Den ikke helt så kreative klasse
I dag skal jeg overbevise tre mennesker om at de kan noget selv. De er alle globaliseringsramte, varslet fyrede, har altid været ufaglærte – og med en selvtillid, der er urimeligt lille i forhold til hvad de faktisk kan. De har hørt, at arbejdsløsheden i Danmark er næsten væk. Det passer bare ikke – for dem.
Den ene har en dejlig telefonstemme, et imødekommende væsen og et modent, sødt væsen. Men hun vil ikke have et job med kundekontakt, det egner jeg mig slet ikke til, siger hun. Hun tror ikke på sig selv. Den anden slås stadig med sit nederlag, da hun for mange år siden måtte forlade en videregående uddannelse. Hun er vanvittigt analytisk begavet, men er med tiden og nederlagene blevt lidt ufleksibel. Den tredje slås med sit dårlige dansk, men har den mest veludviklede sociale intelligens, jeg har mødt længe. Uhyre serviceorienteret. De er alle i 40’erne og i 50’erne.
Det er højkonjunktur. Der er brug for især veluddannede, men også for disse tre – hvis de bare tør prøve noget nyt. Noget andet end det, de har gjort de sidste tyve år, og som er blevet overflødiggjort af digitaliseringen. Jeg kan ikke forære disse mennesker en ny selvtillid. De må selv kæmpe sig frem til den. Men jeg kan vise dem, hvor de trædesten ligger, som de kan bruge: deres egne erfaringer, deres stærke sider, deres faglige kompetencer.
Ingen af dem har mod på at blive selvstændige. At få sin arbejdsopgave defineret af andre, mod til gengæld at have forudsigelighed og (en form for) sikkerhed i hverdagen, er den byttehandel, de har indgået med arbejdsmarkedet.
De trives ikke under den stærke individualiserings brændende sol: Se mig, hør mig – jeg er unik! De vil hellere lidt ind i skyggen, hvor der er fred og ro. Men de vil gerne bruges. De vil være til nytte. Det værste, der kan ske for disse mennesker, næst efter sygdom og død, er at blive arbejdsløs. For så er man ude af fællesskabet og den meningsskabelse, på godt og ondt (men især godt) det er at gå på et lønarbejde.
I vores videnssamfund har vi så travlt med at tale om den kreative klasse og det kreative Danmark. At Danmark skal befolkes af innovatører, vidensarbejdere og højtuddannede. Men de andre, dem der ikke magter eller ønsker at være med i den kreative klasse, skal altså også være her. Disse tre er begavede, bevidste mennesker, som er i fare for at blive klemt ude af arbejdsmarkedet, men hvis arbejdsindsats og menneskelige egenskaber, jeg ikke tror vi kan undvære.
Der er stadig brug for den omsorgsfulde altmuligmand, der kan alt fra at udskifte pærer og klare småreparationer til at hente aviser, lave kaffe, tale med folk om deres børns sygdom, sørge for at alt er godt og roligt på arbejdspladsen og skabe den gode atmosfære uden travlhed. Hvem af jer har ikke ønsket jer, at der var sådan én på jeres kontor? Der er stadig brug for den systematiske og troværdige controller, der ikke er et hak kreativ. Og der er stadig brug for en sød og forsigtig receptionist, der lige har lært, at hun skal tro på sig selv og sine evner. Selv om hun trives bedst uden for den kreative klasse.