Små gaver til dig selv
Når man er selvstændig, styrer man selv sin tid. Man bestemmer ikke kun, hvornår det er tid til en kaffepause, men også sin arbejdstid. Frokostens længde. Om der er arbejde i weekenden eller om den skal holdes hellig. Man bestemmer selv, hvornår man skal på kursus. Hvornår man skal holde ferie. Hvor stor en del af dagen, der skal bruges på e-mails, avislæsning, netværk, kontorarbejde osv. Og meget let kommer det hele til at fylde lidt for meget.
Det kræver skarp prioriteringsevne at være selvstændig og det kan være anstrengende at skulle tage så mange beslutninger hele tiden. Heldigvis er man tit i flow – når man bare arbejder derudaf og er glad. Men i hvert fald et par gange om dagen opdager jeg, at jeg hele tiden skal tage beslutninger og kører mig selv med lidt for stramme deadlines.
Hvad ville min chef, hvis jeg havde sådan én, sige til mig? Han ville sige: Du skal sørge for at tage nogle pauser. Give dig selv nogle små gaver, hvor du ikke hele tiden skal prioritere og være effektiv, men bare skal NYDE.
OK. Når nu ikke chefen kan sige det til mig, må jeg sige det til mig selv.
Jeg er derfor begyndt at samle på små gaver, jeg kan give mig selv, så det hele ikke bliver for hårdt:
- Jeg giver mig selv lov til at læse den ene af de 5 aviser, vi holder, liggende i sofaen med et tæppe og klassik musik i radioen
- En kop kaffe med varm mælk kommer af og til med op i sengen, når børnene er sendt i skole 7.30. En lille luxus. Måske med noget så delikat som et stykke ost med honning og nødder…
- Jeg sørger for at spadsere ned til postkassen i stedet for at cykle – så er det ikke bare et job men en lille pause, hvor jeg nyder lyset, der er ved at komme igen og fuglene, som så småt er vakt til live og rumsterer forsigtigt…
- Så er der det berømte glas rødvin om aftenen – det prøver jeg at gå bort fra, for det har en tendens til at blive til to – især hvis man har været meget oppe at køre i det høje gear
- Men der er godnat-teen med i seng… og så er der BOGEN!
Jeg plejer at være elendig til at læse om aftenen – jeg er for træt og falder i søvn. Men nu har jeg fundet ud af at jeg skal holde mig til den lidt lette lekture og vente med de tunge bøger til ferien.
En sådan let bog har jeg fundet: Glæd dig! af Tor Nørretranders. Jeg læser en smule i den hver aften – bare for at få følelsen… men det skønneste er at jeg har præsteret midt på dagen at sætte mig bare 10 minutter i min sækkestol foran brændeoven og læse i den. Det er en gave, jeg giver mig selv – bare 10 minutter. En salig fryd at have friheden til at gøre det – og at kunne gøre det så kort og godt.
Jeg gider ikke at livet skal være for hårdt. Som selvstændige arbejder vi som regel med det, vi rigtig godt kan lide og er rigtigt gode til. Men vi arbejder generelt for meget. Så er det vigtigt at kunne give sig selv de små gaver, som chefen måske ellers ville have givet, hvis vi havde haft sådan en. Jeg er i hvert fald glad for dem, jeg har fået på det sidste.