Underbyder du dig selv?

Jeg bliver af og til ringet op af mulige kunder, der starter med at spørge om et tilbud på en ny hjemmeside. Vi taler lidt om hvad de har brug for – og jeg kommer friskt med et estimat på prisen.

For tiden er det foruroligende mange af dem der kontakter mig, der herefter siger til mig, at det er for dyrt for dem. Hvad gør man så?

For et år siden ville jeg være stået fast på min pris, for der havde jeg ordrebogen fuld … men nu mangler jeg opgaver, og er meget fristet til at underbyde mig selv. Gjorde det faktisk lige her for 10 minutter siden, hvor jeg skar prisen ned fra 20.000 kr til 15.000 kr for at få opgaven. Men kunden bed alligevel ikke på, men sagde at hun vil forsøge at finde en, der vil lave det for 10.000 kr.

Jeg bliver ikke forbavset hvis det lykkes for hende … for stort set alle er sultne efter opgaver, og vi underbyder ikke bare hinanden, men også os selv.

Jeg valgte at holde fast i mit bud på 15.000 kr, og håber selvfølgelig at hun vender tilbage.

Jeg vil ikke gå længere ned, for selvom man kunne sige at lidt penge er bedre end ingen penge, så er jeg faktisk ikke sikker på det er rigtigt. Bliver prisen for lav, mener jeg, det er som at tisse i bukserne en vinterdag. Det varmer her og nu på kontoen, men derefter bliver det bare værre. For bruger jeg tiden på at løse den opgave til en alt alt for lille timeløn, står jeg samme sted og må underbyde mig selv igen når den næste potentielle kunde ringer …

En mere langsigtet og optimistisk strategi er at bruge den opgave-løse tid på at udvikle min forretning. Overveje nye produkter, nye målgrupper, nye koncepter, nye markedsføringsmuligheder … så jeg fremover igen kan få (måske lidt anderledes sammensatte) opgaver til en pris jeg kan leve for!

Underbyder du dig selv?

Refleksioner af
Mette Juul
www.webnestor.dk