Lang rejse mod ny firmaidentitet

Vi har været i gang i tre år – lidt mere faktisk. Noget af det første, vi lavede, var en hjemmeside. Naturligvis. Hjemmesiden er det udvidede visitkort og firmaets virtuelle (og visuelle) identitet.

Efter et år var siden forældet. Vi var blevet klogere på mange ting. Meget bullshit, mange tomme ord, skulle ud. Det var let nok, for vi kunne selv redigere i teksterne. Men det var ikke bare teksterne (indholdet) på de enkelte sider, det var hele opbygningen, der var forkert. Overskrifterne. Menuen. Inddelingen.

På det tidspunkt, hvor det gik over stok og sten og alligevel lidt på pumperne, havde vi hverken tid eller råd til at få lavet en ny hjemmeside. Senere havde vi bare ikke tid eller overskud. Eller ikke rigtig råd. Har man hørt det før?

For halvandet år siden var det ved at være kritisk og vi – min partner og jeg – tog afsted på et tre dages ophold i ro og fred for at skrive ny hjemmeside og udvikle forretningsprofil i én og samme proces. Det gik meget godt. De udmærkede tekster og ideer, vi udarbejdede, har ført deres eget og ganske indbringende liv siden da. Men en ny hjemmeside er det ikke blevet til…

Før nu. Nu har vi gjort alvor af nyt design , ny grafik, nyt CRM-system, nye overskrifter, ny opbygning osv. Og i samme ombæring nye visitkort, nyt brevpapir, kuverter osv. Kunne vi have gjort alt dette hurtigere? Måske. Og måske ikke. Det er en stadig pågående proces at udvikle sin firmaidentitet. Og de første år er nok de mest turbulente.

Det er ikke selve det at skrive og redigere nyt tekstindhold til siden, der er det svære. Det er det at kommer dertil, hvor man kan gøre det. Klart. Konsistent. Konsekvent.

Gode og dårlige erfaringer med det, vi helst vil, det vi er bedst til og det kunderne helst vil have, er en del af processen. Så opstår der en rød tråd. Ofte én, som ikke var der før. Måske én, der var der i starten, men skal genopfindes. Og når man har den røde tråd, skal den formidles.

Alt dette er vel let, når man selv er kommunikationsmenneske? Eller er det? Slet ikke. 

Det er forholdsvis let for mig at se den røde tråd i andres ydelser eller produkter. Jeg ser tydeligt hvorved de adskiller sig fra andres, hvordan de skal fremstilles, hvordan profilen skal gøres skarpere osv. Men når det gælder én selv…

“Kill your darlings” siger vi i min branche. Det er svært også for journalister. Fx at dræbe de fine ord, man selv har været  længe om at nå frem til, men som ikke siger andre en bønne. Kunden har ikke brug for at kende mine inderste tanker. De vil bare vide, hvad de får for pengene. Set fra deres synspunkt…. Den 15. januar er vi altså klar med den nye hjemmeside, som kort, klart og tydeligt fortæller kunderne, hvad de vil vide om os og det vi kan levere. Men inden da skal blodet flyde en sidste gang.