Glæden ved ikke at få løn
Ja, jeg synes det er ubehageligt, især i dette forum, at indrømme, men jeg har en forkærlighed for at give mit arbejde væk gratis. Til dem med de rigtigt gode formål. Ikke noget med at give rabat til nogle, slet, slet ikke. (Puha! Det er et skråplan. Enten arbejder man professionelt, eller også hjælper man, fordi man har lyst. Rabat er bandlyst – med mindre det er mængderabat eller markedsføringsgevinst i stor stil, naturligvis).
Nej, det drejer sig om, når jeg engagerer mig i mine børns skole, deres fritidsinstitutioner eller i de lokale Natteravne og andre frivillige organisationer (de har det med at fylde mig, så snart der ikke er andet der fylder – fuldstændig som vand, der trænger ind overalt hvor ikke andet legeme er nedsunket) – så kommer jeg til at levere et eller andet gratis, altså noget af det, jeg normalt tjener penge på. Fx et indlæg om forbrugerrettigheder eller børns kost – som jeg tidligere vidste en masse om – et indlæg om hvorledes man markedsfører en frivillig organisation eller opnår indflydelse via de politiske kanaler et givent sted. Det kan også være jeg hjælper en nabo med at skrive en tale eller en af mine børns indvandrerforældre med at skrive en ansøgning, etc. Hvad er det der sker, som gør at jeg er af hjertet glad, når jeg kommer hjem fra sådan en tidrøver?
Jeg ved det ikke helt, men har en mistanke om at jeg er født med en særlig farisæisk fryd ved at være god. Uden at få penge for det. Måske også en fryd ved netop at vide at lige præcis dette, som jeg gav bort gratis, kunne jeg tage kassen for – hvis de altså havde pengene (og det har de så ikke). Min mandlige partner i firmaet kan bestemt ikke genkende min passion. Den står jeg ret alene med. Men han respekterer den. Han er jo også min mand, så han lever med den, med andre ord. Og sørger så selv for at tjene det dobbelte af hvad jeg gør, i øvrigt.
Men hvorfor nu denne fryd, som er fuldstændig undergravende for al selvstændig virksomhed? (Hvorfor overhovedet være selvstændig og ikke hattedame, når man har det sådan?) Jeg tror, jeg må vedkende mig dette, at jeg som barn af to offentligt ansatte – den ene oven i købet præst – dybest set synes det er ubehageligt at penge skal komme imellem mig og et medmenneske, som jeg bare ønsker alt godt. Jeg ved da godt, at mit arbejde er mange penge værd. Ork jo. At jeg kan flytte en lille viksomhed flere måneder, halve år og år frem i deres udvikling, ved at give dem den rigtige kommunikationsrådgivning. At jeg kan gøre det samme for en organisation, en forening eller en kommune. Jo da. Jeg ved godt jeg er penge værd. Men jeg bryder mig ikke om at forholde mig til at jeg er det – dybest set giver det mig også en ubehagelig præstationsangst, når jeg står der og har forlangt kassen for mit arbejde (selv om jeg synes, jeg er det værd).
Men jeg øver mig dagligt i at kunne lide at være dyr. Og derfor tager jeg også kassen, når jeg overhovedet kan. Jeg går ikke på kompromis med mine priser – det kan jeg heller ikke tillade mig at gøre over for min partner og heller ikke over for mine kolleger i branchen. Jeg er ikke skruebrækker. Desuden er der ingen vej udenom for mig: Når man ikke gider arbejde under dumme chefer, bureaukratiske, ufornuftige systemer og i tunge mastodont-organisationer med uigennemskuelige magtstrukturer og enorme spild af ressourcer – og i øvrigt ikke har lyst til selv at være chef, fordi chefer også ofte er underlagt dumme chefer og samtidig skal arbejde endnu mere – ja så må man tage konsekvensen og lære at tjene sine egne penge. Selv om det er én inderligt imod.
Min øvelse p.t. går ud på at overføre den fryd, jeg oplever ved at yde gratis arbejde af høj kvalitet, til min professionelle biks. Når jeg arbejder frivilligt, er jeg nogle gange dobbelt så god – synes jeg i hvert fald selv. Mere afslappet. Kører bare på overskuddet og glæden. Den afslappethed, det overskud – den AMATEURISME, i ordets bedste forstand – vil jeg gerne overføre. At man elsker det man laver og bare ikke kan lade være. Og så oven i købet får penge for det. Kan man mon det?