En + en er mere end to – selv for en bogholder!
Artikel fra vores Mikronet avis
Skrevet af Helle Bertram, Bertram Kommunikation
At 1+ 1 kan give mere end 2, er nok et usædvanligt udsagn fra en bogholder, men det er ikke desto mindre det, som Bente Mogensen fra Optimal Sekretærerne i Stubbekøbing oplever, efter hun er gået i partnerskab med Ann Dorte Gregersen fra adg kontor- og regnskabsservice.
De to er gået sammen om at give deres kunder en bedre og sikrere service ved at dele erfaringer og dække ind for hinanden, hvis en er syg eller på ferie. – Det giver også kunden en sikkerhed for, at man får en form for second opinion, for der er større viden og indsigt til stede, når man er flere, forklarer de to. – Vi ønsker ikke nødvendigvis at få meget større kunder, men at servicere dem, vi har, på en bedre og mere sikker måde. Samtidigt er vi nu hinandens sparringspartnere. Der sker så meget inden for regnskabsområdet hele tiden, så vi bruger hinanden til at holde os opdaterede, fortæller Bente Mogensen.
Handel med Europa
– Et regnskab er for mange virksomhedsejere en meget personlig del af firmaet. Her kan aflæses, hvordan der prioriteres, og hvad pengene bliver brugt til. Derfor er vi meget opmærksomme på, at vores opgave alene er at holde regnskabet a jour og aflevere det, som kunden har bedt om. Det kræver, at vi kender vores kunder og deres virke godt, og at vi sætter os ind i relevante regelændringer, fortæller Ann Dorte.
– For eksempel har jeg netop været på kursus i de nye momsregler, som forventes at træde i kraft 1. januar 2010, uddyber Bente. – Der er for eksempel regler for, hvordan vi håndterer moms af salg og køb både indenfor og udenfor EU. Mange virksomheder er for eksempel ikke opmærksomme på at få samhandelspartnerens momsnummer, så man kan få refunderet moms.
Advokatniche
Bente Mogensen, der har en baggrund som advokatsekretær, har oparbejdet en særlig niche, advokatbogføring, hvor der er specielle krav til bogføring, fordi der er tale om klientmidler.
Nichen er opbygget via samarbejde med advokaternes brancheorganisation. – Denne niche er ikke særlig dækket, men vi har godt fat i den, fordi vi kender advokatbogholderi.
Advokat Marianne Homann fra Samsø og Homann: – Vi bruger Bente til vores bogholderi og det er hende, vi har den løbende kontakt til, selv om de nu er to er sammen om at løse opgaven. Det er en stor fordel, at hun kender til vores verden.
Ikke kun lokalt
Bogføringsvirksomheden er et typisk eksempel på den fleksibilitet, som mikrovirksomheder repræsenterer. Det er for eksempel ikke nødvendigt at være fysisk tæt på hinanden. Byens Polering, der ligger i jyske Vamdrup var i starten betænkelig ved at sende regnskabet med bud. – Men det har vist sig ikke at være et problem, fortæller selvstændig vinduespudser Peter Møller. – Nogle gange kommer Ann Dorte også herover, og så får hun bare regnskabet med hjem. Begge hjælper også med andre ting end regnskabet fx kontakten til myndigheder, herunder SKAT. De to sætter sig ind i stoffet og oversætter det til et sprog, som jeg kan forstå.
Artiklens forfatter, Helle Bertram, har blogget her på Mikronet. Læs hendes indlæg her.