Anm: Skriv så de reagerer – af Bo Skjoldborg

Skriv så de reagerer

Bo Skjoldborg: Skriv så de reagerer

Skriv så de reagerer af Bo Skjoldborg
Anm: SKRIV SÅ DE REAGERER – på jobbet og i det hele taget

Udgivet af Dansk Psykologisk Forlag
ISBN: 978-87-7706-692-4
Forfatter: Bo Skjoldborg

Anmeldelse af Sigrid Wilde Abrahamsen, BA-studerende i kunsthistorie og kulturformidling ved Københavns Universitet.

 

En håndfuld gode råd
Lige så tilfredsstillende det er at læse en tekst, der er velskrevet og tydelig i sit budskab, lige så dræbende kan det være at tygge sig igennem en tekst, der er rodet og besværlig – især hvis man skal.

De fleste mennesker skriver og modtager en del tekster på jobbet. Det kan være alt fra mødeindkaldelser til brugsanvisninger og det, der i sin tid skaffede jobbet, nemlig ansøgningen. Bo Skjoldborgs håndbog, SKRIV SÅ DE REAGERER, er derfor relevant for de fleste.

I bogen finder man 7 kapitler eller, som forfatteren foreslår, 7 lektioner til 7 dage.
Han vil lære os at skrive, så læseren i den anden ende føler sig hjulpet og mødt i øjenhøjde. Læserrelationen bliver præsenteret i kapitel 1 og løber som en rød tråd gennem hele bogen.
I de følgende 5 kapitler får man en række redskaber til at gøre sin jobtekst interessant og spiselig for læseren.
Der er forslag til, hvordan man helt konkret gør en tekst mere læsbar og overskuelig, hvordan man får sit budskab til at stå tydeligt og hvordan man fanger og fastholder læseren ved at bruge sproget og den gode fortælling. Altid uden at gå på kompromis med troværdigheden.
Til sidst afrunder han med et kort kapitel om den gode skriveproces. 

Bogens største styrke er dens væld af gode eksempler fra det virkelige arbejdsliv. Det gør den nærværende, overskuelig og frem for alt konkret.
Eksemplerne er enkelt sat op i bokse og efterfulgt af supplerende kommentarer, der peger det væsentligste ud.
Forfatteren præsenterer blandt andet en mødeindkaldelse. Først læser vi den faktiske tekst og derefter viser han, hvordan man med enkle midler kan ændre hele indtrykket fra at være rodet og uoverskuelig til at være imødekommende og helt tydelig i sit budskab. Det er interessant at se hvor lidt, der skal til.

Som læser af SKRIV SÅ DE REAGERER føler man sig reelt mødt og hjulpet. Stilistisk bruger Bo Skjoldborg sine egne metoder gennem hele bogen, hvilket gør helhedsoplevelsen meget troværdig. Som et ekstra sympatisk træk bringer han sig selv i spil ved at give eksempler fra sit eget arbejdsliv – også der hvor han har fejlet og lært.

Det er nemt at fortabe sig i detaljer. I hvert fald hvis man, som jeg, er skolet i akademiske udredninger. Gennem hele min uddannelse er jeg blevet oplært i grundighed. Først skal vi afgrænse en problemstilling, dernæst skal der argumenteres for og imod – vendes og drejes og det bliver utrolig lang før jeg endelig kan få lov til at konkludere og skrive de opsummerende linjer der i virkeligheden er essensen af det hele. Det der er mit egentlige budskab. 

Grundighed er vigtigt – men det er mindst lige så vigtigt at kunne formidle et budskab videre til andre. Kunsten er at skære mellemregningerne væk, så beskeden bliver tydelig i sit sprog.

Her bliver Bo Skjoldborgs bog et fint lille redskab, der hurtigt og overskueligt giver en håndfuld gode råd.

Bogen er let tilgængelig i sit stof og kan læses på en times tid. Til gengæld tilbyder den en række grundprincipper, der kan være gode at have i baghånden uanset hvilken type tekst man har foran sig.

Læs mere om Bo Skjoldborg på www.boskjoldborg.dk
Find kurser relateret til bogen på www.powerwriting.dk 

Om Bo Skjoldborg:

·        Bo Skjoldborg er uddannet Cand.phil. i dansk fra Københavns Universitet    (1992). Derudover har han taget kurser og supervision i PR og markedsføring – samt i journalistik.

·        Han er forfatter til flere skønlitterære titler og har udgivet fagbogen: Flowskrivning – vejen til flydende skriveprocesser (Dansk psykologisk Forlag, 2010)

·        Han er indehaver af kommunikations- og kursusvirksomheden Powerwriting.dk

Om Anmelderen:
Sigrid Wilde Abrahamsen, BA-studerende ved Københavns Universitet, med hovedfag i Kunsthistorie og tilvalg i Kulturformidling. Tilvalget består af 2 parallelle forløb. Kulturjournalistik, som er et praktisk kursus og Kulturlivets institutioner, der sætter fokus på kulturpolitik og på hvordan kulturinstitutioner fungerer som virksomheder.