Min strålende fremtid!

Mette Juul WebnestorJeg har hørt om de der super-iværksættere, som den ene dag står med et uoverstigeligt problem, og den næste dag har vendt det til en fantastisk forretningside.

Det ku’ egentlig være meget sjovt at prøve selv …

Mit problem:
Hvordan lever man i vores verden, hvis man ikke kan tåle mobilstråler?

Jeg kan ikke tåle at blive udsat for elektromagnetiske felter – som trådløst netværk, mobiltelefoner og sendemaster. Jeg lider med andre ord af en overfølsomhed, der kaldes EHS (electromagnetic hyper sensitivity).

I Sverige kalder de det el-overfølsomhed. Her er EHS anerkendt som et funktionshandicap. Og her har de allerede 4 sygehuse, med skærmede afdelinger, indrettet uden brug af trådløs teknologi, så en med EHS, der bliver syg, kan behandles uden at EHS’en forværrer den syges tilstand.

Den 8. marts var der en forsker fra DTU med EHS i aftenshowet – I kan se et 7-8 minutters indslag her, hvis I vil have en hurtig update på problemstilligen:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=PX1r4w-S9es[/youtube]

Da jeg fandt ud af at jeg har EHS slukkede jeg selvfølgelig alt trådløst i mit hjem. Og jeg har siden fundet ud af, at der er en række gode produkter – især i Tyskland – til at skærme sit hjem med. Jeg har købt en speciel maling, som mobil-stråler ikke kan passere, og stof med sølvtråd i til gardiner og har dermed skabt en totalt ”stress-fri zone” i mit hjem.

Problemet er så når jeg skal ud – for at handle, for at hente min søn i SFO, for at gå til kundemøder… der er trådløse teknologier stort set alle steder.

Forretningside:
Design, fremstilling og salg af smart og funktionelt tøj, der skærmer mod højfrekvent stråling.

EHS er helt klart stigende, så der vil komme en voksende efterspørgsel, og jeg ønsker at positionere mig i markedet som det sted, der har seriøst tøj, så mennesker med EHS (eller mennesker der gerne vil undgå at få EHS) kan skærme sig mod stråler, samtidig med at de er smart klædt på. Feeling good looking good.

Nu ville mange nok holde deres forretningside helt ind til kroppen, indtil konceptet er lanceret, for at sikre, at ingen stjæler ideen. Det ville jeg også have gjort for 10 år siden. Men så kan jeg jo ikke trække på alle de fantastiske ressourcer, der er i mit netværk!

Min forretningside er OGSÅ at bruge mit netværk. Og de ressourcer, der er i det. Derfor er jeg åben om det hele – og vil gerne dele processen med at skabe det nye firma, med jer!

Jeg har været selvstændig i 10 år. Jeg har et stort og godt netværk af andre selvstændige. Og jeg tror at stort set alle funktioner i det nye firma kan blive dækket gennem andre selvstændige, som jeg kender gennem mit netværk. De første strategiske samarbejdspartnere har allerede indvilliget i at deres betaling først falder, når der er indtægt. Hvor meget bedre kan det blive?

Er dit netværk mit netværk?
Mit næste skridt bliver at snakke med nogle systuer. Sjovt nok er der slet ikke sådan nogen i mit direkte netværk! Men det er der måske i dit? Kender du nogen, der både er pålidelige med kvalitet og tidsfrister, og som måske ku’ synes det var sjovt at være med, så tip mig endelig! Både lokale systuer, og systuer i ”billigzoner” har min interesse.

– Nå ja, og hvis du ellers mener du har viden, ideer, kontakter eller spørgsmål, der ka’ hjælpe mig videre – så skriv til mig på mj@webnestor.dk eller ring 3220 2412.

Gode hilsener
Mette
www.webnestor.dk