En rigtig iværksætterhverdag

Havde jeg vidst det – at dage som i dag kunne blive en typisk dag i min virksomhed – havde jeg ikke tøvet så længe med at kaste mig ud i det. Men frygten for at kvitte det faste job med masser af faglige udfordringer, omsorgsdage, kantineordning og fast pensionsbidrag til fordel for et luftig drøm, kender mange af os.
 
Dagen starter med, at jeg får sendt familien (3 børn og mand) af sted og stadig i nattøj vinker fra køkkenvinduet kl. 7.15. Mens dagens første mails ruller ind, laver jeg en liste over de opgaver, der skal løses i dag og de personer, jeg skal huske. Stadig i nattøj besvarer jeg de første mails – og SÅ – da kl. nærmer sig otte, skifter jeg til arbejdstøjet og går i krig med dagens første opgave.
 
En coachingkollega er ved at få lavet sin allerførste hjemmeside. Til trods for masser af succes i sit eget firma, har coachen stadig et halvt fast job – nu må det være tid til at sætte turbo på drømmen. Jeg gør mit bedste for at finde de velvalgte ord og en knivskarp linie til hendes hjemmeside.
 
Når teksten er skrevet og en række beslutninger taget over telefon, pr mail osv., – herunder mailen til min chef med den definitive opsigelse for at stoppe mit dobbeltliv som lønslave og fri agent pr. 1. juni 2007 – kommer en af mine konkolleger, som jeg lavede en bog sammen med i efteråret, på besøg. Måske kan vi sammen brygge på nye opgaver, fællesskaber, arbejdsopgaver over en kop kaffe. Og i aften … ja, når børnene er lagt i seng, laver jeg en coachinginspireret værdiafklaring for en klient. Jeg håber, at dagens session kan give ham et rigtig godt skub videre i hans liv som iværksætter.
 
Hvad med dig …? Hvordan ser dit liv ud som iværksætter? Jeg glæder mig til at blogge i fremtiden og møde dig over en god virtuel snak om kommunikation og coaching. Og måske allermest om lige netop det, der er fælles for os alle sammen – vores iværksætterarbejdsliv og dage som i dag.