Anmeldelse af NQ, bogen om involvering med sociale medier

Her er en anmeldelse af bogen “NQ: Involvering med sociale medier”.
(red anm: NQ = din netværkskvotient)
Anmeldelsen er skrevet af Lea Klæstrup Andersen, Paris, www.leaklastrupandersen.com.

Forfatter: Jacob Bøtter
Titel: NQ: Involvering med sociale medier
Forlag: Wemind A/S
USBN: 978-87-994151-0-6
Pris: 179 kr
Hjemmeside:  www.nq.dk
Denne bog argumenterer for, hvor vigtige sociale netværk er for dig og din virksomhed – og hvordan du med fordel kan inddrage partnere og kunder i produktudvikling, kundeservice og værdiskabelse. Hvis du tør.

Bogen, der ifølge sit omslag er skrevet af en af landets førende pioner inden for sociale medier, indledes med et citat af Harvard-professor Yochai Benkler: ”The world is becoming too fast, too complex and too networked for any company to have all the answers inside.” Og dette er netop bogens omdrejningspunkt. Verden er i dag så foranderlig og kompleks, at ingen virksomhed selv kan komme med alle løsningerne. Forfatteren argumenterer for, at hvis virksomheden vil overleve i sådan en verden, må den inddrage kunder, brugere, leverandører, medarbejdere og offentligheden i langt højere grad end tidligere. Og takket være de sociale medier er det lettere end nogensinde før.

I denne nye verdensorden handler kommunikation ikke længere om kontrol men om inddragelse. For ifølge forfatteren skal du leve af det, du får tilbage for at dele din viden. Det er derfor godt for virksomheden at være åben og transparent, lyder mantraet. Skab netværk og oplevelser for dine kunder. Overlad eksempelvis kundeservice til kunderne – det bliver både billigere og bedre for alle parter, mener forfatteren. Tankegangen hviler på, at vi alle deler vores viden med hinanden. Det er derfor i virksomhedens interesse at opbygge social kapital (altså netværk) og skabe innovation på nye måder.

Bogen er inddelt i tre dele. I første del beskriver forfatteren de globale tendenser som skaber en række nye forudsætninger for at drive forretning. I anden del serveres bogens primære formål, nemlig at inspirere læseren til erhvervsmæssige projekter, der involverer sociale medier. Og i bogens sidste del kommer der konkrete forslag og gode råd til, hvad du som individ kan gøre lige nu. Bogen skitserer fint de nye spilleregler, som er vokset op af internettets muld, og læseren finder bud på konkrete tiltag og ideer til at inddrage sociale medier i virksomheden.

Bogen er overskuelig, indeholder illustrerende eksempler og er læst på en time. Den er i øvrigt lækkert layoutet og designet.

Målgruppen er enhver, som ønsker at give virksomhedens kunderelationer og sociale kapital en make-over, så den matcher nutiden.


Venlig hilsen / Best / Sincères salutations

Lea Klæstrup Andersen
Journalist, Paris

www.LeaKlastrupAndersen.com
www.twitter.com/LeaKA

OM NQ:
NQ: Involvering med sociale medier
I en verden med stigende kompleksitet spiller din IQ en stadig mindre rolle. I stedet er det din NQ – din netværkskvotient – der afgør hvor godt du og din virksomhed klarer sig. Det er udgangspunktet for denne bog, hvor Jacob Bøtter præsenterer 55 konkrete forslag til, hvordan du kan involvere kunder og kolleger med sociale medier.