Kan man holde ferie, når man er selvstændig?

Nu er det dæleme nok. Nu skal den computer lukkes og gemmes langt væk. Jeg er så træt. Gammeltræt. Det er ikke fordi jeg er sur på chefen (det er mig – og min partner) eller kollegerne (min partner), jeg er ikke sur på nogen. Jeg er bare træt. Jamen har du da ikke din frihed til at tilrettelægge dine dage, som du vil? Og beskæftiger du dig da ikke med de ting, du allerhelst vil? Jo. Men jeg er træt, for jeg har aldrig 100 % fri.

Min 13-årige mellemste sagde forleden til én af sine kammerater, stolt: Mine forældre arbejder hjemme, de er her (næsten) altid. Hvorefter han viste rundt i huset, der som altid var beboet af talrige børn og voksne. Men så kom tilføjelsen, som borede sig ind i mig: Men på en måde er de her ALDRIG, mentalt. For de arbejder, ALTID. ‘Workaholic!’, fnysede han til mig, da jeg i det samme gik fordi på min vej ud på kontoret.

‘I var der altid – men I var der aldrig!’ – jeg kan allerede høre ham sige sætningen, når han om mange år skal holde en eller anden (k)ærlig tale til sine forældre, med et par skarpe sandheder iblandet.

Men nu skal det være løgn – vi skal holde ferie. Jeg nåede ikke det hele. Jeg nåede back up på PC’en, det var det vigtigste. Jeg nåede at rydde op i bunkerne på kontoret og gøre lidt rent herude. Jeg nåede at sende den ene af to artikler – den anden skal de først have til august, så det går. En del webtekst nåede jeg kun at blive halvt færdig med, men de er der alligevel ikke før jeg også er tilbage, de er gået på ferie. Jeg nåede at sende mails til personer fra listen ‘ikke-så-vigtigt, haster ikke-så-meget’ med meddelelsen om at ‘jeg når det ikke på denne side af ferien, men vender straks tilbage…’. Nu foretager jeg det smertefulde clean cut. Lukker og slukker. Og begynder at orientere mig mod den anden verden – den med familie, børn, have, hus, ukrudt, telte, cykler og sommerhuse.

Men pakkelisten. Den indeholder jo aviser (de udvalgte fra den sidste måned, som jeg har lagt til side, fordi der var noget vigtigt, jeg ikke fik læst), to fagbøger jeg skal have læst og – for en sikkerheds skyld – min bærbare PC. Og dog. Det er svært, meget svært, men jeg tror jeg dropper PC’en. I stedet tager jeg tre gode romaner med: ‘Det første jeg tænker på’ og ‘Vi de druknede’ og ‘Skæbnegalleriet’.

Kan man holde fri som selvstændig? Ikke helt. Man kunne jo risikere at få en god ide. Og man gør status: Hvad er det vigtigste, når jeg vender tilbage til min pind? Hvordan realiserer jeg i endnu højere grad mine mål? Hvordan gør jeg det på en måde, så jeg bruger lidt færre kræfter, så der bliver lidt mere plads til familien og mig selv?

Der er stadig et par mails, jeg burde sende. Men mon ikke verden overlever? Nu gør jeg det. Trækker stikket ud. Nu…