Bims

Det her bliver et indlæg fra en hverdag. Godt det regner. Her er stille. Men jeg er lige midlertidigt bims i hoved, øjne og fingre. Jeg arbejder intenst på at få en webshop færdig til 1. august. Med produktbilleder, der er ved at blive taget. Med produktbeskrivelser, der er ved at blive lavet af nogle teknikere et eller andet sted. Med et hav af dokumentationsmaterialer. Og filer i forskellige formater, som jeg skal holde styr på. Jeg blev faktisk nødt til at bruge opfølgningsflagsfunktionen i Outlook for at holde styr på, hvilke filer jeg havde fået håndteret. Samtidig skal jeg læse korrektur på de filer, der kommer ind, og rette, og gemme til nye versioner. Og en hel formiddag med koncenteret arbejde på en opgave, det er gør mig ineffektiv. Så hvad er den nærmeste afledningsmanøvre: mikroblog.

Lidt her og nu betragtninger: det er en helt ny kunde. Han ringede en dag, og bad om et møde. Jeg troede faktisk det var en sædvanlig iværksætter, der ville benytte sig af mit tilbud om 1 times gratis sparring. Det var min revisor, der havde henvist ham til mig. På mødet meddelte han, at han skulle bruge website og webshop til 1.august, og havde selv andet at lave med at få produkter på plads, og ringe lyst til at arbejde med it. Så den opgave fik jeg. ……………………. øh………………… ja. Tak. Faktisk har jeg nu også gang i produktdatabladstrykning, opsætning af outlook autosignatur, printning af labels, annonceudformning, pressemeddelelse for ham. Det er godt nok mange timer at lægge i en kunde – og så sidder den der: kommer betalingen?  Det der frygteligt irriterende spørgsmål for opgaveorienterede praktikere. Jeg ved det ikke her og nu. Men jeg har taget mine forholdsregler. Betalingen for timer brugt i sidste måned faldt promte til betalingsfristen. Vi har skriftlig aftale. Jeg orienterer ham om, hvad jeg har gang i hele tiden. Så jeg tror jeg har gjort, hvad jeg kunne. Omvendt må jeg jo heller ikke lade min nervøsitet gå ud over min koncentration til opgave løsningen.