Barsel er meget svær for ivæksættere og selvstændige
Adskillige af de gæster der går rundt på udstillingen, har store maver på. Mange af dem er usikre på, om det kan betale sig at starte virksomhed for derefter at skulle barsle – og hvad sker der med min virksomhed, mens jeg er på barsel.
I gårsdagens Børsen, som er uddelt på messen, er der et helt tema om barselsregler. En af dem, der er interviewet, er Trine Kolding, der har firmaet Tid og Tanke. Det er samtidig en tvillingemor, og for dem, der kender mig, er det jo ikke overrasskende, at jeg følger særlig med i tvillingemødres færd som selvstændige.
Trine Kolding siger meget tydeligt: Det er en skam, at barsel er gjort til et kvindeproblem, for det vedrører også de selvstændige mænd, men desværre er det kvinderne der betaler prisen.
Reglerne er alt for firkantede for selvstændige på barsel, siger hun og fortæller :
– Hver gang telefonen ringer, må man sige nej til kunderne. Faktisk dikterer reglerne, at man ikke engang må tgae telefonen i sin virksomhed, mens man får dagpenge, men det blev jeg altså nødt til at gøre alligvel, for man er jo i forvejen nervøs for, om kunderne er der, når man kommer tilbage.