En atypisk dag i en Mikronetters liv
Inspireret af Helen Martins opfordring til at fortælle om en typisk dag, vil jeg i stedet fortælle om en ret atypisk dag, eller rettere dage.
Da jeg laver forskellige videnskabelige og kommercielle opgaver på sundhedsområdet og således har en “blandet bolchebutik”, er der i forvejen få dage, der ligner hinanden helt, men de fleste har dog en form for genkendelig.
Mandag d. 5. november begyndte som en ganske almindelig dag, hvor jeg som det første og helt sædvanligt tændte computeren for at læse og besvare emails. Som det sikkert gælder for de fleste af os, foregår det meste af min kundekontakt pr. email, og computeren er mit vigtigste arbejdsredskab.
Denne dag vedrørte det meste af korrespondance og aktivitet planlægningen af et besøg fra Norge ugen efter. Jeg laver “technology transfer” opgaver for universitetet i Trondheim, og to kollegaer derfra skulle besøge Danmark for at diskutere med danske biotek og farma virksomheder.
Da jeg stod for al det praktiske omkring besøget, havde jeg allerede haft en del korrespondance med forskellige firmaer, hoteller osv. En sidste øjebliks aflysning gjorde, at jeg nu var igang med hektisk aktivitet for at finde en alternativ, relevant biotekvirksomhed at besøge. Tiden gik derfor mest med at studere hjemmesider og forsøge at få en aftale på det eneste ledige tidspunkt under besøget.
Om eftermiddagen havde jeg planlagt at deltage i en reception på forlaget Rosinante i København, hvor der både var 2-års fødselsdag for netværket WOW (Women on their Way) og lancering af Susanne Hoecks nye bog om netværk. Jeg måtte derfor ud af huset tids nok til at nå toget kl. 14 fra Næstved station, så jeg lukkede computeren kl. 13 den dag for at give mig tid nok til at komme til at se nogenlunde præsentabel ud.
Indtil videre var dagen forløbet ligeså typisk, som så mange andre, men da jeg var kommet tilbage fra København ringede telefonen. Til min store overraskelse, viste det sig at være en journalist, som ville booke tid til et telefoninterview om livet som selvstændig “på landet”, da han ville skrive en artikel til Børsen.
Under den aftalte samtale, som fandt sted d. 8. november fandt jeg ud af, at “på landet” betød Sydsjælland, Lolland og Falster og hans interesse for små virksomheder i det område var blevet vagt igennem en artikel om Mikronet, som han faldt over i sit sommerhus på Lolland.
Hans artikel endte i Børsens Væksttillæg, tirsdag d. 20. november og indeholder interviews med flere Mikronettere. Efter interviewet fik jeg endda besøg af en professionel fotograf, som illustrede artiklen med et stemningsbillede, hvor træerne på Gavnø har en prominent rolle.
Tilbage er kun at glæde sig over en masse gratis eksponering, som man ellers skulle have arbejdet mange timer for at betale (helt perfekt, hvis vores webadresser havde været med).
Tak til initiativtagerne omkring Mikronet, som har synliggjort vores eksistens.
MediTeam Consulting