden og muligheder; men sjældent så god vejledning, at man bagefter ved hvad man skal vælge til og fra.

Abelone beskriver hele paletten: At netværke på nettet; Sådan ser du ud nu; E-mails og nyhedsbreve; online-communities og postgrupper; Weblog; Podcast og Videocast; Sociale medier; Businessnetværk og andre onlinenetværk samt Netværk til tiden – tid til netværk. Alle kapitler beskriver fordele og ulemper set fra mikrovirksomhedens perspektiv, eksempler og praktiske råd til at komme i gang – lige til at gå til!

Endnu engang en bog at blive klog af fra Abelone!

Anmelder: Lise Damkjær, Learning4life. Fri agent og mikro på 7. år – arbejder med FLOW og forandringsledelse. Formand for IDA SelvstændigForum – ingeniørforeningens forum for frie agenter og iværksættere.

Dit virtuelle håndtryk – sådan netværker du på nettet;
Børsen Mikro 2007; ISBN 978-87-7664-221-1;
199,- kr. incl moms;
www.mikrovirksomheder.dk og www.borsenmikro.dk

Forfatter:
Abelone Glahn, forfatter, journalist