Anm.: “Freelancer” af Pernille Nørregaard
Bogen er skrevet af Journalist og freelancer Pernille Nørregaard. Pernille Nørregaard er uddannet journalist og antropolog og skriver for en række magasiner på freelancebasis. Bogen handler om hendes egen overgang til freelancerjobbet og er fyldt med faktuelle gode råd, oplysninger og egne utallige erfaringer fra hendes egen karriere.
Målgruppen er overvejende alle kommende eller helt nye personer, der ser mulighederne i at starte som selvstændig freelancer eller iværksætter.
Bogen indeholder råd og vejledninger lige fra anvisninger til hvordan man kommer i gang, hvordan man skaber kontakter, hvordan man sælger, økonomi og daglig drift, skat, moms, forsikringer samt efteruddannelse.
Bogen er udgivet på forlaget Nyt Juridisk forlag som en del af serien Ret & Rimeligt
ISBN 978-87-7673-078-9
Titlen er: Freelancer
Pris 198 kr.
Pernille Nørregaards egen webside: http://www.bogskriveriet.dk
Boganmelder Martin Bolbroe er selvstændig IT konsulent og freelancer siden 2006. Er selv startet op på fuldstændig bar bund og har selv gjort alle erfaringerne.
Anmeldelse af bogen Freelancer af Pernille Nørregaard:
Min første tanke, da jeg fik bogen i hånden, var at den lignede sådan en lille rejseparlør på spansk jeg en gang havde. Bogomslaget har en ekstra fold både for og bag som man kan bruge som bogmærke under læsningen. Dermed kan man hurtigt slå op på det man havde fundet frem til og repetere det i en aktuel situation.
Dette kan nu godt vise sig at være praktisk, da der er en del praktisk og faktuel information i bogen.
Bogen er opbygget på en kronologisk rigtig måde. Den starter med hvilke overvejelser, der igangsætter tankerne om at blive selvstændig eller freelancer. Så fortsætter den naturligt med hvordan man udnytter sine evner og erfaringer, også de faglige, til at skabe sit eget job og de rigtige kontakter, der kan føre til at man tager springet. Videre går det med selve opstarten, med et godt afsnit med inspiration til hvordan man sælger, over den daglige drift med skat og moms til afsnittene med de forskellige muligheder for forsikringer og sikkerhedsnet, hvis engagementet skulle svigte. Endelig bliver man påmindet om, vigtigheden af efteruddannelse, som dels naturligt kommer med de opgaver man udvikler sig med, og dels overvejelserne om hvordan man udvider sin horizont uden at skulle miste formeget indtjening.
Til sidst er der så det kapitel, som jeg personligt synes bedst om, og der ligesom er ‘det’ gode råd i sådan en bog. Ja, måske kunne man skrive en hel bog om dette emne alene: Hvordan får man succes som freelancer? Det er desværre alt for kort! Og det gentager lidt af det, der allerede står tidligere i bogen nemlig om Pernille Nørregaards egne erfaringer. Men så er det nok meningen, at man skal udveksle lige netop disse tanker med sit netværk.
Lige netop det er nok kardinalpunktet i enhver freelancer/mikrovirksomhed, at man har et godt netværk. Og der bliver i bogen lagt vægt på kvalitet frem for kvantitet. Derfor synes jeg godt om bogens indføring i ‘networking’ for begyndere, hvor der venligt men bestemt bliver fortalt at netværk er fordele, der går begge veje.
Afsnittet om at sælge ramte mig et blødt sted. Det er jeg nok ikke ene om, men det er lige netop et område, som falder os pæne jantelovsdanskere lidt svært. Og at man både kan og skal gøre noget ved det, understreges på en fin måde.
Dette fører mig naturligt videre til det næste guldkorn i bogen som jeg synes specielt godt om. Fordi det er en journalist, der skriver bogen, får vi her lidt insider viden fra journalisternes verden og hvad man egentlig skal lægge vægt på hvis vil udbrede kendskabet til sin virksomhed gennem journalistiske medier.
Til sidst vil jeg fremhæve den gode litteraturliste og links til relevante websteder bagerst i bogen.
Hvis jeg skal nævne noget som er mindre godt, så er det at der er brugt nogle symboler igennem hele bogen, som er placeret forskellige steder i sidemargenen. På indersiden af forreste bogomslag er disse symboler forklaret. Jeg må sige disse symboler gav ikke mig noget specielt under eller efter læsningen. Nu tror jeg nok at disse symboler har større relevans i de andre bøger i Ret og Rimeligt -serien fra forlaget (disse bøger er nævnt bagerst i bogen), men jeg har ikke læst nogen af disse bøger endnu så det bliver nok en påstand for egen regning.
Konklusion
En inspirationsbog for alle, der kunne tænke sig at følge vejen som selvstændig med sine faglige færdigheder i et freelance job.
Bogen er skrevet i et godt og letfatteligt sprog og jeg vil anbefale den til en kommende freelancer, der står lidt og tøver: ”Skal jeg gøre det?”
(Svaret er: ”Ja for fanden da!”)